Et vidnesbyrd om forvandling
Mit vidnesbyrd starter den dag, Jesus begynder at kalde mig tilbage til hans kirke, tilbage i hans arme. For jeg er overbevist om, at hvis han ikke havde grebet ind, så var jeg stadig ude i svinestien, ligesom Den Fortabte Søn. Indtil da havde mit liv taget nogle forkerte sving på rejsen og man må sige, at jeg på trods af min unge alder, havde set og mødt lidt af hvert på min vej. Som helt lille mistede jeg min fraværende far til en ny familie i Wales. At miste min far har både været en velsignelse, men selvfølgelig også det helt modsatte. Velsignelsen ligger i, at min far har et stort temperament og holder meget af alkohol, og den cocktail har aldrig været god for min mor, søster og mig. Før min far forlod os, fortæller mine minder fra min barndom en historie om en meget voldelig mand, både fysisk og verbalt, især over for min søster og mig. Så da min far valgte at skifte os ud med en ny familie, blev vi samtidig sat fri fra en hverdag med vold. Forbindelsen med min far har altid været meget minimal, fordi hans interesse har ligget andre steder, men som små skulle min søster og jeg altid over og besøge ham i 3 uger i sommerferien. Her var tingene meget anderledes end hjemme i Danmark: Druk, stoffer, pubs, voldsomme skænderier og sene aftner hos mærkelige mennesker, præger de fleste af mine minder fra den tid. Som barn havde jeg ikke noget begreb om, hvad alt dette med min far har haft af betydning, for den måde jeg ser mig selv og andre på, men som voksen kan jeg se at det har haft en KÆMPE indflydelse på mit selvbillede og min opfattelse af verden. Det har blandt andet medført, at jeg fra barnsben hurtigt lærte at kontrollere mine følelser og gemme bestemte sider af mig selv for ikke at ende i problemer. Derfor har jeg aldrig kunne have nogen tætte venner, fordi ingen rigtig kendte mig. Denne overlevelsesmekanisme kom desværre til at bide sig selv hårdt i halen senere i livet. Som 13-14-årig begyndte jeg at blive interessant for drenge. Jeg husker, at jeg selv gik op i meget andet og ikke tænkte så meget på drenge, men den anerkendelse jeg nu fik fra dem var noget, jeg pludselig fik smag for. Da jeg var et let offer, kom jeg ind i en uheldig cirkel med særdeles dårlige drengebekendtskaber. Drenge, som i den grad behandlede mig dårligt og ikke respekterede mig. Jeg var ikke i stand til at sige fra, men bed tænderne sammen, lukkede ned for mine følelser og lod dem gøre med mig, hvad de ville. En dag, da jeg legede skolelærer inde på mit værelse, brød jeg grædende og rystende sammen på gulvet og blev overvældet af tankerne om det sidste ’forhold’ jeg havde haft, som var med en dreng på samme alder som mig. Jeg var nu 15 år og blev for første gang konfronteret med de seksuelle overgreb, han havde udsat mig for. ´Forholdet’ varede omkring 6 måneder, hvorefter han efterfølgende stalkede mig i 3 år. Jeg var dog allerede i gang med at indlede et nyt forhold til en ny fyr og skubbede det derfor langt væk og begyndte at drikke og feste rigtig meget. Dette forhold var, ligesom det forrige, præget af kontrol og manipulation og en hverdag fyldt med fysiske og psykiske overgreb. Da jeg som 17-årig levede et totalt dobbeltliv med facader og mure så langt oppe, at ingen kunne trænge igennem dem, besluttede jeg mig for at begå selvmord. Da jeg stod med pillerne i hånden, gav jeg mig selv et dilemma: Enten tager jeg de her piller og dør, eller også går jeg ind og beder min mor om hjælp. Jeg kan bare ikke mere alene. Dette blev et altafgørende øjeblik i min livshistorie, fordi jeg valgte at kæmpe for mit liv. Jeg begyndte hos en psykolog i den by jeg boede i, men jeg fortalte hende aldrig noget. Vi snakkede mest om min far, min depression og mine voldsomme angstanfald, men pludselig skete der noget mærkeligt. Hver gang jeg sad inde i den stol hos hende, kom der en stemme i mit hoved: ”Du skal begynde at gå i kirke”. Jeg skubbede den væk og tænkte ikke mere over det, men tanken kom altid tilbage. Jeg gik hos psykologen i omkring 6 måneder uden de store fremskridt, hvorefter jeg valgte at droppe ud af gymnasiet, flytte til en ny by og starte helt forfra. I samme omgang begyndte jeg at lytte til stemmen i mit hoved, og jeg startede i en lille frikirke i min nye by. Senere fandt jeg ud af, at stemmen kom fra Gud og at han havde forsøgt at kalde mig ud i lyset i lang tid. Det første år på det nye gymnasie, drak og festede jeg stadig meget. Jeg holdt mine facader og mure tæt på kroppen og lod ingen komme tæt på mig. Men da jeg som 18-årig valgte at blive voksendøbt, ændrede tingene sig. Jeg kunne ikke længere leve i løgn, og hele min verden faldt sammen for øjnene af mig. Jeg blev konfronteret med mit tidligere liv og så en hel anden historie, end den jeg havde forsøgt at bilde mig selv ind. Jeg så et barn blive mødt med begær og objektivisering, jeg så en pige blive seksuelt udnyttet og voldtaget flere gange dagligt og jeg så, hvordan det barn og den pige var mig. Jeg endte i en psykotisk tilstand som varede i lidt over et år. Det vilde er, at jeg i denne periode aldrig har været mere bevidst om Guds nærvær i mit liv. Tingene blev så slemme, at jeg var nødt til at flytte hjem til min mor for en stund, fordi jeg simpelthen ikke kunne passe mig selv. Jeg delte mine frustrationer med min mor, omkring at jeg ikke følte, at jeg kunne få hjælp nogen steder fra, at der ikke var nogen førstehjælpskasse i samfundet til en pige som mig. Her fortalte min mor mig så for første gang om KRIS, et sted for ’sådan nogen som mig’. Jeg skød hurtigt ideen ned, da jeg selv tænkte, at mit liv sikkert ikke havde været så slemt, som det liv mange af de andre, som får hjælp fra KRIS, har haft. I sommerferien op til 3.g tog jeg alligevel første gang til Herning for at besøge KRIS. Det første jeg mødte var kærlighed, omsorg og forståelse. I lang tid talte jeg ikke rigtigt, jeg sagde faktisk ikke så meget, for bare ordet ”voldtægt” kunne få mig til at forsvinde og miste kontrollen over hele min krop. Men der var ingen, der skyndte på mig eller syntes jeg var åndssvag eller upålidelig. Langsomt begyndte KRIS at vinde min tillid og jeg lukkede dem stille ind i mit mørke. Det er svært at sige helt præcist hvad der skete, men jeg begyndte at ændre mig. Jeg begyndte at lukke op for nogle følelser, jeg ikke havde mærket siden jeg var helt lille. Jeg blev mig selv, angsttågen og psykosen forsvandt og jeg kunne lige pludselig trække vejret igen. Det føltes, som om jeg havde været forstenet i 100 år og nu endelig kunne bevæge mig frit igen. Som man nok kan forestille sig, havde min præstation i gymnasiet ikke været den bedste eller mest tilstedeværende, og jeg overvejede dagligt at droppe ud. Men KRIS ændrede dette for mig. De gav mig værktøjer til at håndtere min angst og opfordrede mig til at fortsætte med at få min studentereksamen, selvom det var ekstra hårdt for mig. Dette gav mig styrken til at fortsætte, og jeg blev student med et godt gennemsnit (hvem havde troet det?). Vigtigst af alt, så bad de med og for mig og dette har helt klart været en af de mest afgørende redskaber, for jeg er blevet ændret indefra og ud. De gav mig håb og viste mig, at livet kan blive godt for mig på trods af min fortid. Jeg er evig taknemlig for alt, jeg har lært hos dem. De ledte mig tilbage i min Frelsers arme og viste mig, hvem jeg i virkeligheden er. I dag er jeg 22 år og jeg er stadig på min rejse igennem livet. Selvom min fortid stadig præger mit liv, er jeg et ændret menneske og jeg stoler på Guds nåde. Han er langt fra færdig med at restaurere mig og jeg har stadig det bedste i vente.
Anonym vidnesbyrd fra en ung pige
