Julehilsen

Julehilsen

Af/næstformand, Karin Jensen

Lige nu er det den mørkeste tid på året. Nogle gange kan det føles som om, at mørket kravler helt ind i os. Mediernes beretninger om krige og katastrofer gør det ikke bedre. Hvis vi dertil lægger personlige sorger, modgang og kriser, er det vel ikke så mærkeligt, at vi kan opleve et tiltagende mørke i vores sind og tanker.

Hvor er Gud henne i alt dette? Bibelen maler ikke et rosenrødt billede, men er realistisk omkring, at verden på mange måder er i mørke. Mennesker forsøger desperat at jage mørket væk ved at indgå fredsaftaler, klimaaftaler osv. Men det åndelige mørke i os og omkring os, kan mennesket ikke selv gøre noget ved. Vi kan ikke jage mørket – og dermed mørkets fyrste – væk.

Hvordan fjerner man mørket i et værelse? Det gør man ved at tænde lys! Lyset overvinder mørket. Kristus er det lys: ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden” (Johannes Ev. kap. 1 vers 9). Allerede Det gamle Testamente taler om Kristus som lyset: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land……. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds fyrste” (Esajas’ Bog kap. 9 vers 1 og 5).

Når vi læser ordene, er det som om, ordet tænder lys i os. Det er ikke så mærkeligt for Kristus Jesus er selv i det ord: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud….. Og Ordet blev kød (dvs.  menneske) og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne (Jesus Kristus) har den fra Faderen (Gud), fuld af nåde og sandhed” (Johannes Ev. kap. 1 vers 1 og 14).

Jesus, Guds søn, forlod altså himlens herlighed for at lade sig føde som et lille skrøbeligt menneskebarn. Han sluttede sit liv her på jorden ved at påtage sig al verdens synd, skyld og skam og konsekvensen blev døden på et kors. Da blev der mørke over hele landet. Men Kristus overvandt mørket og døden ved sin opstandelse til liv igen. Han gjorde det for at kunne føre dig og mig igennem mørket her i tiden til evigheden på den nye jord hos Gud. Om evigheden står der i Johannes Åbenbaring: ”Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem” (kap 22 vers 5) og endvidere ”Han (Gud) vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: ”Se, jeg gør alting nyt!” (kap. 21 vers 4 og 5).

Det var ikke et barn som de andre,

der blev født under himlen den nat,

det var Gud selv, der nu ville vandre

for at finde på jorden sin skat.

I den usleste mand eller kvinde

så han perlen så kosteligt skinne,

dengang Gud selv blev menneskets lys.

Det er ikke et ord som de andre,

det kan styrte selv dødens tyran,

det er lyset, hvorved vi skal vandre

gennem mørket til morgenens land.

Dette ord blev et lyshav i tiden,

det har lyst gennem slægterne siden,

det er Gud, det er menneskets lys.

(Fra salmen ”Det var ikke en nat som de andre” vers 3 og 5 af Johannes Johansen)

 Rigtig glædelig jul