Helbredelse af sjælen
Hvad indeholder så et sådant kursusforløb?
Det drejer sig ikke terapi eller psykoanalyse, men levet liv sammen med Jesus. Vi, der underviser i Helbredelse af Sjælen, kender Jesus som vores store Sjælelæge og nyder godt af den forandring, Han har virket i vort indre. Derfor er det naturligt for os, at andre også kommer til at opleve dette, som Paulus skriver det i følgende vers:
”Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han er en barmhjertig Gud, der opmuntrer os på alle måder. Han trøster og styrker os i alle vores trængsler, så vi kan videregive hans trøst og styrke til andre, der har det svært.” 2. Kor. 1:3-4
I kursusforløbet lytter vi en del sammen i bøn og stilhed, for at finde frem til vore indre smerter. Det er rødderne til disse smerter, Gud gerne vil helbrede. Vi oplever Guds nærvær i vore grupper, og det i sig selv kan medføre en forløsende helbredelse dybt ind i sjælen.
Nogle af de ting vi sammen ser på er følgende:
Hvem vi er i Kristus. Hvor meget vores Himmelske Far værdsætter os, når vi tror på Hans enbårne søn. Vi kommer ind på at styrke vor vilje, at se på vore overreaktioner, at få vore følelser helbredt, at se tilgivelsens muligheder og fordele, at få et bedre selvbillede, at afsløre løgne fra fortiden, at blive trøstet af Helligånden, at få fornyet vort sind samt at få bedt ind over tingene.
I KRIS regi drejer det sig om at kunne være til stede i en venlig og tillidsvækkende atmosfære med hinanden. Og vi vil gerne fastholde, at det, der bliver delt i Helbredelse af Sjælen grupperne, er noget, der bliver inden for KRIS lokalets 4 vægge! Alle gruppemedlemmer opfordres til at have tavshedspligt. Men det er selvfølgelig helt frivilligt, hvor meget man vil åbne sig overfor hinanden i en gruppe.