Indre ruin
Billedet er mit absolut favoritbillede og et af de største symboler på den udvikling, jeg har været igennem. Det er taget af en ven og dengang for små 12 år siden, da han viste mig det første gang, blev jeg så betaget af det, at jeg ikke kunne glemme det. Det var et direkte billede af indersiden af mig. Alt det jeg aldrig havde fundet et sprog for.
Jeg har altid været ganske bevidst om, at de seksuelle overgreb gjorde noget ved mig og var en del af mit liv. Uden sådan helt, at kunne sætte en finger på præcist hvad det var, det havde ødelagt. Jeg kunne læse side op og side ned om senfølger og hvordan livet med overgreb i bagagen blev påvirket. Og alligevel kunne jeg ikke selv sætte ord på det nedbrudte og ødelagte. Men det var sådan jeg havde det. På indersiden af mig.
Jeg eksisterede knap nok og den smule af mig som gjorde, var kravlet op i et hjørne i forsøget på at gemme sig. Nøgen og sårbar uden beskyttelse og uden grænser. Uden noget fundament i livet. Så ufattelig alene og isoleret fra noget som helst, der kunne minde om liv. Også selvom mit liv udadtil så ganske fornuftigt ud.
Havde billedet været et røntgenbillede, så ville det have afsløret:
- At jeg ikke kunne føle smerte eller fysisk berøring.
- At jeg ikke ønskede livet.
- At jeg ikke turde fejle eller tage fejl.
- At jeg aldrig turde dele egne tanker, følelser eller meninger. Jeg ville bare være usynlig.
- At jeg ikke kunne knytte mig til andre mennesker med tillid og en tro på de ville mig noget godt.
- At jeg følte mig så alene, forladt og ensom.
- At jeg ikke turde give eller modtage kram eller kærlighed.
- At jeg ikke turde være elsket og ikke turde elske andre.
Opvækst
Jeg er vokset op på landet i en søskendeflok på 4. Jeg har kun en vag fornemmelse af, hvornår overgrebene min 6 år ældre storebror begik startede. Det var mest en del af hverdagen indtil jeg kom i puberteten og han flyttede hjemmefra. Han sendte mig til hans værelse under dække af, at jeg skulle gøre rent, og så sad jeg og ventede på han kom op.
Jeg kunne ikke gå til mine forældre. Min far var meget fraværende. Til dels pga. arbejde, men også følelsesmæssigt. Ingen af mine forældre havde fået bearbejdet deres egen opvækst med svigt og overgreb. De kæmpede med økonomien, havde mange skænderier og så var jeg bange for min mor. I alt det her dysfunktionelle var jeg blevet familiens sorte får. Jeg husker den første lussing min mor gav mig som blot 4-årig, og jeg husker at stå som 20-årig og stadig være bange for at stå ved siden af hende. At blive ydmyget og nedgjort foran søskende, venner eller mennesker jeg var glade for. Og så stadig så grundlæggende en trang til at ville gøre alt for hendes anerkendelse og kærlighed. Livet var så konfliktfyldt og skræmmende, at jeg brugte en stor del af min barndom på at gemme mig. Over loftet på min fars værksted. Bare at sidde i mørket, stilheden og støvets tørre kvælende fornemmelse indtil jeg turde gå ned eller der blev kaldt for mig efter mig.
Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig i forbindelse med 2 år på efterskole. Gennemførte gymnasiet og uddannelser og havde haft kæreste. Men da jeg blev gravid, gik op for mig at jeg ikke kunne give min søn den barndom jeg ønskede for ham, hvis jeg ikke gjorde noget ved overgrebene og alt det, som det havde gjort ved mig.
Jeg var ikke i stand stå ved mig selv. Jeg havde ingen personlige grænser og turde ikke være synlig. Hvordan skulle jeg kunne lære min søn en masse vigtige ting om at være menneske, når jeg ingen gang selv kunne det. Det betød jeg langt om længe brød tavsheden og satte de første ord på min barndom overfor min søns sundhedsplejerske.
Efter endt uddannelse i 2010, havde det vist sig jeg var gravid, kort efter min kæreste og mig, var gået fra hinanden efter 8 år. Jeg skulle være alene med barnet, så jeg flyttede tilbage til familien, hvor jeg så mødte min søns sundhedsplejerske. Sundhedsplejersken fik sat gang i psykolog, men jeg havde næsten opgivet inden jeg overhovedet i gang. Hvorfor åbne op for noget som blot skulle lukkes ned efter 12 samtaler. Derfor kom jeg også i terapi ved Kvisten, hvor jeg efter et par forsøg fik en terapeut jeg turde stole en smule på.
Gud roder rundt
Jeg vidste at min søns sundhedsplejerske var kristen. Det havde min svigerinde advaret mig mod. Så mest i trods, havde jeg budt sundhedsplejersken velkommen og havde været glad for hende.
I min kamp for at turde tage til psykolog, havde sundhedsplejersken ringet mig op dagen inden jeg skulle afsted første gang. Jeg kan ikke huske hvad hun sagde, men jeg kan huske hun sluttede af med at fortælle hun havde bedt for mig. I et splitsekund var det som om min sjæl kom flyvende og landede i mig. Bare lige en slags påmindelse om, at jeg var derinde et eller andet sted.
I mit møde med hende, blev jeg nysgerrig på hvem hun var som kristen og ikke mindst hvordan hun kunne tro på Gud. En masse store tanker og overvejelser som ikke kunne drøftes i kraft af hendes arbejde. Men jeg tænkte; hun skulle da ikke tro på Gud. Gud var ikke andet end en lille dreng der sad og pillede vingerne af fluerne, så de ikke kunne flyve, alt imens fluerne bare led.
Hun skulle hellere tro på Kærligheden. Men Gud forstyrrede min tanker og ledte mig af veje jeg aldrig selv havde kunne finde. Lige fra ønsket om at købe en halskæde med et kors i, fordi det mest mindede mig om det anker i livet jeg lige nu manglede. Til erkendelsen af at jeg ville døbes – Jeg vidste bare ikke hvorfor, kun at jeg ville.
Den første selvstændige beslutning jeg nogensinde traf for mig selv, uden at være påvirket at hvad andre mente og tænke. Især min familie eller andre kristne. Tænk hvis en kristen sagde jeg ikke kunne tillade mig at blive døbt fordi jeg ikke var god nok til Gud.
Men jeg blev døbt 1. gang i 2012 som et svar til Gud. Et ”Ja jeg hører dig!” Og til gængæld fik jeg en dåbsattest. Ikke at jeg ikke vidste hvad jeg hed. Men det betød alverden at jeg kunne læse mit navn adskilt fra mine forældres. Jeg opfattede mig selv som barn af deres magtesløshed, men nu kunne jeg se jeg var et selvstændigt menneske. At den her navnløs anonyme ruin fik et ”Her bor jeg”. Og hvis der var nogen der kunne genoprette den, så var det Gud.
I 2014 blev jeg døbt endnu en gang. I pinsekirken jeg var blevet en del af. Denne gang havde jeg lært Jesus at kende og ønskede at følge ham. Nok temmelig intetanende, om at jeg lige havde sagt ja til den største Bygherre jeg kunne have drømt om. Tænk at Gud virkelig ville bo i mig!
Renovering
At bo i et hus der renoveres, er ikke nemt. Især når det viser sig at fundamentet er pilråddent og skal skiftes. Men med Gud fulgte en søgen og undren over hvilke værdier jeg ville bygge mit liv på. For hvordan ser Kærlighed egentlig ud, når man aldrig har oplevet det før? Han plantede mig fuldstændig om, og gav mig i bogstavelig forstand en ny beliggenhed.
Jeg fik nyt arbejde og flyttede. Ikke kun i geografisk forstand, men også et spørgsmål om hvilke mennesker der skulle være på min vej og i mit liv. Og ikke mindst – hvis liv jeg kunne få lov til at berøre og have betydning for. Siden hen byggede han vægge. Hele mit liv har jeg forsøgt at være usynlig og gemme mig. Men han har vist mig min personlighed, mine styrker og svagheder, meninger og holdninger igennem de sociale fællesskaber jeg har været i og er en del af. Vist mig at jeg har værdi. Og ikke mindst givet mig fred og hvile i at være den jeg er.
Hver eneste åndelige kamp i min udvikling har føltes som om Gud skiftede en helt specifik mursten ud. For Gud helede i det allerinderste, og i min selvopfattelse. Både at være barnet som desperat trænger til kærlighed og omsorg, men også at være et uperfekt menneske som har behov for Guds nåde. I den proces gav Gud mig et tag med hans evige beskyttelse. At jeg véd jeg er hans barn, jeg er skabt i hans billede og at han altid vil være der for mig.
Det kan lyde helt rosenrødt og ”easy peasy” når jeg beskriver min rejse fra ruin til et totalrenoveret hus. Men som med så mange andre byggeprojekter, så dukker der overraskelser op man ikke lige havde været klar over, og budgettet holder sjældent.
Essentiel angst
Jeg havde så meget fokus på at have styr på livet, at jeg ikke vidste hvor angst jeg var. For jeg havde da styr på livet… lige indtil jeg ikke havde længere. At tage skridtet ud i af gøre noget ved min fortid blev tæppet revet væk under mig.
Jeg har i bedste ”Luksus Fælden” stil stået med en flyttekasse af regninger og fortalt min bankrådgiver at jeg havde mistet fodfæste og overblik over min økonomi. Jeg har været i RKI og haft lønindeholdelse. Jeg har fået slukket for strømmen og stået i taknemmelighed over at Gud havde sørget for præstens kone i min kirke lige netop den dag, fik den tanke at hun skulle invitere mig og min søn til aftensmad. Så vi kunne klare os uden strøm indtil jeg kunne ringe til min bankrådgiver dagen efter.
Jeg har måttet skrive til en bibliotekar om hun ikke kunne møde mig ved indgangen til biblioteket, fordi en for sent afleveret bog skabte så stor skam der udviklede sig til angstanfald, så jeg simpelthen ikke kunne gå igennem døren til biblioteket. Jeg har oplevet angstanfald blot ved at opdage jeg i det hele taget eksisterede, selv når jeg ikke var fysisk til stede.
For hvis jeg eksisterede, så betød det jo at jeg var synlig og ikke kunne gemme mig. Jeg har skammet mig over ikke at føle mig elsket – og skammet mig over at være elsket! Så det var det ruinen, var bygget op af. Skam, skyld, selvforagt og en solid mørtel angst.
Men Jesus viste mig vejen ud. Når det det var allermørkest tog han mig i hånden, bar min skyld og skam, og viste mig hvilke mennesker jeg kunne række ud til eller hvilke veje jeg skulle gå for at komme ud af de hjørner jeg følte mig trængt op i.
Det har krævet ufattelig mange timers terapi at bearbejde overgrebene og ikke mindst senfølgerne heraf.
Jeg startede hos KRIS i 2017 og afsluttede i 2024. KRIS og terapien har været et stillads som havde støttet mig og som så nu var klar til at blive pillet ned. Jeg havde faktisk været af den opfattelse, at jeg lige kunne klare det på halvandet års tid. At blive fikset i terapien da jeg startede op. Det var det jeg havde budgetteret med, da jeg gik ind i det her. Men sådan gik det altså langt fra. Og heldigvis da for det, for mit liv er forvandlet og helt anderledes end jeg kunne have forestillet mig. Det har været altafgørende at kunne sætte sig i sofaen ved KRIS og vide, at uanset hvad jeg startede op, så ville det ikke ende før jeg var klar.
Et liv til forskel
For mig har tiden imellem samtalerne med min terapeut været lige så vigtig som selve samtalerne. I samtalerne har jeg kunne sætte ord på det svære. På det skamfulde og skyldfølelsen. Ikke bare fra selve overgrebene eller min opvækst, men også i alt det svære med mit selvbillede og den måde det har påvirket mit liv.
Jeg er blevet hørt og jeg har oplevet at kunne få lov til at være mig selv og har fået oparbejdet en værktøjskasse, jeg har kunnet bruge uden for samtalerummet. Der hvor jeg kunne teste og øve, lade terapeutens forbøn og Gud forvandle. Små bitte ændringer, som hele tiden forvandlede en forpint sjæl i en sønderknust ruin. En ruin som i dag er et lille fint hus med en blomstrende have og masser af frugt.
Jeg lever i dag et liv, jeg er utrolig taknemmelig for. På overfladen ser det ikke så meget anderledes ud, men på indersiden er der en Verden til forskel. At gå fra at være et barn, der gemte mig, til at være blevet en kvinde med gåpåmod og glæde over livet.
Men som med mange andre huse, så ved jeg også, det kræver vedligeholdelse og mon ikke der altid vil dukke andre mindre projekter op. Jeg er på vej og der er ingen tvivl om at jeg står et helt andet sted i dag, når jeg møder livets små og store bump.
Til gengæld så ved jeg også, at skulle det en dag forholde sig anderledes, så er KRIS fortsat Guds håndsrækning til mig.
