Drømmen om vækkelse i Danmark.
Drømmen om Vækkelse i Danmark!
Herre Jesus! Du gav afkald på alt for min skyld (Filip 2,7). Du døde på korset, for at jeg kunne blive frelst. Jeg giver nu mig selv helt til dig uden noget forbehold. Jeg lægger alt det ned, som jeg har regnet for vigtigere end dig. Jeg giver mig selv helt til dig og underlægger mig din gode vilje for mig og mit liv. Betingelsesløs overgivelse. Herre Jesus! Tag imod mig, som jeg er og gør mig til den, du vil, jeg skal være. Din er riget, magten og æren. Amen.
Danmark er på tredje pladsen – over de 50 nationer, som er de mest ateistiske/vantro og ugudelige i verden (Zuckerman 2005). Det virker temmelig nedslående. Kun Sverige og Vietnam kan overgå os i vantro. Det må dog minde os om, at have en dyb nød for vort folk. Må Herren kalde os til at vågne op og tage Ham alvorligt. Så vi kan få nåde til at bede for vort folk. For – hvis mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra Himlen og tilgive dem og læge deres land – 2. Krøn. 7,14. Vort land er dybt såret og forarmet af vantro og ugudelighed. Vort land har brug for lægedom.
Guds navn er nævnt over det danske folk, men de fleste herhjemme har i dag vendt Ham ryggen og går deres egne onde veje bort fra Herrens åsyn. Vækkelse begynder med enhver som tror på Jesus. I Hebr. 10,36-37 står der: ”I har brug for stor udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som Han har lovet. For nu varer det kun ganske kort tid, så kommer Han, som skal komme, og Han udebliver ikke”. Der er noget herligt i vente. Og det haster med at kalde på Jesus og bede om hjælp.
En afgørende betingelse for et frugtbart liv som kristen er, at du har et klart defineret mål for dit liv. Et mål, som du til stadighed vil forfølge. Uden det klare mål er du at ligne ved en båd, som driver for vind og vejr på det åbne hav. Du vil aldrig komme i mål på den måde. Allerhøjst støde på grund eller forlise. Har du derimod et tydeligt mål, er det et stort gode og en klar velsignelse for dit kristne liv. Jesus har et klart udtalt mål for alle, der tror på Ham: at de skal tage del i indhøstningen til Hans rige Matt. 28,19.
Vækkelse er Guds vilje – se Åb. 2-3. Betingelsen er, at vi som troende opfylder vores del. Først og fremmest må kærligheden være på plads i dit liv 1. Kor 14,1. Der er kærligheden til Jesus. Kærlighed til Den himmelske FAR (hvor en jordisk far måske skygger alvorligt på grund af seksuelle overgreb. Og der er den indbyrdes kærlighed. Kærligheden skal endog kunne række selv til fjenderne Matt 5,44. Kærlighed handler mest af alt om viljen til at elske. Følelser er ingen forudsætning for at elske. I vielsesritualet står der i tilspørgslen: vil du elske og ære —. Kærlighed er noget du beslutter dig for. I Joh. 14,21. siger Jesus: ”Den, der har mine bud og holder dem, han/hun er den, der elsker mig.” Kærlighed til Jesus er altså forbundet med lydighed og dermed en af betingelserne for at Gud vil sende vækkelse. Uden Helligåndens kraft kan ingen af os for alvor elske. Hverken Gud eller mennesker. Derfor er bøn om kraft til at elske, som Jesus elskede, alt afgørende Rom 5,5.
Det er ikke dine planer, ideer og anstrengelser, der bringer frelse til sjæle, men det enkle, at du gør Guds vilje. Og det er der i høj grad brug for i et land, som Danmark hvor synden hærger og ødelægger og spreder dybt sårende mørke. Særligt over børnene og de unge, så de ikke kan finde lys, håb, fremtid og hvile.
Jesus har et stærkt ord i Joh 4.35 hvor Han siger til disciplene:” Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst. Jesus havde lige mødte den samaritanske kvinde ved brønden og høstet hende til Hans rige. Jesus høstede ikke bare hende, men også alle dem, som ved hendes ord kom til tro på Ham. Mennesker er modne til høst. Ser du det? Men hvem vil gå bud? Giv plads for den nød Jesus har for de u-frelste i Danmark Matt. 9,36. Begynd der, hvor Jesus leder dig. Mange i kirkelige kredse er fanget af synd, som lammer deres åndelige liv med Jesus. Mange kender meget lidt eller slet intet til Guds nåde. De finder ikke nogen hvile i deres kristne tro. En del kæmper med, at de ikke føler sig gode nok. Føler sig uværdige. Hvileløse og fredløse. At gøre de rigtige ting gør dig ikke værdig. Al din værdighed, retfærdighed, frelse fra synden finder du bare i Jesus. Alt hvad du har brug for er i Ham 2.Kor. 5,21. Du har intet – at bidrage med af dit eget. Men hvis du lader Jesus få sin vilje med dig, sker underet. Lad Ham få al din synd, dine fald, mangler, overtrædelser, så de kan blive naglet til korset Gal 3,13; Kol. 2,14. Og tag så mod gaven, som er gratis Ef. 2,8. Kærlighed, Retfærdighed, Fred, Tilgivelse, Renselse, Lægedom, hvile og meget, meget mere. Når du gør Jesus vilje, så bliver mennesker frelst gennem dit liv. Når du søger Jesu vilje for dit liv, så ser du tingene som de virkelig er. Kun der er den sande frihed. I Jesus alene.
Ved du f.eks. at Danmark er på førstepladsen mht. børnepornografi? I bogen, ”Overcoming Violence Against Women and Girls” af William S. Hatcher, står der: “ – Den største kilde til kommerciel børnepornografi er Danmark. Danmark blev verdens førende producent af børnepornografi, da det i 1969 fjernede alle begrænsninger for produktion og salg af enhver form for pornografisk materiale”. Tim Tate bemærker:” Resultatet var en kortvarig eksplosion i voksenpornografi og fødslen af en kommerciel børnepornografi. Dansk lovgivning har gjort dette muligt”. Skal du i Danmark få mennesker til at vende om fra de mange onde veje, så er det ikke nok, at du har kærlighed og lydighed på plads. Der må også ydmyghed til. Gud står de hovmodige imod (pride): Lukas 1,51, 1. Peter 5,5; Jakob 4,6; Matt. 23,12, De ydmyge viser Han nåde. Har du ydmygheden på plads? Det er et valg, du træffer. Du skal ikke bede Gud om at gøre dig ydmyg. Valget er dit, men kraften kan du få fra Ham.
Til lykke med din beslutning om at følge Jesus og gøre Guds vilje, så der kan blive vækkelse i Danmark.
Mogens P.C. Svendsen