Bibelsk indlæg

Bibelsk indlæg
af/ Mona Christiansen
Hvis djævlen ikke regnes med i livets ligning, behøver vi så Jesus?
Ikke fordi djævlen fortjener spalteplads eller taletid, men vi skal vide, at hans eksistens er virkelig også i 2026. Hans eneste mission er at stjæle, slagte og ødelægge mennesker og den verden vi lever i.
I Mathæusevangeliet 3 v.16-17, fortælles der om Jesu dåb, og Helligånden der kommer over Jesus som en due. Gud siger: ”det er min elskede søn, Ham er jeg fuldt ud tilfreds med”.
Kort efter bliver Jesus ledt ud i ørkenen og fristet i 40 dage.
Djævlen siger bl.a. “hvis du virkelig er Guds søn, hvorfor siger du så ikke til de sten der, at de skal blive til brød?
Læg mærke til, hvad djævlen lige stjal – ordet elskede. Jesus gik fra at være en elsket søn til at være en søn. Sikke en forskel for dig og mig, om vi er et elsket barn eller bare et barn.
Min mor var en stabil kirkegænger, men for nogle år siden besvimede hun i kirken, stor ståhej med ambulance etc., man fandt aldrig årsagen. Herefter blev hun bekymret for at tage afsted til gudstjeneste. Efter en lang kirkepause besluttede hun, at tiden var moden til at genoptage gudstjenesterne “live” og nyde kirkefællesskabet. Desværre med samme resultat og det hele gentog sig også 3.gang.
Veninderne mente velmenende, at det nok var noget psykisk, hvilket hun slog sig til ro med, og hun genoptog den rutinemæssige søndags dagligstue kirkegang i TV.
Jeg tror, at hun en dag havde læst i Matt.16 v.23, hvor Peter prøvede at tale Jesus fra korsfæstelsen – eller djævlen talte igennem Peter. Svaret var: “ Vig bag mig satan”.
Min mor begyndte at gå i kirke igen, og inden hun gik ind ad kirkedøren, og/eller mærkede hun et angreb/ubehag under gudstjenesten hviskede hun “Vig bag mig satan” og det gjorde han.
Vi har en fantastisk Gud, som har givet os den fulde udrustning – Åndens sværd tog hun i brug og hvilken effekt….




