Sponsorpulje
Sponsorpulje
v/Jette Kruse
I KRIS har vi et stort ønske om at række ud og hjælpe alle, som har været udsat for incest eller andre former for seksuelt misbrug – også dem, som ikke selv har de økonomiske midler til at betale for et terapiforløb.
Vi har derfor oprettet en sponsorpulje – men hvad er en sponsorpulje egentlig?
En sponsorpulje betyder, at en person, som ønsker at hjælpe en økonomisk trængt misbrugt klient med at dække udgifterne til et terapiforløb, indbetaler penge til klienten via en sponsorpulje.
Sponsoren får fuldt skattemæssigt fradrag for beløbet som ved andre gaver.
Sponsoren vælger selv, om beløbet skal dække udgifterne for en bestemt klient (hvor man får oplyst det første bogstav i klientens navn), eller det skal være et fast månedligt beløb, som går til flere klienter. Man kan også her få oplyst forbogstavet i et eller flere klienters navne.
Terapeuten opfordrer altid klienten til at betale så meget selv, som hun/han har mulighed for. Det er således kun det resterende beløb, sponsoren betaler. Hvis klientens økonomi forbedres (fx hvis klienten kommer i arbejde), vil klientens betaling blive større og sponsorens betaling derfor blive mindre.
En terapitime hos KRIS koster kun 300 kr. for en enkelt person eller 450 kr. for parterapi, hvilket er meget billigt i forhold til, hvad det koster andre steder.
Hvis du ønsker at hjælpe os med at hjælpe en klient, er du meget velkommen til at kontakte os på kris@kris-dk.dk eller 29702305. Så laver vi aftalen præcis som du ønsker det.
På forhånd TUSIND TAK for dit bidrag!