Trækfugle

Når vi er trængt af lidelse sygdom og smerte, ser vi ofte med længsel efter det, som kan give os opmuntring, lægedom og trøst. Særligt i febertunge nætter, hvor vejrtrækningen er dybt besværet, og du ikke helt ved, hvordan du skal komme gennem denne mørke nat.

En af de sange, som har været til stor glæde og trøst for mig, er den svenske sang om flytfåglarne = trækfuglene.
Du kan finde den indspillet på youtube. Jeg gengiver den her i en fordansket udgave:

Når somren mod høsten sig vender, da samler sig trækfugles rad.
De længes mod lysere lande, mod det vårfyldte grønlige blad.
En dag løfter sig tusinde vinger. Den langstrakt mange mile færden.
Og trækfugletrækket sig svinger, mod syd mod den varmere verden
De ved, at når sommeren svales, da nærmer sig opbruddets tid.
De ved, at når høststormen sig nærmer, da venter et varmere sted.
Guds Folk er som trækfugleskaren, de venter på opbruddets stund
De venter Guds sommer den klare, der højt over verdens runding.
De venter en sommer der borte. Et varmere skønnere land,
Ja blot nogle vingeslag korte, da ser vi den solrige strand.
En dag løfter sig tusinde vinger for en fjern mange mile færden
Og trækfugletrækket sig svinger mod himlen Guds evige verden.

Når trængslen er størst, er håbet nærmest i Ham, som er gået forud og har beredt plads i de evige boliger. Når tanker i nattemørket bliver trætte og tunge mindes vi også dem, som gik forud. De er – tænk – kun ”Nogle vingeslag borte” – altså ganske tæt på os. Og vi tænker på dem i taknemlighed, alt mens vi ser vort eget timeglas nærme sig slutpunktet.

Mens det sidste nattemørke siver bort i den nye dag, vender vi blikket mod hverdagens krav på os. Vi er her også i dag for det gode, selvom kræfterne er svage og små. Måske kunne vi? Være til gavn, glæde og håb for nogen, på vejen. Måske kunne netop vi være til glæde og trøst og opmuntring for nogen i dag? Vi, der har siddet på dødsgangen, ved, at det er ingen selvfølge, at morgendagen er vor. Men det kan dog ikke slukke for det levende håb, som er givet os af Ham, som bar korset for os. Udholdt dødens bitre ve.

Paulus taler om, at han hellere vil bryde op og være hjemme hos Herren – for det er langt det bedste
2.kor.5,8, “men så længe vi er hjemme i legemet, er vor tjeneste her i livet”.

Paulus har nogle meget vigtige ord til os, om hvor vi skal tilbringe evigheden. Han taler om kærlighed til Sandheden. I 2. Thess. 2,10 står der om nogle der ikke tog mod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Kærlighed til Sandheden er altså frelesgrund. Kærlighed til sandheden er det samme som kærlighed til Jesus. Kærlighed til sandheden er også kærlighed til Guds Ord. Som profeten Esajas gør det klart, så skal vi søge hjælpen det rette sted, nemlig ikke hos fremmede magter, men hos den levende Gud: Es. 30,18 “men Herren venter på at vise jer nåde. Han vil rejse sig for at forbarme sig over jer, for Herren er rettens Gud. Lykkelig den, som venter på Ham”.

Derfor fyld jer med kærlighed til Guds Ord, kærlighed til Jesus vor frelser og kærlighed til Helligånden. Det gør vi, siger Paulus i Ef. 4,14-15 “Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i et og alt vokse op til Ham, som er Hovedet – Kristus”.

Dernæst skal vi også fylde os med kærlighed til hinanden: Dette er mit bud: “I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer”. Joh.15,12.

– Mogens Svendsen