Vidnesbyrd fra en klient
Vidnesbyrd fra en klient
Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav
Lad mig ikkun stævne imod min grav
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn
Ud hans hånd mig river af dødens garn.
Af: Martin
Jeg er født ind i en akademikerfamilie med tre søskende. Min far døde af kræft da jeg var syv og min mor var alene med os. Hun gjorde et stort arbejde med at holde sammen på familien og gav alt, hvad hun kunne, men jeg savnede selvfølgelig en faderfigur.
Jeg var lidt forvirret følelsesmæssigt, men fik min studentereksamen og startede på teologi studiet. Jeg fik hurtigt arbejde som korsanger i en kirke og mødte mennesker, der faktisk ville hjælpe og ville mig det godt. Sådan så det ud.
En mand, jeg så op til i kirken, skaffede mig et arbejde som kirketjenerafløser med udsigt til at klare studiet uden studiegæld. Det viste sig, at kirketjeneren var aktiv alkoholiker og ofte havde sygedage. Jeg fik besked på at være med til at dække over ham og var ofte vikar samtidig med, at jeg prøvede at studere stort set på fuld tid.
Jeg fik stress og alvorlige personlige problemer og på det tidspunkt afslørede min hjælper, at han havde skaffet mig arbejdet for at få fat i mig. Her startede overgrebene. Det var helt åbenlyst at jeg var syg og ikke magtede at sige fra. Jeg oplevede at blive truet og manipuleret til tavshed med trusler om problemer, da han var logemedlem. Det blev til et år med ydmygelser.
Så fik jeg en alvorlig sindslidelse, der kulminerede med voldsomme begivenheder, der betød, at jeg var indlagt på psykiatrisk hospital i ni måneder. Efter indlæggelsen studerede jeg videre, kraftig medicineret. Jeg kom absurd nok til at arbejde i kirken igen, denne gang som korsanger, men uden overgreb nu.
På det tidspunkt mødte jeg min nuværende kone og oplevede en stormende forelskelse. Jeg fik kæmpet mig frem til forskelligt arbejde med færre og færre timer. Jeg brugte alkohol som selvmedicinering og følelsesmæssigt støttepædagog. Jeg kom i behandling for alkoholmisbrug og blev en del af Ædru Alkoholikere og mødte for første gang en idé om at bruge den åndelige verden som medicin. 30 år efter overgrebene kom jeg i svære problemer og min verden brød sammen en sommer. Jeg læste en artikel om mænd, der havde været udsat fort overgreb og de konsekvenser, det havde haft for dem. Jeg kunne kende mig selv og det genstartede traumerne. Jeg oplevede 14 dage, hvor jeg genoplevede traumerne og den eneste, jeg kunne være sammen med, var min kone. Jeg opsøgte KRIS, som jeg kendte gennem min kone og erfarede også, at der var lang ventetid i den offentlige behandling. Jeg turde ikke vente.
Jeg blev mødt af kristne terapeuter, men fik understreget, at det religiøse element var frivilligt. At intet ville blive presset ned over mig, da de ikke ville lave nye overgreb. Det religiøse er ikke tvunget i KRIS.
Jeg blev mødt af en sjælden forståelse og jeg mødte begrebet skam,- den påførte skam ved overgrebene. Påført udefra og dens konsekvenser. Det blev en start på forløsning. Kroppen husker og langsomt blev jeg befriet fra skam. Min krop blev befriet og jeg fik det langsomt bedre. Jeg har lært at tænke positivt med kroppen og holde den aktiv, så tankerne og skammen ikke overmaner mig. At bruge det religiøse sprog som forløsende; Bønnen, der giver ord til smerten. Jeg oplevede og oplever langsomt heling og fik fortalt min historie til mine nærmeste. Jeg oplever at Gud fjerner smerten i stedet for alkohol eller medicin. Men jeg tror, at helbredelsen er en livslang proces, en rejse, jeg er startet på. På daglig basis.
