Årsmødet 2022
Af Sonja Jensen
Lørdag d. 30. april var vi ca. 25 samlet til Årsmøde.
Mette Baldwin bød velkommen og Jette Kruse ledte os gennem generalforsamlingen.
Formandens beretning blev oplæst af Mette Baldwin, Formanden Malene Kristensen har barselsorlov.
Deraf fremgik, at i 2021 er der afholdt 69 kursus aftener, 299 terapitimer, 7 foredrag/oplæg. Det viser lidt af aktiviteten i KRIS.
Kasserer Svend Åge orienterede om den økonomiske situation. Det er fantastisk som KRIS´s økonomi har det lige nu, takket være den succes, som Jette har som fundraiser, og takket være vore mange gavegivere.
Svend Åge fremlagde også budgettet, hvor det fremgår bl.a. at Jette bliver sat op i tid, da hun nu skal til at være mere med ind over med bogføring til regnskabet.
Ved valg af repræsentanter blev Lisa Lauridsen og Britta Troelsen begge genvalg, desuden kom Susanne Skov også ind i repræsentantskabet. Birgit Dashnaw orienterede om et velfungerende repræsentantskab.
Genvalgt til bestyrelsen blev Svend Åge og Karin Jensen. Desværre havde Mette Baldwin meddelt, at hun træder ud af bestyrelsen. Tak til Mette for den indsats, som hun har gjort som bestyrelsesmedlem. Det efterlader så en tom plads i bestyrelsen, så hvis du, eller én du kender, vil gøre en indsats i KRIS ved at gå ind i bestyrelsesarbejdet, så vær venlig at kontakt formanden Malene Kristensen. Man kan være med fra nu af og så formelt blive valgt ind i bestyrelsen ved næste årsmøde
Efter årsmødet var der kaffe med dejlig kage, som repræsentanterne havde stået for. Derefter var der en auktion til fordel for KRIS
Derefter var der dejlig lovsang, som blev ledt af Jytte Holm.
Efter det lyttede vi til et vidnesbyrd af Lisa Lauridsen, som fortalte om en traumatisk barndom. Først nu kan hun sige:” jeg er ikke et offer længere, nu er jeg en overlever”.
Hun har hele livet været tvunget til at rette ind efter andre og gøre som andre sagde. Men NU siger Lisa, at hun har en mening og kan få lov at have den.
Lisa fortæller, at hun har været igennem en proces af tilgivelse, hvor hun fortæller, at hun har tilgivet sin Morfar som menneske – MEN IKKE handlingen han gjorde mod hende. Hun måtte tilgive for at sætte sig selv fri.
Lisa fortæller, at hun har været en, som skulle skjule sig da hun altid har fået at vide, at hun var grim og det tøj hun havde var grimt.
MEN NU kan jeg vise mig, og kan se pæn ud, og være den kvinde, som Gud vil, jeg skal være. Lisa fortæller også, at det er godt at gøre nogle aktive handlinger.
Hun gik ud til det sted, hvor hun blev misbrugt. Hun var sammen med sin søster, og de knaldede døren til skuret i – som symbol på, at det, der skete der, ikke skulle have magten over dem længere.
Nu har hun lært at gå alene og ikke være afhængig af andre, men være selvstændig sammen med Jesus. Lisa udtrykker sin taknemlighed for det liv hun har nu. Taknemlighed for at KRIS har hjulpet hende igennem mange processer.
DET var et fantastisk vidnesbyrd at lytte til.
TAK for et dejligt årsmøde.