Et levende håb
v/Mogens Svendsen
Tale ved rosengudstjeneste 2021.
Salme 23,1-4; Jeremias 29,11-14; Matt 9,35-38; Joh 10,14 & 27-29
Et af de ord, som længe har berørt mig dybt, er ordene om, at ”Jesus ynkedes over skarerne, for de var vanrøgtede og forkomne, som får uden hyrde”. Det sætter ord på mange menneskers situation i vort land i dag.
Men der findes en god hyrde, som kan tage vare på de vanrøgtede og forkomne. I salme 23 GT hørte vi om, at ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”. Hvad er en hyrde? Det er en, som tager vare fårene på en god måde. Han giver beskyttelse mod fjenderne. Han leder dem på de rette veje, sørger for mad og drikke. Han hjælper de, der er syge og sårede.
Ja, Herren ønsker at være kilden til al den hjælp, vi behøver. Stille vore behov for omsorg, ledelse og pleje. I stykket fra Jeremias tales der om, hvilke planer Herren har for os. ”Planer om fremtid og håb”.
Selvom Israels folk på den tid havde vænnet sig af med at lytte til Gud og var gået deres egne tåbelige veje og var havnet i landflygtighed som slaver, så havde Herren ikke glemt dem. På trods af det rod, de havde lavet for sig selv, så sendte Gud dem gennem profeten en kærlig og stærk opmuntring, som handlede om Guds planer med fremtid og håb. Noget som kunne blive til virkelighed. Han ville føre dem hjem til deres eget land igen.
Men hvad var opskriften på opfyldelsen af Guds plan om lykke fremtid og håb? Het kommer det: ”Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal i finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte er jeg at finde, siger Herren.
Der er også håb for dig, uanset hvem du er, eller hvad du er, så er der håb. Og Guds plan for dit liv går i opfyldelse, når du søger ham AF HELE DIT HJERTE. Det vigtigste for dig er at få Gud selv, som dit et og alt.
Du er på rejse mod evigheden. Hvor skal du tilbringe evigheden? Uden Jesus har du ingen god hyrde på rejsen.
John Robinson var i menneskers øjne et uønsket barn. Dem er der en del af. Han havnede i en alder af fire måneder på børnehjem, hvor vold og misbrug hørte til dagens orden. Kom i fængsel som14 årig for ildspåsættelse. Fra ungdomsfængsel kom han ud til gadens vold. Havnede siden på psykiatrisk hospital fuld af ar, tatoveringer, vrede og had.
Men som med alle andre havde Gud en plan for Johns liv. Han ødte Jesus. Blev frelst. Blev frontløber med gademission i nogen af de mest hårdkogte miljøer i Manchester. Han siger: ”min lidenskab er – og det er min bøn -, at være der for dem, som er allermest undertrykt og som føler sig dybt såret og forkastet”.
John siger: ”jeg ved hvordan det føles: de føler sig som afskum, som hver morgen vågner op til intet og ingenting. Andre siger om ham; ”- er der nogen, der kan lede håbløst fortabte til et levende fællesskab med Kristus, så er det John”.
Lige som for John, har Gud en god plan også for dig. Søg Ham af hele dit hjerte og du skal få at se, at det virkelig er sandt. Markerne er hvide til høst, vil du være medarbejder på andres rejse til et liv med Jesus, så vid at Gud har en god plan for dig.
Tak Herre for din store og helt ubetingede kærlighed til hvert enkelt lille menneske her.
Herre jeg vil følge den opskrift, du selv har give. Jeg vil søge dig af hele mit hjerte. Hjælp mig at se virkeligheden i øjnene, som den er. Lad alt skjult i mit liv komme åbent frem for dig, så du kan sætte mig fri fra alt det, som hindrer i mit liv. Så at jeg får mod til at tilgive alle dem, som har svigtet mig og såret mig i mit liv. At jeg kan blive sat fri til at stole på dig og igen tør stole på andre. Jeg lægger alt hvad jeg er åbent frem for dig og beder om, at du vil vise mig dine planer for mit liv sammen med dig. I Jesu navn! Amen!