Middel mod ensomhed
Ensomhed er et stort problem for mange i vort land i dag. Selv blandt kristne. Jesus har peget på en alvorlig udvikling i Endetiden. Nemlig at lovløsheden skal tage til. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. Det burde jo i grunden være utænkeligt i et kristent fællesskab. Men er vi ikke helt overgivet til Jesus Kristus i vort liv, så vil fjenden meget let kunne splitte dem ad, som ellers hører sammen i troen. Netop fordi vi lever i en tid, hvor mennesker i tusindvis vender sig bort fra den levende Gud, vil ikke bare vantro, men også åndeligt mørke, løgn og egentligt hedenskab vinde indpas i menneskers liv. Djævelen forstår at udfylde det tomrum, som opstår der, hvor mennesker vælger Gud fra. Det indebærer, at vi kan opleve stor splittelse og lidelse i familierne. Afhængig af hvem, der virkelig har besluttet at følge Jesus på den smalle vej, som hjem til Himlen når, eller måske har valgt at gå på den brede vej, som fører til fortabelse Matt.: 7,13-14 Vi kan ikke afgøre noget herom for andre end os selv personligt. Måske må vi med smerte se nogen af de kære gå en anden vej end vi. Vi kan lægge dem i Guds hånd og bede Ham tage vare på de af vore, som har valgt at vandre borte fra levende livsfællesskab med Jesus og vor Himmelske Far. Vi skal aldrig fortvivle, når vi udsættes for trængsler i vort liv med Gud. Paulus og Barnabas oplevede voldsom modstand og forfølgelse på deres missionsrejse i Lystra, hvor Paulus blev stenet. I Apg. 14,22 står der om dem, at de efter at være vendt tilbage, styrkede disciplene og formanede dem til at blive i troen og sagde: ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.”
Ensomhed står i stærk kontrast til Guds planlægning for mennesket. Menneskeligt fællesskab er derfor grundlæggende Guds middel mod ensomhed. Allerede i 1. Mos. 2,18 står der, at Herren sagde:” Det er ikke godt for mennesket at være alene –.” Det er den naturlige jordiske kernefamilie far, mor og børn. I disse år løbes der storm netop mod familien. Tidens ideologi, som har dybe rødder i kulturmarxismen, vil afskaffe både jødisk/kristen moral og specielt seksualmoral og dermed undergrave kernefamilien. Helt sikkert ved vi, hvem der er den åndelige drivkraft bag den ideologi.
Men der gives et endnu stærkere middel til fællesskab end den naturlige jordiske familie og det er den himmelske. Ensomhed og kristent fællesskab er hinandens dybeste modsætning. Som de, der har besluttet at følge Jesus er vi kaldet til at være sønner og døtre af vor Far i Himmelen. Jeg har tidligere nævnt Ef. 1,6 som et af de stærkeste udtryk for det familieskab vi som troende er sat ind på. I King James oversættelsen står der : – Han (Gud) udvalgte os — idet Han havde forudbestemt os til at blive adopteret som sønner/døtre ved Jesus Kristus til Ham selv i overensstemmelse med hans gode viljes behag, til pris og ære for Hans nåde, ved hvilke Han har gjort os accepterede i den elskede (nemlig Jesus). Det græske ord, der her oversættes ved accepterede kan også oversættes ved udtrykket højt begunstiget = du er altså Guds favorit i Kristus. (Det var netop det same ord, som er brugt på græsk i Englen Gabriels budskab til Maria.)
At være adopteret ind i Guds familie indebærer et søskende fællesskab i Kristus, hvor det er Helligåndens kraft, der driver værket. Rom, 5,5 ”Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden som er givet os.” Derved indpodes der et fællesskab i os, hvor kærligheden hele tiden er motivet for alt, hvad vi er befalet at gøre indbyrdes. Paulus har givet os det stærkeste billede af det kristne fællesskab ved henvisning til den omsorg lemmerne i et jordisk legeme har for hinanden. Alle Helligåndens gaver, som Paulus omtaler i 1. Kor. 12,13 & 14 er beregnet på at blive udfoldet i kærlighedens omsorg for hinanden i det kristne fællesskab, hvor alle er værdifulde og dyrebare og ingen overflødige eller ligegyldige.
Jeg samler lige nogle vigtige ord til dig på basis af Bibelens Ord, som kan understrege hvordan Gud ser dig i Kristus. Du er 1. Kaldet. 2. Udvalgt. 3. Forudbestemt. 4. Adopteret. 5. Accepteret (Faderens højt begunstigede.) Sådan må du se dig selv i Kristus og ligeledes se alle dine søskende i troen og handle derefter. Før alt andet antyder apostlen Paulus, så må kærligheden være på plads 1. Kor. 14,1 : ”Jag efter kærligheden —.” Kun den kærlighed, vi får fra Helligånden kan klare den opgave, vi er blevet betroet i Kristus. Den Kærlighed må du se, som det mest effektive middel mod ensomhed og den kærlighed har Herren tiltænkt dig allerede før du selv kunne sanse noget som helst Ef. 1,4.
Mogens P.C. Svendsen