Når kirken svigter

/i , , , , /af

Konference: Når kirken svigter

KRIS er medindbydere til denne konference:

Gennem tiden er der mennesker, som har brændt sig på kristne fællesskaber, selvom de burde være et trygt og sikkert sted for alle. ”Når kirken svigter” er en konference om at opdage og imødegå usunde tendenser eller krænkende adfærd. Bag konferencen står en bred gruppe fra både folkekirken og frikirker.

Hvordan spotter man en psykopat?
Hvad gør man for at undgå seksuelle krænkelser?
Og hvem sikrer, at al påvirkning sker med respekt, så ingen grænser bliver overtrådt?

Enhver leder i et kristent fællesskab er nødt til at stille sig selv ovenstående spørgsmål, hvis man vil sikre, at kristne fællesskaber er et trygt sted at være, hvor både børn, unge og voksne trives.

For selv om troen og det kristne fællesskab er en værdsat gave for mange mennesker, findes der desværre også dem, for hvem tilknytningen til sådan et fællesskab har fået en særdeles bitter eftersmag. Mennesker er gennem tiden blevet skuffet, udbrændt, ikke rummet eller har ligefrem været udsat for overgreb eller magtmisbrug fra usunde ledere.

Årsagerne, smerten og niveauet kan variere, men er under alle omstændigheder en vigtig påmindelse om, at vi skal tale åbent om, hvordan vi kan forebygge usunde tendenser og udviklinger i det kirkelige miljø, så det er et trygt sted at være.

Ny mulighed for at støtte KRIS

/i , , , /af

Ny mulighed for at støtte KRIS.
Af: Sonja Jensen
Nu er der opstået en ny mulighed for at støtte KRIS.
KRIS har indgået en aftale med Dokument 24 hvor man kan oprette et testamente GRATIS når du betænker KRIS med et beløb i testamentet. Den gratis oprettelse er en donation fra Dokument 24.
Klik videre på linket og se en lille tegnefilm om hvordan du gør.

Dokument 24

KRIS rydder op i kaos

/i , , , , /af

KRIS RYDDER OP I KAOS.

Manden i KRIS-sofaen er vidende og har sort humor. Martin sidder af og til her for at få førstehjælp til sit liv. For at få ryddet op i sit indre, hvor elementer har truet ham på sjæl og styrke. Ja, på livet, så han nu er i flexjob, selv om han har en teologisk embedseksamen.

30 år efter de seksuelle overgreb kom han i svære problemer. Han læste en artikel om mænd, der havde været udsat for overgreb og de konsekvenser, det havde haft for dem. Han kunne kende sig selv, og i 14 dage genoplevede han traumerne.

»Det var voldsomt. Jeg blev ganske re-traumatiseret, og jeg kunne følelsesmæssigt slet ikke være i min krop. Jeg tog mod til mig og spurgte én, hvad jeg skulle gøre. Han sagde: »Du fejler ingenting, men du er meget ked af det, og det skal du have professionel hjælp til. For overgreb er overgreb.«

Martin kontaktede KRIS.

SMADRET OG SYG.

Uhyrlighederne begyndte for år tilbage. Martin var begyndt på teologistudiet, og fik hurtigt job som korsanger i en folkekirke. En mand, han så op til i kirken, skaffede ham også et arbejde som kirketjenerafløser. Det viste sig, at kirketjeneren var aktiv alkoholiker og ofte havde sygedage. Og Martin skulle dække over ham. Snart begyndte manden overgrebene: »Det var helt åbenlyst, at jeg ikke magtede at sige fra. Jeg oplevede at blive manipuleret til tavshed med trusler om problemer, da han var medlem af en loge. Det blev til et år med ydmygelser.«

Martin fik en alvorlig sindslidelse, og han var indlagt på psykiatrisk hospital i ni måneder. Senere læste han videre, kraftig medicineret. Han brugte også alkohol som selvmedicinering og som en følelsesmæssig støttepædagog. Omsider kom han i behandling og har nu været ædru i 15 år.

LIVSLANG BEVÆGELSE AT KOMME FRI

Hos KRIS følte Martin sig mødt og set:

Jeg har lært at forstå, at overgrebene ikke er min skyld. Jeg skulle ikke skamme mig. Jeg var forbavsende normal! Når man i årevis syntes, man har skullet give sig selv lov til at være til, er det en meget ny tilgang til tilværelsen. Når der bliver sat ord på, bliver der ryddet op, og det forpinte har ikke samme magt.«

Alligevel husker han overgrebene hver dag: »I dag kan jeg dog distancere mig fra det. Jeg føler meget vrede, men jeg kan leve med det. Jeg har svære dage, men mest svære timer nu. Jeg ved, at det er godt at bevæge sig, at gøre noget praktisk, fordi man, når man flytter sig, tænker godt. Det er en livslang bevægelse at komme fri.

Det værste er stadig, når jeg husker benægtelserne, mistroen. At få at vide, at man er en følelsesmæssig løgner og ikke bliver anerkendt. Det er værre end det fysiske,« siger Martin med stor vægt. Berørt af øjeblikkets vigtighed.

KRISTEN UDEN TVANG

»Selvom KRIS er en kristen organisation, giver den lov til at sige totalt fra på det religiøse område. De vil jo ikke lave overgreb på et menneske. Jeg ville dog gerne have forbøn, og det har jeg fået. Jeg oplever, at Gud fjerner smerten i stedet for alkohol eller medicin.«

KRIS-terapien blev en start på forløsning. Et befriet liv, hvor Martin nyder at have sine nærmeste omkring sig, når han da ikke lytter til salmer i nyfortolket form: »Jeg lytter især til ordene. Jeg ved, Gud kæmper for mig – ellers havde jeg ikke overlevet.«

Fra ofre til overlevere

/i , , , /af

Fra ofre til overlevere

Af: Helene Svendsen

 

Måske har du undret dig over ordlyden af KRIS i den nye brochure og på hjemmesiden.

KRIS har indtil årsmødet 2020 heddet: Kristen terapi og Rådgivning for Incestofre og Seksuelt misbrugte.

Vi vedtog på Årsmødet at ændre navnet til:

Kristen terapi og Rådgivning for Incestoverlevere og Seksuelt misbrugte.

Vi var nogle stykker til en konference i AGAPE for et par år siden. Der blev netop emnet omkring ofre og overlevere taget op.

Nogle ofre vil føle sig krænket, hvis de hele deres liv skal være ofre. De har kæmpet for at overleve incest og blive fri af offerrollen. Det synes vi gav god mening. Vi blev faktisk opfordret til at gå hjem og tænke over den betydning.

Det kom til at blive et emne på vort interne sommermøde, og vi besluttede, at tage det op til årsmødet.  Der var en enig forsamling af medlemmer og repræsentanter, som kunne gå ind for at ændre ordlyden til incestoverlevere.

Når klienter kommer til KRIS er de muligvis incestofre. Vi vil gerne hjælpe dem ud af offerrollen til at blive overlevere.

Vi vil gerne respektere dem som overlevere.

De har allerede kæmpet længe inden de kommer til os – de har overlevet det værst tænkelige scenarie i deres liv.

Hvor skal jeg gøre af frygten?

/i , , , /af

Hvor skal jeg gøre af frygten?

 Af: Malene Nygaard Kristensen

Vi har haft ung-pige-i-huset det seneste år. En god tid der er ved at lakke mod enden, da der venter hende et nyt kapitel til sommer.

Mens hun har boet hos os, har hun taget sit kørekort, så vi har kørt hende til undervisning og prøver osv. Det, jeg vil dele, er fra en af disse ture – mere specifikt – turen til køreprøven.

Hun har en sang, hun plejer at høre inden eksamener – og den var selvfølgelig også med på denne tur, for nervøsiteten skulle rystes af og hovedet skulle indstilles på prøven. Før vi skruede op for sangen, sagde hun ”– hmm, jeg skal lige finde ud af, hvor jeg skal gøre af nervøsiteten – jeg plejer at putte den i benene, men dem skal jeg jo bruge.”

Det næste var så at hun spurgte, om jeg ikke ville bede for hende, hvilket jeg naturligvis ville. Den sætning og den efterfølgende bøn satte tanker i gang hos mig, tanker som jeg nu vil dele med jer.

Jeg har også selv haft en fast ting, jeg gjorde før mine eksamener og lignende – eller rettere jeg har en ting, jeg tager med mig. Det er en lineal, hvor jeg engang tilbage i folkeskolen har puttet et klistermærke på med bibelverset: ”Kald på mig på nødens dag, jeg vil udfri dig og du skal ære mig.”

Måske er det lidt voldsomt at kalde en eksamens dag for ”nødens dag,” men at kalde på Jesus uanset om det er stort eller småt, det er godt. Spørgsmålet ”hvor skal jeg gøre af nervøsiteten?” fik mig til at tænke på de mange gange i livet, hvor en eller anden form for nervøsitet, angst, uro eller frygt sætter ind.

Rigtig mange nye skridt i livet, rigtig mange alvorlige samtaler, mange små og store fejltrin og møder med nye mennesker kan anspore nervøsiteten hos mig – og hvor gør jeg så af den?

Jeg må indrømme, at jeg tit ikke tænker på linealen eller på at kalde på Jesus først. Tit springer jeg trinnet med bønnen, som jeg bad i bilen, over. Tit dunker jeg mig selv oveni hovedet og siger jeg skal tage mig sammen eller mande mig op i stedet for at søge hen, hvor der er hjælp at få.

Han giver os faktisk et sted at vende os hen – et sted at gøre af nervøsiteten -af frygten. Det betyder ikke at den forsvinder, men det betyder, at jeg ikke er alene, at jeg har hjælp og støtte. Og uanset om det så går godt eller dårligt, så er der en til at fejre og sige tak til, eller en der kan tale sandhed til mig, når jeg begynder at bebrejde mig selv på den ene eller anden måde. Og det har jeg brug for – og det har du brug for.

Så lad os kalde på Jesus på nødens dag, både den store og den lille, og lad os gå sammen med ham, på vej mod den fuldkomne udfrielse.