Nyt fra sekretæren

Hvad foregår der egentlig på kontoret?

 

Af/ Jette Aarestrup Kruse

 

Da jeg for et år siden skrev om mit arbejde i KRIS var overskriften – ”I love my job”. – og det gør jeg bestemt ikke mindre nu!

Det skyldes både de spændende arbejdsopgaver jeg har og alle I skønne mennesker, som jeg har lært at kende. Jeg havde, da jeg blev ansat, intet kendskab til hverken seksuelt misbrug, incest eller terapi. Det har jeg fået et langt større indblik i nu og elsker at kunne bidrage med det, jeg kan indenfor det administrative.

Som jeg dengang skrev, ville jeg gerne til at prøve kræfter med fundraising. Jeg har derfor i efteråret taget uddannelsen som ”Fundraising Manager” på Erhvervsakademiet i Kolding. Heldigvis ville jobcentret betale uddannelsen, så det har ikke kostet KRIS noget.

Dette kursus og en del ansøgninger har resulteret i, at vi det sidste år har modtaget 162.000 kr. fra Socialstyrelsen, 75.000 kr. fra ”Fonden af 1844” og 114.500 kr. fra 6 forskellige Kommuner. Det er en kæmpe velsignelse!

Beløbene bliver udregnet i forhold til hvor mange gavegivere vi har. Jo flere gaver vi modtager fra private – jo større beløb er Fondene villige til at betale.

Også her er vi velsignede. Vi har i KRIS rigtig mange fantastisk gavmilde gavegivere. Uden jeres bidrag kunne KRIS ikke hænge sammen! Tusind TAK for det! Samtidig gør gavegiverne også, at Fondene er villige til at give mere.

Siden jeg blev ansat, er jeg 2 gange blevet sat op i tid og er fra juni ansat 28 timer pr. uge.

Jeg glæder mig rigtig meget over at kunne bruge al min tid på KRIS uden at skulle have et andet arbejde ved siden af og glæder mig til at se, hvad fremtiden vil bringe i KRIS af spændende tiltag.

Hvis I har spørgsmål, er I selvfølgelig altid velkommen til at kigge op på kontoret eller kontakte mig på mail kris@kris-dk.dk eller telefon 2970 2305.

I ønskes alle en rigtig dejlig sommer fra JERES sekretær i KRIS