Referat af årsmøde 2019.

Lørdag d 27.4.19 afholdt vi KRIS´ årsmøde i Sct. Johanneskirkes lokaler i Herning.

Vi var i alt ml 35 og 40 deltagere henover eftermiddagen. Vi startede med velkomst v Mogens og hørte undervejs et par stærke kristne sange sunget af Hanne Bødtker.

Jette Grooss talte om, hvordan vores eget selvværd kunne være, og hvordan Gud ser på os. Vi skulle tænke over det ved bordene – og snakke sammen om det.

Jette kom også ind på, at når vi giver til andre, er det vigtigt, at vi bevarer noget at give af, ud fra ordene ”Elsk din næste som dig selv”.

Derefter havde vi kaffe med dejligt kagebord, og derunder auktion af effekter. I alt kom der 4.600 kr. ind på auktionen.

Så nåede vi frem til generalforsamlingen med Kaj Moslev som dirigent. Vi hørte om, hvordan året var gået v Mogens, Helene og Anne Katrine.

Regnskabet blev godkendt, og ny revisor, Morten Grarup, blev valgt.

Der blev valgt 11 repræsentantskabsmedlemmer, ifølge en vedtægtsændring, hvor vi nu kun behøver 10 til repræsentantskabet.

Valg til bestyrelsen:

Mogens vil gå af som formand og Malene N Kristensen bliver den nye formand.

Peter Forum er trådt ud af bestyrelsen, og Sverre Bødtker er suppleant fremover. Der var en god stemning på årsmødet, som var mit første – jeg kan kun opfordre til at deltage næste år!

Stor tak til dem der hjalp til før og under årsmødet.

(Mette Baldwin, fra bestyrelsen)

Indkaldelse til Årsmøde 2019

 

Lørdag d. 27. April kl. 13-17 afholder KRIS Generalforsamling og repræsentantskabsmøde.

Mødet finder sted i Sct Johannes kirkes menighedslokaler, Fredhøj Allé 2, 7400 Herning.

Dagsorden for generalforsamling ifølge vedtægter:

  1. Bestyrelsens beretning.
  2. Godkendelse af årsrapporten.
  3. Valg af repræsentantskab.
  4. Valg af revisor.
  5. Eventuelt.

Dagsorden for repræsentantskabsmøde ifølge vedtægter:

  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  2. Orientering om emner af interesse for repræsentantskabets kontaktopgave.
  3. Eventuelt.

Har du punkter til dagsordenen til årsmøde eller repræsentantskabsmøde, bedes du sende dem til kris@kris-dk.dk senest d. 29. marts.

Psykolog Jette Grooss taler ved årsmødet.

Alle er velkommen til at medbringe effekter til auktionen, som afholdes under kaffen. Pengene går UBESKÅRET til KRIS`s arbejde.

Indbydelse og dagsorden bliver sendt ud og lagt på hjemmesiden senest 3 uger før mødet.

 

Kasserer:

KRIS søger en kasserer til bestyrelsen. -Er det dig?

I bestyrelsen savner vi en person med et godt regnskabskendskab og økonomisk sans til at give sit besyv med i bestyrelsesarbejdet.
Hvis du har evner indenfor dette, interesse for KRIS-arbejde og mulighed for at deltage i bestyrelsesarbejdet for KRIS (4 faste årlige møde samt årsmøde og sommermøde), må du meget gerne kontakte os på mail: kris@kris-dk.dk el. tlf. 29 70 23 05.

Mvh Bestyrelsen.

Bestyrelsen på arbejde.

”KRIS mod nye højder.” Det var overskriften på en tirsdag i november, hvor bestyrelsen sad på skolebænken. Vi fyldte væggene med plancher med tanker, ideer, udfordringer og håb for KRIS.

Takket være en gave fra KREC (Kristent Ressource Center) havde bestyrelsen mulighed for at invitere Karsten Bach til at inspirere os i arbejdet for KRIS. Karsten står bag virksomheden BlueWay.dk og er konsulent i salg og forandringsprocesser.

Nu ligger der et stykke arbejde foran bestyrelsen, hvor vi vil udforske vores identitet, genopfriske de gode historier og blive skarpere på vores visioner og håb.

En stor tak

 

EN STOR TAK –

til alle frivillige KRIS medarbejdere for den fantastiske indsats I har ydet i året der er gået – uden jer var der ikke noget KRIS.

Terapeuter og bisiddere – tak for tiden med klienterne og praktiske opgaver og tålmodighed, kurser m.v.

Stor tak til Christel Bormann for superv.

Tak til Bjørg for fund raising.

Tak til bestyrelsen for jeres utrættelige indsats med alle mulige og umulige opgaver, der bliver læsset over på jer- tak til de praktiske.

Tak til repræsentantskabs ledere for en kæmpe indsats.

Tak til de frivillige som er kommet til i årets løb og har løst store værdifulde opgaver.

Tak, til alle som har støttet os i dette værdifulde arbejde.

GUDS FRED

Helene og Mogens

Lægedom ved Jesu sår.

Det afgørende for os i vort liv fra undfangelse til sidste åndedræt er at blive mødt med kærlighed fra de personer, som står os nærmest. Mother Teresa sagde engang: ”Den værste sygdom i den vestlige verden i dag er ikke TB (tuberkulose) eller spedalskhed; Nej! Det er at være uønsket, uelsket og uden omsorg. Vi kan kurere legemlige sygdomme med medicin, men den eneste virkelige helbredelse for ensomhed, fortvivlelse og håbløshed er kærlighed. Der er mange i verden, der dør på grund af mangel på brød, men langt flere der dør på grund af for lidt kærlighed. Fattigdommen i vesten er af en anden slags – det er ikke kun en fattigdom på grund af ensomhed, men også en åndelig fattigdom. Der er en sult efter kærlighed så vel som en sult efter Gud.”

Alle menneskelige relationer står i fare for at blive ramt af destruktive skader på grund af manglende kærlighed. Når kærligheden bliver kold tager selviskheden over og så bliver selvtilfredsstillelsen markant mere udtalt. I forbindelse med en film på DR med titlen: ”Mænd der dræber kvinder” – Stilles spørgsmålet til forskellige såkaldte eksperter, men ikke en eneste nævner en af de vigtige drivkræfter – nemlig det helt indlysende: Forbrug af pornografi, som jo netop er seksuel udfoldelse uden kærlighed. Seriemorderen Ted Bundy kom med en advarsel den sidste aften før henrettelsen d. 29. januar 1989; en advarsel med henblik på unge mænd, der let bliver afhængige af porno. Pornografien i teen årene havde for Bundy netop ført til den afsporing, som endte med mord på mange unge kvinder.

Ethvert seksuelt overgreb fører uvægerligt til dybe skader, som har brug for dybtgående lægedom. Oplevelsen af forkastelse er blot en af de mulige skader. Forkastelse er en af de mest udbredte lidelser i vor del af verden. Ikke kun seksuelle overgreb fører til oplevelse af forkastelse, men enhver form for krænkelse og svigt i de tidlige år. Selv i mors liv kan et barn opleve sig uelsket og uønsket og dermed mærke forkastelsen fra fosterstadiet af. Ikke kun er forkastelsen i sig selv destruktiv lidelse, men det kan åbne for andre negative og ødelæggende følelser og holdninger. Frygt, mindreværd, had, bitterhed, jalousi, vrede, hidsighed, uforsonlighed, oprør, skuffelse med mere. Alle negative følelser er gift for sjælen.

Hvad kan man gøre for at få lægedom for forkastelse? Det første skridt er at erkende problemet. Dernæst må man følge, hvad Jesus lærte: Tilgive den eller de, der har såret dig. Også selvom de for længst er døde. Husk! Tilgivelse er ikke en følelse, men en beslutning. Men du klarer næppe alene at tilgive af hjertet. Bed Jesus om kraften til at tilgive af hjertet. Han formår. Tag dernæst en beslutning om at blive af med alle de negative følgevirkninger af forkastelsen i dit liv, som er nævnt ovenfor. Vær opmærksom på at alle negative følelser kan give mulig åbning for ånder af tilsvarende karakter. Tag dernæst mod hvad Jesus vandt til dig på korset. Et fuldkomment offer i kærlighed til netop dig. Jesus oplevede forkastelse på korset: Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Selvom Han kun havde gjort godt og aldrig syndet, oplevede Jesus forkastelsen, for at du aldrig skal have nødig at opleve forkastelse fra din himmelske Far, men accept på grund af Jesu fuldkomne offer for dig. Se Ef. 1,6 – accepteret i den elskede (Jesus) (se King James oversættelse). Det næste du skal gøre er at acceptere dig selv. Formentlig det sværeste. Jeg må ofte sige til mennesker: tænk og tal aldrig dårligt og negativt om dig selv. Du har ikke skabt dig selv. Det har Gud. På korset Har Han forløst dig. Du er Hans elskede barn på grund af Jesus fuldbragte værk. Du har dermed ingen ret til at tænke og tale dårligt om den, som er Guds elskede og dyrebare søn/datter.  Faderen elsker dig lige så højt som Han elsker Jesus. Hans favn er åben netop for dig.

En lille bøn: Tak Herre Jesus jeg tror at du accepterer mig lige her og nu på grund af det, du gjorde for mig på korset. Tak at du virkelig elsker mig og at jeg er dyrebar og kostelig i dine øjne. Tak for din helt særlige omsorg for mig og at du leder mig til fuld frihed. Tak at den himmelske Far også er min Far. Tak at jeg får lov at høre hjemme i Himlen som medlem at den bedste familie i universet. Tak Herre, at du lærer mig at acceptere mig selv, for dit værk er jeg i dig (Ef. 2,10). Tak Herre Jesus, at jeg kan forkynde min frihed fra enhver ond ånd, som har forsøgt at skaffe sig indflydelse på mig gennem mine sår. Tak i Jesu navn. Amen.

Mogens Svendsen