Når kirken svigter
Konference: Når kirken svigter
KRIS er medindbydere til denne konference:
Gennem tiden er der mennesker, som har brændt sig på kristne fællesskaber, selvom de burde være et trygt og sikkert sted for alle. ”Når kirken svigter” er en konference om at opdage og imødegå usunde tendenser eller krænkende adfærd. Bag konferencen står en bred gruppe fra både folkekirken og frikirker.
Hvordan spotter man en psykopat?
Hvad gør man for at undgå seksuelle krænkelser?
Og hvem sikrer, at al påvirkning sker med respekt, så ingen grænser bliver overtrådt?
Enhver leder i et kristent fællesskab er nødt til at stille sig selv ovenstående spørgsmål, hvis man vil sikre, at kristne fællesskaber er et trygt sted at være, hvor både børn, unge og voksne trives.
For selv om troen og det kristne fællesskab er en værdsat gave for mange mennesker, findes der desværre også dem, for hvem tilknytningen til sådan et fællesskab har fået en særdeles bitter eftersmag. Mennesker er gennem tiden blevet skuffet, udbrændt, ikke rummet eller har ligefrem været udsat for overgreb eller magtmisbrug fra usunde ledere.
Årsagerne, smerten og niveauet kan variere, men er under alle omstændigheder en vigtig påmindelse om, at vi skal tale åbent om, hvordan vi kan forebygge usunde tendenser og udviklinger i det kirkelige miljø, så det er et trygt sted at være.