Dryp fra bestyrelsen
Dryp fra bestyrelsen
Af/ Malene Nygaard Kristensen
Et nyt årshjul er gået i gang for bestyrelsen. Bestyrelsen består fortsat af Karin Jensen, som er næstformand, Svend Aage Østergaard som er kasserer, Sonja Jensen, som er medarbejderrepræsentant, Mogens Svendsen og mig selv, Malene Nygaard Kristensen på formandsposten. Vi tilrettelægger efter bedste evne budgettet for 2025, som mange fonde efterspørger allerede nu, og vi forsøger at tilpasse vores indsats for resten af året efter de indkomne og de formodede indtægter, som dette år giver. Vi arbejder i tro på at Gud vil sørge for økonomien, men dog også med fokus på at stabilisere KRIS’ økonomi og finde langtidsholdbare løsninger, for at KRIS må få lov at vokse endnu mere. Jeg indrømmer, at det er en svær balancekunst med det faktisk indkomne på den ene side og sammen med dem, de formodninger eller forhåbninger vi har til resten af året, og på den anden side de kendte udgifter, men for en organisation som KRIS, så er det et af vilkårene. Mange af vores gavegivere har givet penge gennem mange år – og deraf har vi også noget at bygge vores formodninger på, men samtidig er intet lovet.
Når nu økonomi fylder meget – så skal vi som bestyrelse sørge for at styrke fokus på hvorfor vi gør, det vi gør, og hvorfor vi er en del af KRIS. Vi skal holde visionen højt – at sætte mennesker, som har været udsat for overgreb på en eller anden måde, i stand til at leve et liv med håb om en bedre fremtid; og at give mennesker mulighed for terapi ved at holde prisen for vores arbejde kunstigt lav, så selv dem, der intet har, kan få den hjælp de har brug for. Vi skal lytte til menneskers historier om, hvordan deres liv bliver forvandlet gennem terapien og KRIS’ arbejde, og vi skal lytte til de pårørende, når de ser deres kære træde ind i en ny fase med større glæde og livsmod. Vi har brug for disse opmuntrende og livgivende historier til at bringe glæde og gejst ind i arbejdet på ny, så tak til alle jer, som deler jeres historier og oplevelser med KRIS – de giver kraft på ny.
Årshjulet byder nu snart på sommer – og dermed også lejre og lignende, hvor der bliver mulighed for at fortælle om KRIS, og efter sommeren får vi mulighed for at samles til bestyrelsens sommermøde, hvor der udover KRIS arbejde, bliver god tid til at dele med hinanden, hvad Gud gør i hvert af vores liv, og tid til at bede sammen for arbejdet og for hinanden.
God sommer til jer alle – og del endelig budskabet om KRIS, hvor I kommer hen. Må Gud velsigne jer alle.