Også i denne jul er Herren vor læge

Når vi har været ude at fortælle om arbejdet i KRIS, er der en del, der mener, at det er en hård kost.  De synes, det er særdeles skræmmende at høre om på grund af de forfærdelige ting, som mennesker har været udsat for i deres liv. Dette gælder især mennesker, som aldrig har været tæt på de krænkedes smertefulde tilværelse. Jo, der er virkelig mange tunge skæbner blandt dem, som vi  møder gennem KRIS arbejde. Men det er kun en side af sagen.

 

I alt det er det vigtigste dog for os at holde fokus det rette sted. Nemlig der hvor håbet og trøsten er at finde. Julens budskab samler for os her i korte begreber det håb og den trøst, som udspringer af noget større end os selv. Noget større end det, vi kan magte, nemlig at intet er umuligt for Ham, som kom julenat. Han kommer til os i det barn, hvis liv blev krænket og såret mere end nogen andens, og dog bragte hans lidelse og død sejr og et uvisneligt håb til alle de håbløse.

Hvordan? – Barn Jesus i en krybbe lå – fordi han gav afkald på sin guddomsherlighed, for at vi ved Ham kunne få barneret hos Vor Himmelske Far. Hvilket herligt bytte. Det er Ham, der giver os kraften, håbet og modet til at holde ud i troens gode strid. Troen på Ham hjælper os med at holde  fokus på den helbredelsesproces, som vi alle kan sættes på sporet af og ikke mindst de, som tror at alt håb er ude for dem.

 

For nok er det meget forfærdeligt, hvad voksne mennesker har begået af overgreb mod værgeløse børn i deres varetægt, men just derfor er det så meget desto mere opløftende, glædeligt, ja, ligefrem herligt, at arbejdet i KRIS kan sætte mennesker på sporet af en forvandlende tilværelse. I vort møde  med mennesker, der kommer til KRIS, gives der overfældende vidnesbyrd om, at det både er et vigtigt arbejde og en tjeneste, der giver så mange positive virkninger for de involverede mennesker, at det bør fremmes mest muligt. Men den helbredelsesproces, som vi her taler om, gælder i princippet alle mennesker, som har brug for lægedom og genoprettelse i deres liv. Og hvem har ikke brug for det?? Måske dem, som mener, at de kan det hele selv?? Det er nok det største selvbedrag, nogen kan havne i.

 

Da Jesus gik synligt omkring, var indholdet i hans tjeneste meget klar. Han bragte lægedom for hele mennesket. En genoprettelse af det ødelagte forhold til Gud gennem forløsningen i Jesus Kristus.

Den tungeste byrde, vi mennesker kan bære på, er syndens byrde. Ved personlig overgivelse til Jesus i troen på Ham kan vi blive løst af syndens byrde. Men ikke nok med det, gennem troen på Jesus kan vi, som det fremgår af evangelierne, blive retfærdiggjort og få lægedom, genoprettelse og udfrielse. Det er helt tydeligt, at det er Gud, der helbreder gennem Hans Ord. Dermed er det også klart, at Guds Ord er afgørende for os. Troen kommer nemlig af at høre Guds Ord. Mangler du tro, så ved du nu, hvordan du får mere tro, nemlig ved at høre mere af Guds Ord. Troen er ikke baseret på følelser, omstændigheder eller symptomer, men alene på hvad Gud siger. Når du hører Ordet, så handl på det. For Herren holder ord.

 

Mange kan dog opleve vanskeligheder i helbredelsesprocessen. Jeg vil her nævne en række forhindringer for helbredelse.

Det kan være :

 

  1. Mangel på kendskab til Guds Ord og dermed på hvad Gud vil i vores liv – se f.eks. Esajas 5,13.

 

  1. En anden forhindring er vantro – se Hebr. 3,12. Det er en alvorlig synd, som vi må bede om tilgivelse for, omvende os fra og frasige os.

 

  1. En tredje hindring er ubekendt synd i ens liv. Gud vil gerne tilgive, men vi må søge den – se Ordsprog. 28,13. Bekend enhver synd, som Helligånden minder dig om, vend dig bort fra den synd og bed om renselse med Jesu Kristi blod – se også 1. Joh. 1,9.

 

  1. Der er forhindringer for helbredelse, som virkelig mange lider under; ofte også uden at de selv er bevidst om det, nemlig mangel på tilgivelse af andre. Se f.eks. Matt. 18,21-35.

Hvis du beder med vrede og mangel på tilgivelse af andre i dit hjerte, vil det være en forhindring for at få bønhørelse. Husk; at tilgivelse af andre ikke er en følelse, men en beslutning du træffer om at rive skyldbrevet mod det andet menneske i stykker. Ligegyldigt hvad det menneske har gjort mod dig, så få revet skyldbrevet i stykker, så det ikke skal blive en møllesten om din hals og fortsætte med at forpeste dit liv. At tilgive andre er ikke noget superåndeligt, men er en helt enkel og afgørende omsorg for dig selv – det gælder nemlig din frihed og dit helbred. Det kan godt være vanskeligt, men bed om hjælp til det. I lignelsen om den gældbundne tjener fortæller Jesus om, at i forholdet til Gud er vores skyld bundløs = ubetalelig, mens den i forhold til medmennesket er begrænset, selv om du kan synes, at det er rigtig meget, det andre mennesker har gjort sig skyld i over for dig. Hvis du vil rive gældsbeviset mod dit medmenneske (den som har forsyndet sig mod dig) i stykker ved at tilgive, vil Gud også rive Hans gældsbeviser mod dig i stykker = tilgive dig alt hvad du skylder – den bundløse gæld. Det kan Han gøre på grundlag af Jesu fuldbragte værk på korset. Læg mærke til det, der i lignelsen sker med den mand, der ikke ville tilgive sin medtjener. Han havner i gældsfængsel, hvor han bliver overladt til bødlerne  – og du bør vide, at det, der sker i virkeligheden, er, at blive overladt til satans dæmoner! Det er dem, der er bødlerne overfor de, som ikke vil tilgive. Derfor er det i din dybe egen interesse at tilgive, for alternativet er forfærdeligt – at  blive overladt til dæmonernes plagerier. Nej! Sørg for at få Guds hjælp til at tilgive, så er Guds lægedom og frihed din fuldt ud. Din tilgivelse ændrer ikke ved, at det stadig er en alvorlig synd, som blev begået mod dig, men tilgivelsen forhindrer, at du havner i den ondes slaveri.

 

  1. Den næste forhindring er involvering i okkult praksis. Benytte horoskoper, blive spået, lege med ånden i glasset, dyrke yoga, pendulere osv. Det vil give alvorlige forhindringer i forhold til helbredelse se eksempelvis 5. mos. 18, 11 ff.

 

  1. En yderligere alvorlig hindring er forbandelser, uanset hvor og hvordan den er opstået – se 5. Mos. 28, 15 ff. Mange påfører sig selv forbandelser gennem det, de siger til sig selv eller om sig selv. Det kan f.eks. være ”Gid jeg var død” eller ”Jeg fortjener ikke bedre” eller ” Jeg er værdiløs” osv. Så hold op med at tale dårligt om eller til dig selv. Proklamer derimod hvad og hvem du er i Kristus – se Rom. 8,1 og 1. Peter 1,18-20.

 

Dermed er vi nået frem til, at julebudet igen kalder os til besindelse på alt det vidunderlige og herlige, som vor himmelske Far stadig nøder os til at modtage gennem Jesus, Frelser og Herre. Hans komme en julenat og hans fuldbragte værk gennem lidelse, død og opstandelse. Lad os tage  mod Ham i den forestående højtid. Midt mellem lys, gran, julehjerter og samvær – mærke hans grænseløse kærlighed til os. Han gav sig helt for dig. Giv dig helt til Ham uden reservationer.

 

Med disse ord vil vi ønske alle en rigtig glædelig julefest i Jesu navn og et velsignet nytår! Og dertil føje en hjertelig tak til alle! Til alle medarbejdere, til bestyrelsesmedlemmer og repræsentantskab. Tak til alle medlemmer og gavegivere. Tak til enhver, som har bidraget til at herliggøre Gud og lette vejen for nogen af de små i vore sammenhænge, ikke mindst de misbrugte og krænkede gennem KRIS’ arbejde.

 

Kærlig hilsen Mogens