Du som bryder lænker
v/Dorthe Sandvad
Som 18-årig havde jeg et møde, der har været definerende for min vej. Jeg mødte en ung kvinde, som blev et vidnesbyrd ift. at give Guds, hvad Hans er og ikke kæmpe i egen kraft. Jeg boede hos hende i nogle dage.
En af de sidste dage viste hun os en tatovering, hun havde fået rundt om håndleddet. Tatoveringen forestillede en brudt lænke. Hun fortalte, at en del af hendes troskamp havde været at give slip på vreden ift. den uret, der havde overgået hende. Hun var palæstinensisk kristen og havde mødt Gud nogle år forinden.
En del af hendes familie var blevet dræbt i urolighederne i Israel og hun havde kæmpet i, at Gud også elskede de, der havde gjort dem ondt.
På et tidspunkt havde hun fået et billede – et billede af at alt den vrede og bitterhed hun bar, var allerede blevet båret. Den lænke hun bar, var brudt. Derfor havde hun fået tatoveret en brudt lænke om sin hånd, så hun igen og igen kunne minde sig selv om, ikke at gå vredens vej. Minde sig selv om at hendes smerte var båret
Jeg har brug for den samme påmindelse. Som mange andre bærer jeg også tunge byrder, smerter, uret og krænkelser. Jeg ved, jeg ikke selv kan bære det. Indimellem overvælder den alligevel. Jeg kommer til at sidde fast i gamle mønstre, gammel smerte bliver aktiveret. Der har jeg brug for at blive mindet om, at lænken er brudt.
Som der står i en af mine yndlingssange: ” .. sæt dig som et sejl på mit hjerte, som et sejl om min arm, for kun din kærlighedsflod kan bryde vredens og forbitrelsens lænke”.
Kun Gud kan bryde vores vrede og rethaveriskhed ned, kun Han kan gøre nyt og skabe nyt. I os selv formår vi ikke, i os selv vinder vores ego oftest. Så lad os vende os til Ham, der kan bryde vores lænker, uanset hvilken smerte vi bærer på.