59 årige Sanne prøver at finde sig selv i en urskov af tab og længsler. Hun er på vej. Smerten, som Sanne bærer på, er ikke længere tavs. Og heller ikke længere helt så tung. Da hun var barn, blev hun misbrugt af sin far, der siden sørgede for, at hun kom på børnehjem af og til. Moderen døde, da Sanne var seks år, så hun kunne ikke hjælpe sin lille pige.
Mærker af slag
Når barnet ikke gjorde, hvad hendes far ville have, fik hun rigtige tæsk, ikke blot en flad lussing, men slag med livrem og bøjle, og på Sannes ryg er stadig – mere end 50 år efter – ar fra to bøjler, der sårede hende. Selv har hun andre ar og åbne sår på sjælen. I mange år bar jeg en stor sorg, og jeg har følt mig misbrugt og kasseret, siger Sanne stille. Langsomt taler hun om barndommen med de mange svigt og overgreb og om barnet, der mistede sin mor og ikke måtte snakke om det.
Frygt for folk
Konsekvensen blev et liv med frygt for mennesker, frygt for at tage stilling til selv enkle ting i tilværelsen, frygt for at miste kontakten til sin mormor og morfar, frygt for at være, utryghed og ulægte tab. Og den fuldstændige frygt fortrængte enhver forestilling om at konfrontere faderen med de forfærdelige overgreb.
Jeg har så utrolig meget at takke KRIS for, har faktisk slet ikke ord for min taknemlighed. I årevis har jeg gået til psykiatere, men først da jeg kom til KRIS, syntes jeg, jeg blev hørt og set,som den jeg er. Hos KRIS kan jeg læsse alt det af som tynger, og jeg er blevet mere frimodig. Er ikke helt så indestængt og bange længere.
Fuldstændig tillid til KRIS
Sanne understreger, at tavshedspligten hos KRIS er vigtig. Hun stoler 100 procent på terapeuten, som hun har mange lovord om og gerne vil prise med en ægte taknemlighed over, at hun har fået Sanne videre i livet. For det er terapeuten, der har fået hende til at bevæge sig, som da hun langt om længe blev virkelig vred på sin far. De forbudte følelser, som fx vrede, var svære at grave frem, men undervejs i samtalerne med terapeuten er det blevet lettere.
– Når vi snakker om noget, jeg ikke tør, så opfordrer terapeuten mig til at have omsorg for mig selv. At gøre noget jeg er glad for. Det prøver jeg at lære, men det er svært, for hvad er det, jeg er glad for? Det har kostet mange tårer og megen øvelse i at turde tro på, at jeg er noget værd som menneske. Jeg lader ikke meget være uprøvet, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer over incesten og tabet af min mor, der er nok langt endnu, siger ærlige Sanne. Den kristne tilgang hos KRIS benytter hun sig af. Hver samtale slutter med en bøn til Gud om, at det dårlige må forsvinde og det gode vinde frem i Sannes liv.
(Sanne er ikke klientens virkelige navn)
