Præsentation af vores nye kasserer i KRIS v. Svend Aage Østergaard
Mit navn er Svend Aage Østergaard.
Jeg er født i 1948 og opvokset på landet i nærheden af Hobro i en familie, hvor vi var 4 børn. Vi tilhørte Indre Mission.
I 1971 blev jeg gift med Karen fra Brønderslev. Vi bosatte os i Vodskov. Vi har 2 børn, Kristian født i 1974 og Maria født i 1978. Med tiden er der kommet 5 børnebørn til. Maria bor i Løgumkloster. Kristian bor på Færøerne.
I 2010 flyttede vi til Løgumkloster for at hjælpe vores datter og svigersøn med deres 2 børn. Det lykkedes dog ikke at redde ægteskabet. De blev skilt i 2013.
Karen uddannede sig til omsorgsassistent på forsorgscentret Hammer Bakker og arbejdede der en del år samt på epileptikerhjem og plejehjem.
Efter studentereksamen fra Hobro Gymnasium i 1968 aftjente jeg min værnepligt i Nr. Uttrup. Derefter startede jeg som programmørelev hos Regnecentralen i Århus i 1969. De næste 46 år varetog jeg mange forskellige funktioner indenfor IT-området som programmør, konsulent, projektleder, sektionsleder og afdelingschef i mange forskellige virksomheder. Jeg var senest hos IBM i Århus, hvor jeg sluttede i 2015 og blev pensionist.
For at supplere min autodidakte uddannelse indenfor IT-området tog jeg HD i Regnskabsvæsen i 1978 og HD i Afsætningsøkonomi i 1983 sideløbende med mit fuldtidsarbejde. I fritiden har jeg været medlem af skolenævn, kasserer for KLF, formand for IM i Vodskov, medlem af repræsentantskabet for Dronninglund Efterskole, medlem af Dansk Oases landsledelse, med til at starte OASE Nordjylland og kasserer i Vodskov menighedsråd i godt 14 år. Min kone var med til at arrangere Nordjylland for Kristus i nogle år og med i en pigekreds samt OASE Nordjylland.
KRIS yder en meget vigtig indsats for at hjælpe seksuelt misbrugte mennesker. Derfor vil jeg gerne stille mig til rådighed for dette arbejde i bestyrelsen.