Evaluering/vidnesbyrd fra Helbredelse af sjælen kursus.

 

af/ Anonym kursusdeltager

Under forbøn kom et meget smertefuldt minde frem, om at blive afvist som 8-årig.

Jeg stod på en lang mørk gang en tidlig morgen i vores hus.

Dette minde er blandet med en generel følelse af at være afvist og forkert gennem barndommen.

Jeg er vokset op i en familie, hvor sorgen over min lillebrors død har fyldte meget – uden at blive italesat. Under forbønnen fik jeg et indre billede af Jesu lysende skikkelse, som gik foran mig ned ad gangen, og der kom en trøst og en kærlighed ind.

Med min nu voksne forståelse indså jeg, at det, jeg havde tolket som afvisning, var i virkeligheden mine forældres egen smerte og bekymring, som jeg opfangede og tog på mig selv, netop fordi der ikke blev talt om det.

Det var dog først efter nogle timer, at jeg fik denne forståelse.

Dette er blot et eksempel af flere møder med Gud. Han har også talt til mig gennem skrift – ord og tekster som vi har delt på kurset, som blev meget levende og personlige for mig.

 

Jeg følte en lethed og blev meget bevæget.

Efter vores møde og forbønnen gav det anledning til, at andre ting begyndte at udvikle sig for mig – langsomt og over tid. Dog ind i mellem med store udfordringer og ja tilbageslag og kamp – men jeg oplever Gud langsomt ændrer mit perspektiv og  viser mig lidt ad gangen hvordan jeg kan blive mig selv.

Jeg blev også på det tidspunkt fyldt af en fornyet omsorg for mine forældre. Det var et møde, hvor lyset slap ind i et sted, der havde været mørkt inde i mig. Efterfølgende, på grund af denne ændrede holdning i mit hjerte, var der andre ting, der langsomt ændrede sig og blev mere fredfyldt i mit indre, specielt omkring min barndom.

Jeg har også gået til samtale hos KRIS over en længere periode og fået lov til der at blive hørt og mødt i alt hvad jeg har kæmpet med. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden denne uvurderlige støtte og forbøn, da jeg havde det allerværst.

Jeg mærker efterfølgende en anden slags tryghed ved at være til – Jeg har før i tiden været frygtelig plaget af forladtheds følelse og megen angst. Det ville være uærligt at sige, at jeg aldrig mere bliver ramt af disse ting, men jeg begynder at kunne finde ind i Guds nærvær i stedet for. Det har blandt andet forbønnen lært mig.

Jeg prøver, når tingene bliver svære, at huske den store fred, jeg har oplevet efter forbønnen, som en tilskyndelse til selv at søge ind i bøn og “udøse mit hjerte” for Gud. (Salme 62 v. 9 ”Stol altid på ham, du folk, udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt”.)

Jeg har også erfaret det er sandt, at det kræver disciplin at forblive forankret i bønnen og i Guds ord. Jeg havde over sommeren en meget svær tid, hvor jeg måtte tage hånd om noget tvivl, hvilket måske lyder mærkeligt i lyset af alt det jeg netop havde oplevet med Gud, men jeg forstod det var noget jeg måtte bekende, og netop tage ansvaret for min del af forholdet til Gud, men erfarede også, at når vi kommer nærmere Gud, kommer han nærmere os. Jakob 4:8

Jeg har aldrig følt forbønnen være grænseoverskridende, men har derimod  altid oplevet og forundres over hvordan Sonja og Mary  har kunnet bede lige ind i min situation og på en så rolig og fin måde, selv når jeg ofte desværre har haft voldsomme følelser, der har været svære at være i.

Det har været godt, at kurset er relativt langt og møderne har været et fast holdepunkt og noget at se frem til i en meget svær periode i mit liv.

Det, at det foregår over mange uger, er også fint, så at der er mulighed for at integrere de ting i dagligdagen.

Jeg syntes også, at det er rart, at der er god tid i hvert møde med en lille kaffe pause, så man kan nå at “være der”, og at man når at lære de andre lidt at kende.