Velkommen til Malene
KRIS har fået et nyt bestyrelsesmedlem og vi byder rigtig mange gange velkommen til Malene N. Kristensen.
Jeg hedder Malene Nygaard Kristensen er 32 år og bosat i Kølkær ved Herning. For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af Helene fra KRIS, om jeg kunne være interesseret i at blive en del af KRIS’ bestyrelse. Hun fortalte mere om KRIS’ arbejde, – og ja, så var jeg meget hurtigt interesseret. Jeg brænder for at mennesker må blive sat fri, at Gud møder den enkelte og helbreder den bagage og de sår, vi hver især bærer med os, for at vi må blive dem, han har skabt os til at være. KRIS gør et fantastisk stykke arbejde med netop det, så selvfølgelig ville jeg gerne være med.
Jeg er uddannet jurist og har ønsker at bruge min faglighed til hjælp for mennesker, som har ressourcemæssige og sociale udfordringer. Det har jeg blandt andet gjort gennem et arbejde hos Frelsens Hær, samt på Møltrup Optagelseshjem.
Jeg er gift med Poul, som er præst i Kølkær og vi har en søn på 7 måneder, som jeg i øjeblikket er hjemme på barsel med.
Jeg glæder mig til arbejdet i bestyrelsen og til at finde ud af, hvor mine evner kan blive til gavn for arbejdet.