En god aften v/ Sonja Jensen
Den 25. april var jeg inviteret til at holde foredrag i foreningen Multikulturelle kvinder, som mødes i frivillig centret. Der kom ca. 15 kvinder af forskellig nationalitet, hovedsagelig tamilere, en enkelt kurder m.m. De var meget søde og åbne og inviterede os til at spise aftensmad sammen med dem, som de hver især havde medbragt.
Mit tema var “Hvordan hjælper vi i KRIS dem, der er udsat for overgreb.”
Jeg talte lidt om, hvad der er seksuelle overgreb? Omfanget af overgreb, senfølger af overgreb, og hvordan vi hjælper ofrene. Derefter fik vi en livsberetning fra en tidligere klient, en ung pige. På trods af at det var første gang hun offentligt fortalte sin historie, gjorde hun det meget medlevende, og tilhørerne var meget opmærksomme. Hun fortalte om svigt i barndommen, især fra faderens side, som muligvis resulterede i, at hun fik kontakt med nogle fyre, som begik overgreb mod hende i en meget ung alder. Dette medførte depression og angst. Hun blev desperat men fik snakket med sin mor, som formidlede og bakkede hende op i at søge hjælp hos KRIS .
Nu er hun i gang med en uddannelse. Hun har stadig ting at kæmpe med men er kommet langt i sin proces, takket være sin tro på Jesus, som hjælper hende og er en ressource for hende.
Da Hun var færdig med sin beretning, var der en af tilhørerne, som sagde: Hvor er det godt vi er i Danmark. Havde det været i mit hjemland, havde der ikke været nogen hjælp at hente.
Da vi tog hjem, var det med glæde i hjertet over en god aften.