Det er med sorg, at vi i KRIS erfarer, at Etta Cameron er sovet hen. Hun har levet et omtumlet liv, og fået mange skrammer, men også modtaget megen glæde, som hun gavmildt har givet videre til mange mennesker.
Etta Cameron har i nogle år været protektor for KRIS, hvilket KRIS er meget taknemmelig for. Det kræver nemlig et særligt mod som sanger og offentlig person at stille sig i spidsen for en forening som KRIS. Etta Cameron havde både modet og viljen.
Som protektor hjalp Etta Cameron KRIS med en støttekoncert i april 2009 i Skt. Pouls kirke i Århus. Hendes sange og store nærvær gjorde et stort indtryk på tilhørerne. Hun gav hånd til alle, mens hun samtidig velsignede hver enkelt med ordene God bless you. Mange blev så rørt, at de fældede tårer.
Hendes sang og hendes bøn vil fortsætte med at give os mod og glæde.
