Seksuelt misbrug – kommer det os ved?

Formand, Mogens P.C. Svendsen ved repræsentantskabsmødet juni 2008

 Ja, det vedrører os alle. Også alle de mange, som ikke selv har været udsat for seksuelle overgreb. Seksuelle krænkelser finder sted hver dag lige rundt omkring os i alle miljøer i vort samfund. Også i ethvert kirkeligt miljø, selvom det netop der måske forties eller dysses ned. Det sker desværre, at den, som leder eller står på prædikestolen og taler om Gud og Jesus – i det skjulte begår overgreb.

Konsekvenserne kan være uoverskuelige. Og det er ikke kun ofrenes egen sag at forsvare sig mod overgreb. Det er en sag for os alle. Vi har alle et ansvar for at gøre noget. Enhver, som har blot den mindste mulighed for at gøre en forskel, bærer ansvar for også at få det virkeliggjort. Desværre er mange slet ikke klar over de alvorlige konsekvenser enhver form for seksuelt misbrug har. Netop derfor er også alt for få bevidste om deres del af ansvaret. En af vore vigtige opgaver i KRIS må derfor fortsat være, at styrke denne bevidsthed alle vegne, hvor vi får givet muligheder herfor. Ikke mindst i kirkelige sammenhænge.

Vi har i det forgangne år til overmål erfaret at KRIS kan gøre en meget stor forskel. Både ved at synliggøre problemet i offentligheden og ved at forebygge gennem undervisning og information. For de mange, hvor skaden er sket, har vi igen og igen erfaret, at vi kan bringe hjælp og lindring gennem rådgivning og støtte. Mødet med KRIS har for mange betydet, at flere og flere får den positive erkendelse, at der dog findes mennesker, som tror ofrene for seksuelle overgreb. Konfronteret f.eks. med myndighedernes manglende forståelse, har det været en befriende oplevelse for de krænkede og deres pårørende at erfare, at der i det mindste er nogen der forstår de misbrugtes særlige sprog og kultur. Rådgivere i KRIS har vist, at de har indsigt nok til at give den professionelle hjælp, der trænges til. Især er det en lettelse for de mennesker som forgæves har søgt hjælp andre steder. Det er vor erfaring, at blot vi gør en smule opmærksom på vores tilstedeværelse, så dukker klienterne meget hurtigt op. Også flere end vi kan overkomme.

Seksuelle overgreb medfører som bekendt nogle af de mest traumatiske følelsesmæssige oplevelser en person kan udsættes for. Og der er ingen hurtige og lette løsninger på de sår og smerter, som seksuelle overgreb i barndommen efterlader. Helbredelse og lægedom findes, men det kan oftest være en smertefuld og meget lang rejse at nå dertil. Det kræver stor kærlighed fra de nærmeste og god professionel rådgivning. Jo længere man har arbejdet med mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb, jo større bliver erkendelsen af, at det kræver gedigen specialviden at kunne give kvalificeret hjælp. Alligevel er det vigtigt at understrege, at også helt almindelige mennesker kan være til stor hjælp for de krænkede, ved at vise rettidig og respektfuld omhu og støtte.

Der vil fortsat være god brug for den professionelle hjælp, vi i KRIS kan yde. Vi er langt fra nået ud til alle de mennesker i vort samfund, som kunne have brug for vores assistance. Seksuelt misbrug er farlig fordi det underminerer selve grundlaget for personens identitet. Dette gælder i særlig grad ved incest. Ved overgrebene lærer offeret ikke at turde stole på nogen. Ikke engang sig selv. Og da slet ikke stole på Gud. Det indebærer ofte dyb isolation fra andre mennesker. Samt stor afstand til Gud. Her er det vigtigt, at der er mennesker, som vil og tør være en sund livline for misbrugte i deres nærhed.

For andre af ofrene vil ensomheden og isolationen være så uudholdelig, at de kaster sig ud i usunde forhold til andre mennesker, som groft udnytter og misbruger dem. Og så kan krænkelserne forsætte i det uendelige. De forbliver fastlåst i offerrollen. Der kan desuden opstå alvorlige former for misbrug. Ofte af seksuel karakter. Derfor må vi, som er de misbrugtes nære omgivelser tænke over, hvordan vi møder de mennesker, der kan have været udsat for misbrug. Vi må møde den anden med rolighed og mildhed. Respektfuld lytten. Vise tålmodig tillid. Og ikke mindst vise en urokkelig kærlighed. Vise et liv, som er troværdigt. Undgå at overskride deres grænser og dermed krænke dem yderligere. Det gælder specielt fysisk nærhed. Men også afholde os fra forsøg på at vide mere end personen i virkeligheden ønsker at tale om. Være vis og kende sin begrænsning. Ingen kan fuldt ud forstå et andet menneskes dybe lidelse og smerte, hvis man ikke selv har været der.

Dette ansvar gælder i endnu højere grad de mennesker, som har et særligt professionelt ansvar for andre. Pædagoger lærere, præster og ledere af enhver slags. I deres varetægt vil der til stadighed være personer, som har været eller er udsat for seksuelle overgreb. Og derfor bør alle med ansvar for andre gennemgå en undervisning, der giver grundlæggende viden og kundskab om virkningerne af seksuelt misbrug, så de kan give disse mennesker fornøden tryghed i dagligdagen. Ikke mindst må det gælde præster og andet kirkelig personale, fordi de er med til at afspejle mulighed for, at en overlever kan finde vej til et møde med den Gud, som elsker uden at krænke.

KRIS kan formidle den fornødne viden og indsigt. Ikke kun fysisk og psykisk, men også åndeligt. Det gælder både når det drejer sig om Guds lægedom, og når det drejer sig om den ondes indflydelse. Om det dæmoniske vil jeg blot nævne, at der ofte mangler erkendelse og viden på dette felt. Mennesker der ikke har været vidne til en udfrielse har oftest et uvirkeligt forhold hertil. Det er ældgammel erfaring at illegitim sex er en af den ondes afgørende angrebspunkter. Seksuelle overgreb kan for en dels vedkommende medføre smertefuld tvangsmæssig afhængighed .

Åndelig frihed og genoprettelse opnås udelukkende gennem et personligt livsfællesskab med Jesus Kristus.

Desuden kan vi i KRIS være med til at vise mennesker det enkle, at Jesus, der led under andres krænkelser og overgreb, spot og hån – Han kender smerten indefra. Der findes stadig lægedom ved hans sår. Ingen har som han taget de krænkede i forsvar. Det berører ham altid mere end nogen anden, når mennesker bliver krænket og såret.