Vidnesbyrd fra en klient

Vidnesbyrd fra en klient

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav

Lad mig ikkun stævne imod min grav

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn

Ud hans hånd mig river af dødens garn.

Af: Martin

Jeg er født ind i en akademikerfamilie med tre søskende. Min far døde af kræft da jeg var syv og min mor var alene med os. Hun gjorde et stort arbejde med at holde sammen på familien og gav alt, hvad hun kunne, men jeg savnede selvfølgelig en faderfigur.

Jeg var lidt forvirret følelsesmæssigt, men fik min studentereksamen og startede på teologi studiet. Jeg fik hurtigt arbejde som korsanger i en kirke og mødte mennesker, der faktisk ville hjælpe og ville mig det godt. Sådan så det ud.

En mand, jeg så op til i kirken, skaffede mig et arbejde som kirketjenerafløser med udsigt til at klare studiet uden studiegæld. Det viste sig, at kirketjeneren var aktiv alkoholiker og ofte havde sygedage. Jeg fik besked på at være med til at dække over ham og var ofte vikar samtidig med, at jeg prøvede at studere stort set på fuld tid.

Jeg fik stress og alvorlige personlige problemer og på det tidspunkt afslørede min hjælper, at han havde skaffet mig arbejdet for at få fat i mig. Her startede overgrebene. Det var helt åbenlyst at jeg var syg og ikke magtede at sige fra. Jeg oplevede at blive truet og manipuleret til tavshed med trusler om problemer, da han var logemedlem. Det blev til et år med ydmygelser.

Så fik jeg en alvorlig sindslidelse, der kulminerede med voldsomme begivenheder, der betød, at jeg var indlagt på psykiatrisk hospital i ni måneder. Efter indlæggelsen studerede jeg videre, kraftig medicineret. Jeg kom absurd nok til at arbejde i kirken igen, denne gang som korsanger, men uden overgreb nu.

På det tidspunkt mødte jeg min nuværende kone og oplevede en stormende forelskelse. Jeg fik kæmpet mig frem til forskelligt arbejde med færre og færre timer. Jeg brugte alkohol som selvmedicinering og følelsesmæssigt støttepædagog. Jeg kom i behandling for alkoholmisbrug og blev en del af Ædru Alkoholikere og mødte for første gang en idé om at bruge den åndelige verden som medicin. 30 år efter overgrebene kom jeg i svære problemer og min verden brød sammen en sommer. Jeg læste en artikel om mænd, der havde været udsat fort overgreb og de konsekvenser, det havde haft for dem. Jeg kunne kende mig selv og det genstartede traumerne. Jeg oplevede 14 dage, hvor jeg genoplevede traumerne og den eneste, jeg kunne være sammen med, var min kone. Jeg opsøgte KRIS, som jeg kendte gennem min kone og erfarede også, at der var lang ventetid i den offentlige behandling. Jeg turde ikke vente.

Jeg blev mødt af kristne terapeuter, men fik understreget, at det religiøse element var frivilligt. At intet ville blive presset ned over mig, da de ikke ville lave nye overgreb. Det religiøse er ikke tvunget i KRIS.

Jeg blev mødt af en sjælden forståelse og jeg mødte begrebet skam,- den påførte skam ved overgrebene. Påført udefra og dens konsekvenser. Det blev en start på forløsning. Kroppen husker og langsomt blev jeg befriet fra skam. Min krop blev befriet og jeg fik det langsomt bedre. Jeg har lært at tænke positivt med kroppen og holde den aktiv, så tankerne og skammen ikke overmaner mig. At bruge det religiøse sprog som forløsende; Bønnen, der giver ord til smerten. Jeg oplevede og oplever langsomt heling og fik fortalt min historie til mine nærmeste. Jeg oplever at Gud fjerner smerten i stedet for alkohol eller medicin. Men jeg tror, at helbredelsen er en livslang proces, en rejse, jeg er startet på. På daglig basis.

Præsentation af vores nye kasserer i KRIS v. Svend Aage Østergaard

Mit navn er Svend Aage Østergaard.

Jeg er født i 1948 og opvokset på landet i nærheden af Hobro i en familie, hvor vi var 4 børn. Vi tilhørte Indre Mission.

I 1971 blev jeg gift med Karen fra Brønderslev. Vi bosatte os i Vodskov. Vi har 2 børn, Kristian født i 1974 og Maria født i 1978. Med tiden er der kommet 5 børnebørn til. Maria bor i Løgumkloster. Kristian bor på Færøerne.

I 2010 flyttede vi til Løgumkloster for at hjælpe vores datter og svigersøn med deres 2 børn. Det lykkedes dog ikke at redde ægteskabet. De blev skilt i 2013.

Karen uddannede sig til omsorgsassistent på forsorgscentret Hammer Bakker og arbejdede der en del år samt på epileptikerhjem og plejehjem.

Efter studentereksamen fra Hobro Gymnasium i 1968 aftjente jeg min værnepligt i Nr. Uttrup. Derefter startede jeg som programmørelev hos Regnecentralen i Århus i 1969. De næste 46 år varetog jeg mange forskellige funktioner indenfor IT-området som programmør, konsulent, projektleder, sektionsleder og afdelingschef i mange forskellige virksomheder. Jeg var senest hos IBM i Århus, hvor jeg sluttede i 2015 og blev pensionist.

For at supplere min autodidakte uddannelse indenfor IT-området tog jeg HD i Regnskabsvæsen i 1978 og HD i Afsætningsøkonomi i 1983 sideløbende med mit fuldtidsarbejde. I fritiden har jeg været medlem af skolenævn, kasserer for KLF, formand for IM i Vodskov, medlem af repræsentantskabet for Dronninglund Efterskole, medlem af Dansk Oases landsledelse, med til at starte OASE Nordjylland og kasserer i Vodskov menighedsråd i godt 14 år. Min kone var med til at arrangere Nordjylland for Kristus i nogle år og med i en pigekreds samt OASE Nordjylland.

KRIS yder en meget vigtig indsats for at hjælpe seksuelt misbrugte mennesker. Derfor vil jeg gerne stille mig til rådighed for dette arbejde i bestyrelsen.

ÅRSMØDET ER UDSKUDT

ÅRSMØDET ER UDSKUDT

Vi må desværre udskyde årsmødet på grund af COVID19.

Vi forventer, at den nye dato for årsmødet bliver søndag, den 25. oktober 2020 i forbindelse med årets Rosengudstjeneste.

I vil få nærmere information om det snarest.

Velkommen til et spændende foredrag i KRIS

 

Det er os en glæde at kunne præsentere taleren på Årsmødet Krista Bojesen

Krista Bojesen er psykolog med speciale i skam. Skam er følelsen af at være forkert, ulækker, uværdig til kærlighed og kontakt. Når mennesker bliver udsat for incest og seksuel misbrug, opstår der næsten altid traumeskam.

Når nogen behandler os, som om vi intet er værd, men ikke selv udviser skam, vil vi næsten altid tage skammen på os selv.

 

VELKOMMEN TIL ET SPÆNDENDE FOREDRAG I KRIS

Lørdag den 25. april 2020 kl 13 – 17

Sct. Johannes Kirke Fredhøj Allé 2, Herning

Gratis tilmelding til:KRIS kris@kris-dk.dk

 Landskontoret  Bredgade 55, 1. sal  7400 Herning www.kris-dk.dk Tlf.: 2970 2305  Konto: 3627 5361842  MobilePay 818212

Skam!      

Jesus du tog vor skyld og bar vor skam. Sl 435v3

Hvad er skam for noget? Det er en meget smertelig og negativ følelse, som opleves, når man har været udsat for omfattende og smerteligt tab af selvværd. Det sker ofte i forbindelse med svigt, krænkelser og overgreb, hvor man er afmægtig overfor den eller de, som svigter, krænker eller begår overgreb. En oplevelse af at blive frataget ære og værdighed. Sammen med skyld og forkastelse eller afvisning er skammen blandt de mest smertefulde negative følelsesmæssige erfaringer, som overlevere efter seksuelt misbrug er konfronteret med.

Vi ved at overgreb er udbredt i alle miljøer, også kirkelige. Men hvordan kan troen være en ressource for overlevere efter overgreb? For det kan være overordentlig svært at tale om Gud og Jesus, hvis krænkeren er del af det kirkelige miljø, hvori overgrebene skete.

I Hebræerbrevet 12,2 står noget om – at Jesus udholdt korset uden at ænse dets skam – Dermed kan vi vide noget om, den skam, der ramte Jesus. Vi ved at Han blev udsat for voldsomme krænkelser og ydmygelser se Matt.: 27. Jesus ved altså, hvad det vil sige at blive dybt såret af hån, spot og mishandling. Han blev pint, slået og til sidste det ultimative at måtte se sig ribbet for al ære og værdighed. Frataget endog et lændeklæde. Fuldstændig nøgen hang Han der på korsets træ, skammens ultimative symbol. Hvordan kan det hjælpe dig med lægedom og genoprettelse i forhold til de voldsomme svigt overgreb og krænkelser, som måske blev din smertelige virkelighed?

I Esajas 53 står der beskrevet om Jesu lidelser mange hundrede år før de indtraf. ”Foragtet og opgivet af mennesker — Men det var vore sygdomme Han tog, det var vore lidelser Han bar –gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved Hans sår blev vi helbredt”. Det er afgørende. Der er helbredelse ved Jesu sår.

En af de kvinder, jeg mødte for en hel del år side, havde oplevet ubeskrivelig megen lidelse. Svigt i barneårene. Udsat i mange år for meget alvorlig vold og overgreb. Ubeskriveligt forfærdelige ting. Dybe sår på sjælen. Hun bad om hjælp over telefonen. Havde desperat brug for noget, der kunne lindre hendes nød. Jeg sagde, at hun måtte lære at kalde på Jesus. Ham kendte hun intet til. Gud og Jesu Kors kendte hun kun som bandeord. Hun troede derfor ikke det mindste på, at det kunne hjælpe, at kalde på Jesus. Men desperat som hun var, prøvede hun at bruge de ord, jeg gav hende. Og Jesus svarede hende første gang, hun kaldte. Hun fik nærmest et chok. Jeg fulgte hende en del år og oplevede at Jesus blev hendes bedste ven. Jesus blev den vigtigste lægedom og genoprettelse i hendes liv. Selv hendes enorme angst for at dø kunne han afvæbne. Ingen lidelse og nød er fremmed for Jesus. Den største smerte, Han oplevede, var, at Han blev forkastet af sin egen FAR – min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig – det skete, for at du aldrig skulle behøve at blive forkastet i tid og evighed. Jesus blev altså udstødt til det yderste mørke udenfor, og Han bar din skam, for at du kan få del i Hans herlighed Hebr 2,10. Han ænsede ikke skammen for Han så frem til at blive til frelse, lægedom og genoprettelse for dig i dit liv. Være kilden til evigt liv for dig. Kald på Ham, og du skal erfare Hans dybe kærlighed og omsorg.

Mogens P.C. Svendsen