Mere indre lægedom

15267568_165694513899767_2790075132480110504_nMille Stouenberg-Lassen har været tidligere klient hos KRIS og fået terapi for senfølger af seksuel overgreb i barndommen. 

Hun fortæller her, hvordan hun oplever at komme videre i livet.

 

Kære alle!
Jeg er lige kommet på facebook for et par måneder siden, og er nu med i en Ptsd gruppe. Der jo mange forskellige grunde til Ptsd. Min er senfølger grundet sexuelle overgreb i barndommen.

Et opslag inde på siden har lige fået mig til at tænke og ransage mig selv, og de tanker jeg får, tror jeg, kan være med til at hjælpe mig selv og måske andre også.
Derfor har jeg lyst til at dele mine tanker med jer, måske er der nogen, der kan genkende noget og bruge oplægget konstruktivt i egen proces.

Here we go:
Lidt baggrundsinfo:
Jeg er vokset op med incest og alkohol blandt de voksne. En meget utryk barndom.
Angst og et vedvarende alarmberedskab i min krop har fulgt mig altid. Ptsd er diagnosen.
Jeg har gået i terapi i otte år ved KRIS (Kristen Rådgivning for Incestofre og Sexuelt misbrugte).
Jeg stoppede i 2008, hvilket er næsten 9 år siden nu.
Det har reddet mit liv. Jeg kan ikke se, hvordan jeg havde klaret mig uden. Jeg var fuldstændig ødelagt, da jeg påbegyndte terapi.

Troen på Gud har reddet mit liv. Jeg havde ikke klaret mig, hvis ikke jeg havde oplevet Guds nærhed og jeg forstår stadig slet ikke dybden og bredden af Guds Kærlighed!!

forgivenessJeg er kommet rigtig langt i min proces.
Jeg har konfronteret de vigtigste krænkere i mit liv, har tilgivet dem og det troede jeg engang, jeg aldrig kunne komme til! Og hvilken frihed der ligger gemt i denne visdom!! Men også mange års hårdt arbejde!! Mange mange år!!
Men er langt i min proces!! Langt!!!
Men lever med Ptsd, og pga Tøndersagen i medierne lige nu, fylder det hele lige meget lige pt.

 

Nå, tankerne jeg ville dele er;
Det som jeg oplever er en af de rigtig svære ting, ud over ptsd-en, er den kroniske dårlige samvittighed og indestængte sorg over ikke at formå/kunne det, jeg ville ønske, jeg kunne.
Små ting i hverdagen. Jeg kan føle enormt skyld over små ting, som ikke at have nået at støvsuge inden ungerne og gemalen kommer hjem. Jeg kan glemme alt om det, jeg har nået. Glemme at være glad for det og bare fortryde, det jeg ikke har nået. Det stress har altid fulgt mig, at jeg skal kunne nå tre dages arbejde på en dag.
Det pres kan jeg ikke blive ved med at holde til. Jeg er over 40 nu og min krop kan ikke blive ved med at holde til det. Ej heller min psyke.
kaerligheds-citaterNu er min tanke at:
1. Hvis jeg bare selv kan acceptere min skade (Ptsd) og de begrænsninger, jeg har af samme grund og selv kan acceptere at andre ikke forstår, hvad min skade/Ptsd indebærer, så kan jeg komme langt.
(Det sidste synes jeg nemlig er svært og smertefuldt. Det er som igen at blive ignoreret og holdt ude fra fællesskabet, fordi man er anderledes/bærer på en stor tung grim rygsæk fuld af smerte og ar.)

2. Og hvis jeg derudover kan lære at være sød ved mig selv (give omsorg) (til mig selv) i min isolation/smerte/(i min ikke leven op til egne forventninger..) kan jeg komme langt.

Hvis jeg kunne lære dette, i stedet for at give det andet plads, give presset plads/give den kroniske dårlige samvittighed plads; så kan jeg få det meget bedre med mig selv, tror jeg!!

Min kroniske dårlige skyldfølelse, som altid har været min trofaste følgesvend, den tynger min krop, min psyke og mit selvbillede så meget!! Det har den altid gjort!!
Den er som en parasit, der æder mig op indefra. Det gider jeg ikke finde mig i mere!!
Og jeg ved kun alt for godt, at det ikke lige stopper her.

Men nu vil jeg bruge tid på, at blive bevidst om hvor meget den kroniske dårlige samvittighed fylder. Mærke hvor den er i kroppen.
Og så vil jeg bruge de næste par år, eller hvor lang tid det tager, på at tage styringen og smide den ud.
(Ikke til storskrald, for så er der nogen der genbruger den og den er ikke genbrugsvenlig )
Nej, ud med badevandet!! Ud i kloakken!!
(Der findes vist ret gode rensningsanlæg i DK, ja man kan jo bare håbe… ).

pinsehaabNår (og nu siger jeg når helt bevidst, ikke hvis) jeg lærer dette, er jeg sikker på, at det vil smitte af på mine nære relationer (mand og børn) på en rigtig, rigtig god måde. Og det vil helt sikkert også smitte af på alt andet jeg gør, jeg kan og er.

Det skal jo siges, at vi ikke selv har valgt vores skader/Ptsd. Men vi kan måske bekæmpe dets magt (selv om det tager tid) ved selv at tage positiv styring indeni, gennem egen-omsorg og bevidsthedsgørelse. En livslang proces.

Dette må blive et af mine næste skridt på vej mod; mere indre lægedom!

Håber der er nogen, der kan bruge opslaget som opmuntring/inspiration!! Eller som en positiv igangsætter midt i jeres processer med jer selv.

Må Gud velsigne jer alle!!
(Hvad I end tror på og hvad end der holder jer ovenvande…)

De bedste hilsner fra Mille!!!