Hvor skal jeg gøre af frygten?
Hvor skal jeg gøre af frygten?
Af: Malene Nygaard Kristensen
Vi har haft ung-pige-i-huset det seneste år. En god tid der er ved at lakke mod enden, da der venter hende et nyt kapitel til sommer.
Mens hun har boet hos os, har hun taget sit kørekort, så vi har kørt hende til undervisning og prøver osv. Det, jeg vil dele, er fra en af disse ture – mere specifikt – turen til køreprøven.
Hun har en sang, hun plejer at høre inden eksamener – og den var selvfølgelig også med på denne tur, for nervøsiteten skulle rystes af og hovedet skulle indstilles på prøven. Før vi skruede op for sangen, sagde hun ”– hmm, jeg skal lige finde ud af, hvor jeg skal gøre af nervøsiteten – jeg plejer at putte den i benene, men dem skal jeg jo bruge.”
Det næste var så at hun spurgte, om jeg ikke ville bede for hende, hvilket jeg naturligvis ville. Den sætning og den efterfølgende bøn satte tanker i gang hos mig, tanker som jeg nu vil dele med jer.
Jeg har også selv haft en fast ting, jeg gjorde før mine eksamener og lignende – eller rettere jeg har en ting, jeg tager med mig. Det er en lineal, hvor jeg engang tilbage i folkeskolen har puttet et klistermærke på med bibelverset: ”Kald på mig på nødens dag, jeg vil udfri dig og du skal ære mig.”
Måske er det lidt voldsomt at kalde en eksamens dag for ”nødens dag,” men at kalde på Jesus uanset om det er stort eller småt, det er godt. Spørgsmålet ”hvor skal jeg gøre af nervøsiteten?” fik mig til at tænke på de mange gange i livet, hvor en eller anden form for nervøsitet, angst, uro eller frygt sætter ind.
Rigtig mange nye skridt i livet, rigtig mange alvorlige samtaler, mange små og store fejltrin og møder med nye mennesker kan anspore nervøsiteten hos mig – og hvor gør jeg så af den?
Jeg må indrømme, at jeg tit ikke tænker på linealen eller på at kalde på Jesus først. Tit springer jeg trinnet med bønnen, som jeg bad i bilen, over. Tit dunker jeg mig selv oveni hovedet og siger jeg skal tage mig sammen eller mande mig op i stedet for at søge hen, hvor der er hjælp at få.
Han giver os faktisk et sted at vende os hen – et sted at gøre af nervøsiteten -af frygten. Det betyder ikke at den forsvinder, men det betyder, at jeg ikke er alene, at jeg har hjælp og støtte. Og uanset om det så går godt eller dårligt, så er der en til at fejre og sige tak til, eller en der kan tale sandhed til mig, når jeg begynder at bebrejde mig selv på den ene eller anden måde. Og det har jeg brug for – og det har du brug for.
Så lad os kalde på Jesus på nødens dag, både den store og den lille, og lad os gå sammen med ham, på vej mod den fuldkomne udfrielse.
