Den gode historie

Blev manden i huset – og nu i sit eget liv.

Det startede med, at Frank blev kørt ned på motorcykel i 2006, og en god ven ville bede en bøn for ham. Så huskede han pludselig det hele. Især barndommen, misbruget, de forliste ægteskaber og Guds store mirakel med ham, da han hen over en nat blev sat i fri for lidelser og alkoholisme.

»Min mor syntes, jeg skulle være mand i huset som 10-årig, og min far rejste en del, så jeg fik plads i sengen også. Jeg kommer fra et meget voldeligt hjem, og min mor misbrugte mig, til jeg var 13-14 år. Som 10-årig begyndte jeg at drikke for at komme væk fra alt, og jeg har aldrig turdet være for tæt på et menneske«, fortæller Frank. I dag er begge hans forældre døde, og der gik 40 år fra misbruget startede, og til han fortalte nogen om det.
Først for ca. re år siden fortalte han sin kone om barndommens overgreb.

Mirakler

"hver gang jeg har været hos KRIS, ryger en byrde af mine skuldre" siger Frank

“Hver gang jeg har været hos KRIS, ryger en ny byrde af mine skuldre” siger Frank

Frank fik en personlig tro på Gud for 22 år siden, nogenlunde samtidig med at han dybt alkoholiseret, på 35 piller dagligt og psykisk syg kom på et behandlingshjem for misbrugere. Her mødte han diakonen Bente, som inviterede ham med i kirke. Miraklernes tid er bestemt ikke forbi, og det er Frank et levende bevis på. Hen over en nat blev han sat fri for psykiske lidelser samt mange piller, og han har i den for- bindelse ikke haft abstinenser af nogen art. Han mener, at Gud gjorde store ting i hans liv. Bente var heller ikke i tvivl om, at Gud fortalte hende, at hun skulle ægte Frank præcis 66 dage efter, og den dag holdt de bryllup. Siden har de fået to sønner.

»Bente, drengene og Jesus er skyld i, at jeg er her endnu«, kommer det ærligt fra Frank.

Terapi hos KRIS letter

For mange år siden begyndte han i terapi hos KRIS:
»Hver gang jeg har været der, ryger der en ny byrde af mine skuldre. Jeg har prøvet andre terapeuter, og de rodede bare rundt i mit sind, så jeg blev absolut mere forvir- ret end forvandlet. Terapeauten gør det anderledes. Der er en ro til at tage fat i de enkelte ting og så pakke dem ned igen. At hun er kristen betyder meget. Hun har den åndelige dimension med, og gjorde brug af bønnen, fordi jeg gerne ville det. De blødende sjælesår, jeg rendte rundt med i årevis, smerter ikke mere, men arret er der stadigvæk som et minde om det, jeg har været igennem. Terapien hos KRIS virker. Endda så langt, at jeg har tilgivet mine forældre«.

Frank er i dag førtidspensionist og ansat i et skånejob.

Skrevet i 2011 af Hanne Baltzer

 

Den gode historie

Svær barndom i slagsmål med ægteskabet

Det var virkelighed og tabu på samme tid, men sjælen og kroppen husker, fandt jeg ud af. Følelser kan ikke graves ned. ”

Hun er mor, gift og 34 år. For nylig løb livet lidt for løbsk. Oplevelser fra barndommen ødelagde en god tilværelse, og parforholdet var på frysepunktet og slet ikke varmt og kærligt. Det var tæt på forlis. Hendes mand så undrende til, når de ikke diskuterede vildt, og han levede i øvrigt ikke op til hendes tårnhøje forventninger. Hendes barndom indhentede hende. En barndom med en far, der var psykisk og fysisk voldelig mod hendes mor, og hvor børnene blev eksperter i musestille at aflæse, hvilket humør han var i. Jo mere usynlig man gjorde sig, jo bedre. De var bange for hans vrede, selv om han ikke rørte dem.

»Jeg vidste jo godt, hvad min ulykkelighed bundede i. I min barndom drejede hele livet sig om at prøve at beskytte min mor, om ikke at lave larm, så far blev urimelig og voldelig. Jeg satte mig selv til side. Fuldstændigt. Og jeg talte ikke med nogen om det. Det var virkelighed og tabu på samme tid. Men sjælen og kroppen husker, fandt jeg ud af. Følelser kan ikke graves ned«, konstaterer den unge kvinde. Hele sin ungdom jagtede hun den kærlighed og anerkendelse, som hendes far ikke formåede at give, og hun følte sig ofte ensom og forladt.billede til artikel

34 års smerte laver ravage

Hun blev gift og fik to børn. Som tidligere følte hun det nødvendigt at have styr på hver en bevægelse i hjemmet, der skulle være orden, og livet skulle se godt ud. Enhver, der har prøvet at have små børn, ved imidlertid, at der kan være rodet i et småbørnshjem. Efterhånden havde den unge mor brugt mere end 30 år på at sikre, at følelserne fra barndommen ikke lavede ravage i hendes liv, men nu gik det ikke længere. Energien var brugt op, og hun følte sig fortvivlet, selv om hun var vellidt mange steder, og hendes mand var både sød og rar. Hun havde aldrig fortalt sin ægtefælle detaljerne fra barndommen, så når hun reagerede uhensigtsmæssigt på en eller anden hverdagsting, vidste han ikke, hvorfor og hvordan han kunne hjælpe. Hun var bange for, at han ville gå fra hende og ikke acceptere hendes fortid.

»Min storesøster fortalte, at hun var startet i terapi hos KRIS, og hun anbefalede mig at gøre det samme. Jeg havde overhovedet

ikke lyst til at åbne mig og arbejde mig gennem 34 års livssmerte. Derfor var det også et stort skridt at få ringet til KRIS og booke en aftale. Næste store skridt var den første samtale. En overvindelse at åbne op, men jeg snakkede og græd og snakkede igen«, husker hun.

Får mere og mere selvrespekt

Terapeuten kalder hun respektfuld og fænomenal, og hun mener, hun har fået en række værktøjer, hun kan bruge. Det er lykkedes at bygge hende op igen, hun har fået mere selvværd og kan se, at det er ok at sætte egne grænser. »Terapeuten åbnede langsomt op lag for lag, så jeg selv kunne følge med. Det var rigtig hårdt, men også en følelsesmæssig befrielse. Jeg kunne se, at det, jeg mente, fx min mand skulle leve op til, var urimelige forventninger, og terapeauten åbnede mine øjne til virkeligheden. Hun har stor tålmodighed og en styrke, jeg turde læne mig op af, mens jeg fik hjælp til at slippe ud af barndommens følelser og kunne se livet med en voksen kvindes øjne«.Helping a friend in need

Parterapi en mulighed

Også ægtefællen går til samtaler hos KRIS, og de går også i parterapi. Alt i alt hjælper det. Ægteskabet er langt fra forlis nu. »Vi har fået en indsigt og en forståelse for hinanden, som vi ikke har haft de 12 år, vi har været sammen. Min mand mente også, det var nødvendigt at gøre noget, og vi er blevet meget mere åbne for hinandens følelser. Desuden accepterede han min baggrund, da jeg fortalte ham om den. Det var en lettelse. Vores mål er, at vi vil have et godt ægteskab og være gode forældre. Vi er på samme side«. Den unge kvinde er ikke færdig med at arbejde med sit selvværd, men hun føler, hun kan håndtere, hvis de negative tanker om ikke at være god nok dukker op. »I dag er min far en sød og kærlig morfar og farfar, og vores børn får den omsorg og opmærksomhed, jeg ikke fik som barn. Det tager tid at bearbejde følelser, men jeg hartilgivet ham. I hvert fald for det meste«.