Da smerten begyndte at råbe, begyndte Sanne at leve

59 årige Sanne prøver at finde sig selv i en urskov af tab og længsler. Hun er på vej. Smerten, som Sanne bærer på, er ikke længere tavs. Og heller ikke længere helt så tung. Da hun var barn, blev hun misbrugt af sin far, der siden sørgede for, at hun kom på børnehjem af og til. Moderen døde, da Sanne var seks år, så hun kunne ikke hjælpe sin lille pige.

Mærker af slag

Når barnet ikke gjorde, hvad hendes far ville have, fik hun rigtige tæsk, ikke blot en flad lussing, men slag med livrem og bøjle, og på Sannes ryg er stadig – mere end 50 år efter – ar fra to bøjler, der sårede hende. Selv har hun andre ar og åbne sår på sjælen.  I mange år bar jeg en stor sorg, og jeg har følt mig misbrugt og kasseret, siger Sanne stille. Langsomt taler hun om barndommen med de mange svigt og overgreb og om barnet, der mistede sin mor og ikke måtte snakke om det.

Frygt for folk

Konsekvensen blev et liv med frygt for mennesker, frygt for at tage stilling til selv enkle ting i tilværelsen, frygt for at miste kontakten til sin mormor og morfar, frygt for at være, utryghed og ulægte tab. Og den fuldstændige frygt fortrængte enhver forestilling om at konfrontere faderen med de forfærdelige overgreb.

Jeg har så utrolig meget at takke KRIS for, har faktisk slet ikke ord for min taknemlighed. I årevis har jeg gået til psykiatere, men først da jeg kom til KRIS, syntes jeg, jeg blev hørt og set,som den jeg er. Hos KRIS kan jeg læsse alt det af som tynger, og jeg er blevet mere frimodig. Er ikke helt så indestængt og bange længere.

Fuldstændig tillid til KRIS

Sanne understreger, at tavshedspligten hos KRIS er vigtig. Hun stoler 100 procent på terapeuten, som hun har mange lovord om og gerne vil prise med en ægte taknemlighed over, at hun har fået Sanne videre i livet. For det er terapeuten, der har fået hende til at bevæge sig, som da hun langt om længe blev virkelig vred på sin far. De forbudte følelser, som fx vrede, var svære at grave frem, men undervejs i samtalerne med terapeuten er det blevet lettere.

– Når vi snakker om noget, jeg ikke tør, så opfordrer terapeuten mig til at have omsorg for mig selv. At gøre noget jeg er glad for. Det prøver jeg at lære, men det er svært, for hvad er det, jeg er glad for? Det har kostet mange tårer og megen øvelse i at turde tro på, at jeg er noget værd som menneske. Jeg lader ikke meget være uprøvet, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer over incesten og tabet af min mor, der er nok langt endnu, siger ærlige Sanne.  Den kristne tilgang hos KRIS benytter hun sig af. Hver samtale slutter med en bøn til Gud om, at det dårlige må forsvinde og det gode vinde frem i Sannes liv.

(Sanne er ikke klientens virkelige navn)

 

Et vidnesbyrd om forvandling

Mit vidnesbyrd starter den dag, Jesus begynder at kalde mig tilbage til hans kirke, tilbage i hans arme. For jeg er overbevist om, at hvis han ikke havde grebet ind, så var jeg stadig ude i svinestien, ligesom Den Fortabte Søn. Indtil da havde mit liv taget nogle forkerte sving på rejsen og man må sige, at jeg på trods af min unge alder, havde set og mødt lidt af hvert på min vej. Som helt lille mistede jeg min fraværende far til en ny familie i Wales. At miste min far har både været en velsignelse, men selvfølgelig også det helt modsatte. Velsignelsen ligger i, at min far har et stort temperament og holder meget af alkohol, og den cocktail har aldrig været god for min mor, søster og mig. Før min far forlod os, fortæller mine minder fra min barndom en historie om en meget voldelig mand, både fysisk og verbalt, især over for min søster og mig. Så da min far valgte at skifte os ud med en ny familie, blev vi samtidig sat fri fra en hverdag med vold. Forbindelsen med min far har altid været meget minimal, fordi hans interesse har ligget andre steder, men som små skulle min søster og jeg altid over og besøge ham i 3 uger i sommerferien. Her var tingene meget anderledes end hjemme i Danmark: Druk, stoffer, pubs, voldsomme skænderier og sene aftner hos mærkelige mennesker, præger de fleste af mine minder fra den tid. Som barn havde jeg ikke noget begreb om, hvad alt dette med min far har haft af betydning, for den måde jeg ser mig selv og andre på, men som voksen kan jeg se at det har haft en KÆMPE indflydelse på mit selvbillede og min opfattelse af verden. Det har blandt andet medført, at jeg fra barnsben hurtigt lærte at kontrollere mine følelser og gemme bestemte sider af mig selv for ikke at ende i problemer. Derfor har jeg aldrig kunne have nogen tætte venner, fordi ingen rigtig kendte mig. Denne overlevelsesmekanisme kom desværre til at bide sig selv hårdt i halen senere i livet. Som 13-14-årig begyndte jeg at blive interessant for drenge. Jeg husker, at jeg selv gik op i meget andet og ikke tænkte så meget på drenge, men den anerkendelse jeg nu fik fra dem var noget, jeg pludselig fik smag for. Da jeg var et let offer, kom jeg ind i en uheldig cirkel med særdeles dårlige drengebekendtskaber. Drenge, som i den grad behandlede mig dårligt og ikke respekterede mig. Jeg var ikke i stand til at sige fra, men bed tænderne sammen, lukkede ned for mine følelser og lod dem gøre med mig, hvad de ville. En dag, da jeg legede skolelærer inde på mit værelse, brød jeg grædende og rystende sammen på gulvet og blev overvældet af tankerne om det sidste ’forhold’ jeg havde haft, som var med en dreng på samme alder som mig. Jeg var nu 15 år og blev for første gang konfronteret med de seksuelle overgreb, han havde udsat mig for. ´Forholdet’ varede omkring 6 måneder, hvorefter han efterfølgende stalkede mig i 3 år. Jeg var dog allerede i gang med at indlede et nyt forhold til en ny fyr og skubbede det derfor langt væk og begyndte at drikke og feste rigtig meget. Dette forhold var, ligesom det forrige, præget af kontrol og manipulation og en hverdag fyldt med fysiske og psykiske overgreb. Da jeg som 17-årig levede et totalt dobbeltliv med facader og mure så langt oppe, at ingen kunne trænge igennem dem, besluttede jeg mig for at begå selvmord. Da jeg stod med pillerne i hånden, gav jeg mig selv et dilemma: Enten tager jeg de her piller og dør, eller også går jeg ind og beder min mor om hjælp. Jeg kan bare ikke mere alene. Dette blev et altafgørende øjeblik i min livshistorie, fordi jeg valgte at kæmpe for mit liv. Jeg begyndte hos en psykolog i den by jeg boede i, men jeg fortalte hende aldrig noget. Vi snakkede mest om min far, min depression og mine voldsomme angstanfald, men pludselig skete der noget mærkeligt. Hver gang jeg sad inde i den stol hos hende, kom der en stemme i mit hoved: ”Du skal begynde at gå i kirke”. Jeg skubbede den væk og tænkte ikke mere over det, men tanken kom altid tilbage. Jeg gik hos psykologen i omkring 6 måneder uden de store fremskridt, hvorefter jeg valgte at droppe ud af gymnasiet, flytte til en ny by og starte helt forfra. I samme omgang begyndte jeg at lytte til stemmen i mit hoved, og jeg startede i en lille frikirke i min nye by. Senere fandt jeg ud af, at stemmen kom fra Gud og at han havde forsøgt at kalde mig ud i lyset i lang tid. Det første år på det nye gymnasie, drak og festede jeg stadig meget. Jeg holdt mine facader og mure tæt på kroppen og lod ingen komme tæt på mig. Men da jeg som 18-årig valgte at blive voksendøbt, ændrede tingene sig. Jeg kunne ikke længere leve i løgn, og hele min verden faldt sammen for øjnene af mig. Jeg blev konfronteret med mit tidligere liv og så en hel anden historie, end den jeg havde forsøgt at bilde mig selv ind. Jeg så et barn blive mødt med begær og objektivisering, jeg så en pige blive seksuelt udnyttet og voldtaget flere gange dagligt og jeg så, hvordan det barn og den pige var mig. Jeg endte i en psykotisk tilstand som varede i lidt over et år. Det vilde er, at jeg i denne periode aldrig har været mere bevidst om Guds nærvær i mit liv. Tingene blev så slemme, at jeg var nødt til at flytte hjem til min mor for en stund, fordi jeg simpelthen ikke kunne passe mig selv. Jeg delte mine frustrationer med min mor, omkring at jeg ikke følte, at jeg kunne få hjælp nogen steder fra, at der ikke var nogen førstehjælpskasse i samfundet til en pige som mig.  Her fortalte min mor mig så for første gang om KRIS, et sted for ’sådan nogen som mig’. Jeg skød hurtigt ideen ned, da jeg selv tænkte, at mit liv sikkert ikke havde været så slemt, som det liv mange af de andre, som får hjælp fra KRIS, har haft. I sommerferien op til 3.g tog jeg alligevel første gang til Herning for at besøge KRIS. Det første jeg mødte var kærlighed, omsorg og forståelse. I lang tid talte jeg ikke rigtigt, jeg sagde faktisk ikke så meget, for bare ordet ”voldtægt” kunne få mig til at forsvinde og miste kontrollen over hele min krop. Men der var ingen, der skyndte på mig eller syntes jeg var åndssvag eller upålidelig. Langsomt begyndte KRIS at vinde min tillid og jeg lukkede dem stille ind i mit mørke. Det er svært at sige helt præcist hvad der skete, men jeg begyndte at ændre mig. Jeg begyndte at lukke op for nogle følelser, jeg ikke havde mærket siden jeg var helt lille. Jeg blev mig selv, angsttågen og psykosen forsvandt og jeg kunne lige pludselig trække vejret igen. Det føltes, som om jeg havde været forstenet i 100 år og nu endelig kunne bevæge mig frit igen. Som man nok kan forestille sig, havde min præstation i gymnasiet ikke været den bedste eller mest tilstedeværende, og jeg overvejede dagligt at droppe ud. Men KRIS ændrede dette for mig. De gav mig værktøjer til at håndtere min angst og opfordrede mig til at fortsætte med at få min studentereksamen, selvom det var ekstra hårdt for mig. Dette gav mig styrken til at fortsætte, og jeg blev student med et godt gennemsnit (hvem havde troet det?). Vigtigst af alt, så bad de med og for mig og dette har helt klart været en af de mest afgørende redskaber, for jeg er blevet ændret indefra og ud. De gav mig håb og viste mig, at livet kan blive godt for mig på trods af min fortid. Jeg er evig taknemlig for alt, jeg har lært hos dem. De ledte mig tilbage i min Frelsers arme og viste mig, hvem jeg i virkeligheden er. I dag er jeg 22 år og jeg er stadig på min rejse igennem livet. Selvom min fortid stadig præger mit liv, er jeg et ændret menneske og jeg stoler på Guds nåde. Han er langt fra færdig med at restaurere mig og jeg har stadig det bedste i vente.

Anonym vidnesbyrd fra en ung pige

Guds suveræne indgreb

Guds suveræne indgreb, – ledelse og omsorg, – midt i fortvivlelse.

Det som jeg her deler med dig, er en fantastisk oplevelse, hvor Gud har ledt mig i en helt konkret situation, – opmuntret og talt til mig, når jeg i min nød har bedt og råbt til ham, – søgt hans nærvær, og lyttet til ham.

For de som ikke ved det, så mistede jeg min kære hustru, Frida for ca. 3 mdr. siden. Så jeg gennemlever en rigtig svær alenetid, – med rigtig mange ubesvarede spørgsmål !

Frida og jeg satte her i foråret vores sommerhus på Thyholm til salg, – og så har det ellers været udlejet i sommer. – Jeg var for nu 2 mdr. siden der oppe, for at tjekke det op efter udlejningsperioden, og slå græsplæner og andet. Efter det gik jeg en tur ned til stranden og opdagede her at min båd, – som har sin plads der, – ikke var der. – Det så ud til, at den ikke havde været bundet forsvarligt fast af de, som sidst havde benyttet den, og at den havde revet sig løs, var gledet ud i fjorden, og drevet bort. – Det blev det hele jo ikke bedre af.

Når jeg nu var der alene, – så gav det ikke mening at være i sommerhuset. Jeg var rigtig, rigtig ked af det, så jeg gik ind i huset til sofaen, – bøjede mine knæ der, – grædende og med tårefyldte øjne i min nød, – bad og råbte til Gud: – om hjælp til at få sommerhuset solgt snarest muligt! – For mange sommerhuse i det område, tager det 2 – 3 år at sælge.

!!!!!! Inden 24 timer næste dag tidligt på formiddagen, ringede ejendomsmægleren og sagde at: ”Nu havde han seriøse købere som gav et bud”. – Jeg lagde en pris, som køberne accepterede.

Herefter mødtes jeg med køberne i Struer 3 dage senere, for at underskrive salgskontrakten. Min båd var jo borte, så jeg havde tænkt mig efterfølgende at køre lidt rundt ved Limfjorden om eftermiddagen, for om muligt at finde min båd. – Det min tro rakte til var, at jeg havde taget trailer og reb med, til at trække båden op fra en strand, et eller andet sted hvis jeg fandt den. – Jeg var godt klar over, at der ligger 1000 både rundt ved Limfjorden og den kunne ligeså godt ligge oppe ved Sallingsund eller Mors, eller på fjordens bund, som et andet sted. – Jeg var klar over, at det var som at finde en nål i en høstak.

Men!!!!- Jeg kører over Oddesundbroen til Thyholm og kommer til et skilt, hvor der står HAVNEN!!! Her får jeg en tilskyndelse fra Gud, ”Drej til højre her!”. – Jeg bremser op og kører ned mod havnen, (her har jeg aldrig været, eller tænkt at se efter den). – Jeg ser nogle større både ligge i vandet ved havnen og parkerer her, hvorefter jeg oplever Gud sige: –”Gå længere ned ad vejen her!” – Hvilket jeg så gør. – Den første båd jeg ser her ligner en 12 fods Limbo, nøjagtig som min. -Jeg går hen til den og ser, at det er min – med nummeret 17. Fantastisk! – den allerførste båd jeg af Gud bliver ledt til, – ca. 8 km sydvest for det sted, hvor den er drevet fra. Og nogle flinke mennesker har båret den op på land, og årerne og ankeret var stadigt i den.

Min Himmelske far vidste jo, at den lå der! Jeg blev simpelthen så glad. -Ikke mindst for Guds fantastiske tilskyndelse og ledelse hertil. Hvis ikke jeg havde bedt og lyttet til Gud, så kunne jeg have løbet rundt deroppe endnu, og måske ikke fundet den! – Og spildt så meget tid af mit kostbare liv. Jeg takkede Gud og råbte HALELUJA!!!!!! -Og så talte Gud så stærk til mig, at ”han vil lede mig, også nogle gange så konkret, – i livet fremover i alle ting, – også det som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan se nogen vej i, har han en vej -når jeg lever i hans nærvær, beder og lytter til ham og hans signaler!

Livet med Gud er et udfordrende og spændende liv, —især når man er helt tæt inde i hans nærvær, og oplever og mærker hjerteslagene fra hans kærlige og omsorgsfulde faderhjerte! —— Det er helt vildt fantastisk!!!!!!!!

Det som jeg oplever i denne tid er at: – Jeg må aktivere min tro! – Kan man det? – Ja! Hvordan? At jeg søger dybere ind i Guds nærvær, – give det næring ved Guds ord, – og lytter til ham. Når man er i det dybeste mørke og fortvivlelse, har man endnu mere brug for Guds lys over situationerne. Gud ved det! – Gud ved, hvad jeg har brug for: – At kaste mine bekymringer på Ham, – mere at tro på, – og stole på Gud i alle ting, – leve i hans nærvær i alle situationer, – nu og fremover, – altid. Lev i nutiden / forvent i fremtiden! – Vær i Jesu navn løst fra dårlige oplevelser i fortiden!

Gud velsigne Jer! Gud er en god og kærlig far!!! Salm. 23 v. 1-3

Med kærlig hilsen Peter Forum Bestyrelsesmedlem i KRIS.

Vidnesbyrd

Vidnesbyrd fra en af kvinderne fra “Helbredelse af sjælen

Da jeg startede i KRIS gruppen, var jeg så dybt deprimeret og næsten helt håbløst, som aldrig før i mit liv.

At dele vores sorg og få undervisning, har hjulpet mig rigtig meget. Men jeg tror, det var bønne stunderne som førte til den største forandring. Efter vi i gruppen fik et tæt og intimt fællesskab, var det fantastisk at bede for hinanden og se, hvor stærkt Helligånden virker igennem os: en lille gruppe af skrøbelige, smerteknuste piger.


Den største personlige oplevelse kom også igennem bøn for mig. Jeg kom også til individuel samtaler og der blev jeg bedt for mange gange. Efter en af disse bønner, hvor hele min krop blev velsignet, har jeg oplevet et enormt gennembrud. Jesus har løftet vægten af tunge smerter, mørket og angsten, som var blevet så uudholdelige for mig, at jeg begyndte at få selvmordstanker.

Han gav mig nyt håb og nye tanker. Jeg begyndte at tro, at der alligevel er noget for mig i dette liv og at jeg kan have en fremtid med Jesus, som er meningsfyldt.

Min helbredelse og genoprettelse er en proces, så der er stadig op og nedture, men jeg har taget noget med hjem fra KRIS, som kan hjælpe mig at fokusere på Guds løfter og lære at stole på Ham mere og mere.

Jeg er evig taknemmelig for mine søstre, som jeg har mødt her og den megen forbøn, som har løftet mig ud af desperationen.

Gud er god og Han lytter til den, vis hjerte er knust.

Amen

Mere indre lægedom

15267568_165694513899767_2790075132480110504_nMille Stouenberg-Lassen har været tidligere klient hos KRIS og fået terapi for senfølger af seksuel overgreb i barndommen. 

Hun fortæller her, hvordan hun oplever at komme videre i livet.

 

Kære alle!
Jeg er lige kommet på facebook for et par måneder siden, og er nu med i en Ptsd gruppe. Der jo mange forskellige grunde til Ptsd. Min er senfølger grundet sexuelle overgreb i barndommen.

Et opslag inde på siden har lige fået mig til at tænke og ransage mig selv, og de tanker jeg får, tror jeg, kan være med til at hjælpe mig selv og måske andre også.
Derfor har jeg lyst til at dele mine tanker med jer, måske er der nogen, der kan genkende noget og bruge oplægget konstruktivt i egen proces.

Here we go:
Lidt baggrundsinfo:
Jeg er vokset op med incest og alkohol blandt de voksne. En meget utryk barndom.
Angst og et vedvarende alarmberedskab i min krop har fulgt mig altid. Ptsd er diagnosen.
Jeg har gået i terapi i otte år ved KRIS (Kristen Rådgivning for Incestofre og Sexuelt misbrugte).
Jeg stoppede i 2008, hvilket er næsten 9 år siden nu.
Det har reddet mit liv. Jeg kan ikke se, hvordan jeg havde klaret mig uden. Jeg var fuldstændig ødelagt, da jeg påbegyndte terapi.

Troen på Gud har reddet mit liv. Jeg havde ikke klaret mig, hvis ikke jeg havde oplevet Guds nærhed og jeg forstår stadig slet ikke dybden og bredden af Guds Kærlighed!!

forgivenessJeg er kommet rigtig langt i min proces.
Jeg har konfronteret de vigtigste krænkere i mit liv, har tilgivet dem og det troede jeg engang, jeg aldrig kunne komme til! Og hvilken frihed der ligger gemt i denne visdom!! Men også mange års hårdt arbejde!! Mange mange år!!
Men er langt i min proces!! Langt!!!
Men lever med Ptsd, og pga Tøndersagen i medierne lige nu, fylder det hele lige meget lige pt.

 

Nå, tankerne jeg ville dele er;
Det som jeg oplever er en af de rigtig svære ting, ud over ptsd-en, er den kroniske dårlige samvittighed og indestængte sorg over ikke at formå/kunne det, jeg ville ønske, jeg kunne.
Små ting i hverdagen. Jeg kan føle enormt skyld over små ting, som ikke at have nået at støvsuge inden ungerne og gemalen kommer hjem. Jeg kan glemme alt om det, jeg har nået. Glemme at være glad for det og bare fortryde, det jeg ikke har nået. Det stress har altid fulgt mig, at jeg skal kunne nå tre dages arbejde på en dag.
Det pres kan jeg ikke blive ved med at holde til. Jeg er over 40 nu og min krop kan ikke blive ved med at holde til det. Ej heller min psyke.
kaerligheds-citaterNu er min tanke at:
1. Hvis jeg bare selv kan acceptere min skade (Ptsd) og de begrænsninger, jeg har af samme grund og selv kan acceptere at andre ikke forstår, hvad min skade/Ptsd indebærer, så kan jeg komme langt.
(Det sidste synes jeg nemlig er svært og smertefuldt. Det er som igen at blive ignoreret og holdt ude fra fællesskabet, fordi man er anderledes/bærer på en stor tung grim rygsæk fuld af smerte og ar.)

2. Og hvis jeg derudover kan lære at være sød ved mig selv (give omsorg) (til mig selv) i min isolation/smerte/(i min ikke leven op til egne forventninger..) kan jeg komme langt.

Hvis jeg kunne lære dette, i stedet for at give det andet plads, give presset plads/give den kroniske dårlige samvittighed plads; så kan jeg få det meget bedre med mig selv, tror jeg!!

Min kroniske dårlige skyldfølelse, som altid har været min trofaste følgesvend, den tynger min krop, min psyke og mit selvbillede så meget!! Det har den altid gjort!!
Den er som en parasit, der æder mig op indefra. Det gider jeg ikke finde mig i mere!!
Og jeg ved kun alt for godt, at det ikke lige stopper her.

Men nu vil jeg bruge tid på, at blive bevidst om hvor meget den kroniske dårlige samvittighed fylder. Mærke hvor den er i kroppen.
Og så vil jeg bruge de næste par år, eller hvor lang tid det tager, på at tage styringen og smide den ud.
(Ikke til storskrald, for så er der nogen der genbruger den og den er ikke genbrugsvenlig )
Nej, ud med badevandet!! Ud i kloakken!!
(Der findes vist ret gode rensningsanlæg i DK, ja man kan jo bare håbe… ).

pinsehaabNår (og nu siger jeg når helt bevidst, ikke hvis) jeg lærer dette, er jeg sikker på, at det vil smitte af på mine nære relationer (mand og børn) på en rigtig, rigtig god måde. Og det vil helt sikkert også smitte af på alt andet jeg gør, jeg kan og er.

Det skal jo siges, at vi ikke selv har valgt vores skader/Ptsd. Men vi kan måske bekæmpe dets magt (selv om det tager tid) ved selv at tage positiv styring indeni, gennem egen-omsorg og bevidsthedsgørelse. En livslang proces.

Dette må blive et af mine næste skridt på vej mod; mere indre lægedom!

Håber der er nogen, der kan bruge opslaget som opmuntring/inspiration!! Eller som en positiv igangsætter midt i jeres processer med jer selv.

Må Gud velsigne jer alle!!
(Hvad I end tror på og hvad end der holder jer ovenvande…)

De bedste hilsner fra Mille!!!