Ny skattefordel fra 1. januar 2012

KRIS er godkendt til at modtage gaver efter Ligningslovens § 8A.  Bundgrænsen på 500 kr. er afskaffet, det betyder, at du nu kan få skattefradrag for hele dit gavebeløb op til 15.000 kr. KRIS sørger for indberetningen til Skat. Du skal blot oplyse dit CPR.-nr. i forbindelse med din indbetaling på vores girokonto.

Kreativ workshop i KRIS Herning

Af Karen Kirstine Boye

Lørdag den 3. december havde KRIS i Herning arrangeret en workshop med billedkunstneren Esther Hedager Christensen.

Det var en kold dag, hvor regnen væltede ned udenfor, men indenfor i Kølkær præstegårds varme stuer, hvor arrangementet fandt sted, var stemningen god. 15 kvinder, alle med tilknytning til KRIS, var mødt op for at udfolde deres kreative evner.

Dagen var både hyggelig og inspirerende. Esther delte ud af sine mange års erfaring med forskellige stilarter og metoder indenfor billedkunsten. Det var ikke bare maling, der blev brugt; kun fantasien satte grænser for, hvad der kunne anvendes af perler, snor, tapet, gamle nodeblade, servietter, tørrede blomster – og sider fra gamle bøger. Selv sammenkrøllet køkkenrulle kunne blive en del af et smukt billede.

Der blev kreeret mange flotte – og meget forskellige – billeder. For mit eget vedkommende var det mange år siden, jeg sidst havde haft en pensel i hånden, men det var en rigtig god oplevelse at prøve det igen.

Vi siger tak til Esther for en god og inspirerende dag, og vi håber, det bliver muligt at lave flere lignende arrangementer fremover.

Om kunstneren:

Esther Hedager Christensen er uddannet billedformidler og har eget galleri ved Herning. Hun har gennem årene udstillet sine værker flere steder i landet og har undervist på aftenskoler og i andre sammenhænge.

Se mere om Esther Hedager Christensen på www.landsbygalleriet.dk.


Sjælesorgskursus i Kalundborg fra april 2012

Bliv bedre til at lytte og kommunikere med dine medmennesker!

Tove Larsen, som er områdeleder for KRIS i Næstved, afholder Sjælesorgskursus i Kalundborg fra april til august 2012 fordelt på tre weekender. Hertil kommer tre ekstraarrangementer – det første en weekend i marts i Sverige.

Du kan lære om rådgivningsetik , egenomsorg, den dysfunktionelle familie, overgreb, sorg og krise, tilgivelse, stress- og konflikthåndtering, det indre barn og om skyld og skam.

Kursusgebyr for hele perioden: 1500 kr. (ekskl. arrangementet i Sverige)

Udgifter til bøger: 400 kr

Bonuslørdag 15. Aug.20012 (tilkøb) 150 kr

Sted: Pinsekirken Kalundborg, Skibbrogade 4, 4400 Kalundborg

Kontaktperson: Tove Larsen, Telefon: 41 44 70 07, E-mail: 2tovel@gmail.com

Hent folder, læs mere – og tilmeld dig.


KRIS, København flytter til ny adresse

Som tidligere annonceret på hjemmesiden har KRIS fået adresse på Sallingvej 2, 1 sal i København fra januar 2012. Her har vi fået tre rum med køkken og toilet og udgang til en stor altan. Der er mindre plads end i Hellerup, men tilstrækkelig plads til at vi kan afvikle vores aktiviteter.

Flyttedagen forventes at blive i løbet af uge 3. Hvis du har lyst og mulighed til at hjælpe, er du meget velkomment til at kontakte Bente Fogh på70 20 72 94.

Frivillighedsdag i Herning

Lørdag den 3. september 2011 deltog KRIS Midt- og Vestjylland i Frivillighedsdagen på Torvet i Herning. Herning Frivilligcenter var koordinator for dagen, hvor vi sammen med cirka 35 andre frivillige foreninger havde mulighed for at præsentere os for borgerne i Herning.
Vejret var med os – solen skinnede, og ikke en eneste regndråbe landede på taget af teltet, hvor KRIS havde sin stand. I standen havde vi lavet en udstilling af malerier malet af klienter fra KRIS, og desuden var der salg af bøger samt uddeling af brochurer. Der var også mulighed for at få en kop kaffe og en snak.
Dagen var præget af god stemning og mange gode indslag, bl.a. modeopvisninger med tøj fra genbrugsbutikkerne, teater og folkedans. I løbet af dagen blev alle deltagerne præsenteret, så alle de tilstedeværende fik her information om KRIS og de tilbud, vi har.
Det er første gang, KRIS har deltaget i Frivillighedsdagen, og vi glæder os til at vende tilbage næste år.