Arkiv for kategorien: Nyheder

Mogens og jeg deltager på en OASE weekend hvert år i februar, vi underviser lidt sammen med andre. Der får vi altid lov at sige lidt om hvad KRIS er, og der bliver ved et af møderne samlet ind til KRIS’s arbejde. Det er jo fantastisk. Efter indsamlingen sidste år, henvender en kvinde sig og siger, at hun vil være behjælpelig med at lave en powerpoint, som vi kan bruge næste gang. Det har været så stor en opmuntring og velsignelse for os.

Tak til Bjørg H. Biseth fra Silkeborg for det fantastiske store arbejde du har lagt i det, og glædet os med! Den blev så godt modtaget i år, og I kan om ikke så længe se den på vores hjemmeside. Den bliver redigeret som film, fordi vi også mødte andre dejlige mennesker, der lige kunne det. Det er så overvældende, at der er nogen derude, som har hjerte for dette arbejde – og præcis kan det, som vi ikke selv kan. Det har været en stadig bøn: “Gud vil du give os de mennesker vi har brug for”. OG HAN GØR DET (og hvorfor er jeg overrasket?? – fordi det er så stort hver gang, TAK,LOV OG ÆRE TIL HAM).

Da jeg var på IPSICC uddannelsen i januar blev jeg opfordret til at kontakte en kvinde, med henblik på at få nye i bestyrelsen. Hende har jeg mødt for nylig. En fantastisk ung kvinde som bliver valgt ind til årsmødet i April. Så kom og se og mød hende der. Så bliver jeg kontaktet af Sonja, hun mødte Birthe, som også gerne vil hjælpe til i KRIS. Ja, Gud hører bøn! Nye døre åbner sig.

Også en taknemlighed for Greg og Birgith og deres store arbejde for at få repræsentantskabet i tale.
De gør, hvad de kan for at få nogle medlemmer til at være aktive i menighederne. Skulle du sidde og tænke, at du gerne vil lægge lidt brochurer ud i din menighed, eller du vil gerne formidle et besøg af KRIS, hvor vi kan komme og fortælle om arbejdet eller forskellige temaer, så kontakt repræsentantskabet. Deres mail finder du her.
Vi vil rigtig gerne have flere til at blive aktive medlemmer .

Så alt i alt, er vi rigtig godt begyndt på et nyt år.

Jeg glæder mig til at se disse spirer vokske og blive kraftige.

Rikke Andersen er årets taler til KRIS’ årsmøde d. 29. april.
Sæt X i kalenderen, da det bliver en eftermiddag med en personlig fortælling om et hårdt liv og vendepunktet til et meget bedre liv.

I 1997 var Rikke en 24 årig narkoprositueret i Istedgade. Hendes liv bestod af stoftrang, mænd og dårlig samvittighed overfor det barn hun havde sat i verden, og som nu led under hendes heroin misbrug.

En enkelt gang imellem trængte tankerne og bebrejdelserne sig på. “Jeg er et dårligt menneske, derfor har jeg det skidt! Skal livet egentlig gøre så ondt? Og, bliver det nogensinde anderledes”?

Med et barn under armen og en masse dårlige erfaringer vovede Rikke alligevel pelsen, og opsøgte nogle kristne mennesker i håb om at få hjælp. Det fik hun, og er nu mor til 5, pædagog og foredragsholder.

Nedenstående er en tidligere artikel fra Udfordringen i 2012.

Rikke ville skyde lægen..
… og sagsbehandleren, for de havde svigtet hendes tillid og ville tvangsfjerne hendes lille dreng. Så Rikke tog s-toget til Sydhavnen for at hente en pistol…

–  Jeg kunne ikke se nogen anden udvej end at skyde lægen og sagsbehandleren. Jeg vidste, at jeg ville komme i fængsel. Men så ville der i det mindste være nogen, der kunne sørge for mit liv, fortæller Rikke Andersen.

–  Jeg var bare så skuffet over lægen. Jeg havde fortalt ham, at jeg var narkoman og gerne ville under behandling. Jeg troede, han havde tavshedspligt. Men i stedet indberettede han mig.
Min sagsbehandler havde forsøgt masser af gange at få taget en urinprøve på mig, fordi hun havde mistanke om, at jeg var misbruger. Men jeg undgik det med alle mulige undskyldninger. For jeg vidste, at hun så ville få fjernet min lille dreng Rasmus, som var et år.
Nu havde de mig…

Forsømt barndom

Rikke var ikke blot narkoman, hun var også prostitueret i Istedgade og heroin-pusher.
– Jeg følte en dyb skam over, at jeg havde ødelagt mit liv og havde svigtet så mange mennesker. Derfor tog jeg stoffer. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på mit liv, husker hun..
Rikke voksede op i et betonhøjhus i Lyngby nord for København. Forældrene var skilt, og moren sad ofte på den lokale bodega, så mormoren måtte sørge for pigerne.
Et af de få højdepunkter var julen, hvor familien trods alt hyggede sig og fik gaver. Men bagefter var det igen grå hverdag.
– Jeg følte mig alene, anderledes og overladt til mig selv. Jeg skammede mig altid. Jeg havde enorm mindreværdsfølelse over for mine klassekammerater, og jeg løj konstant for at gøre mig interessant.
Da Rikke ikke kunne blive accepteret af de pæne pigers forældre, søgte hun sammen dem, der var værre end hendes egen familie. Her var druk og vold, og Rikke forsøgte som 12-årig at overgå alle. Bl.a. med at ryge sin første pibe hash.
Senere eksperimenterede hun med speed og de såkaldte helsingørpiller, der var et slankemiddel med koffein.

Gravid som 17-årig

Som kun 17-årig blev Rikke gravid med sin søde unge fyr. Desværre var han ikke så sød at blive. Han skred, da Rasmus var fem måneder.
– Jeg blev meget ked af det, for jeg var glad for ham og det liv, vi havde skabt sammen, husker Rikke, som under graviditeten holdt sig fra hash.
Det varede ikke længe, inden en ny fyr flyttede ind. Men han viste sig at være psykopat. Han truede med at slå hende og hendes familie ihjel, hvis hun forlod ham. Det var også ham, der lokkede Rikke til at ryge heroin – ved at lægge det i hendes hashpibe.
– Rusen kom som et knips med fingrene, og pludselig forsvandt mit mindreværd, min skyld, min skam og den dårlige samvittighed over alle de gange, jeg havde løjet for folk, husker Rikke, som hurtigt blev afhængig af det stærke stof.
For at skaffe penge til narkoen var kæresten kriminel. Han blev anholdt under et indbrud.

Prostitueret i Istedgade

Rikke stod nu alene tilbage som enlig forsørger med Rasmus, samtidig med, at hun skulle skaffe penge til heroin.
– Jeg har altid fået at vide, at min storesøster var den kloge, mens jeg var den kønne. Det udnyttede jeg ved at gå på Istedgade og trække…
Jeg har været sammen med flere hundrede mænd, og hver gang undertrykte jeg mine følelser og tænkte bare, at jeg blev 600 kroner rigere. Det var lettjente penge, siger Rikke, der begyndte at trække allerede som 19-årig. I tre år solgte hun sin krop til liderlige mænd.
Da kæresten kom ud af fængslet, begyndte han systematisk at banke hende.
Rikke flygtede og skjulte sig hos sin søster og svoger. Hun var angst og sørgede for at have baseballkøller inden for rækkevidde.

Udsat for mordforsøg

En dag listede Rikke hjem til lejligheden for at hente sine ting. Det så ud til at lykkes, men på vej ud af døren kastede manden sig over hende.
– Han smed mig på gulvet, trykkede sit knæ ned på min brystkasse og viklede et halstørklæde to gange rundt om min hals og strammede til. Jeg forsøgte at spille død, men kunne ikke. I stedet bed jeg så hårdt i hans arm, at han slap taget, og jeg fik ham sparket væk.
Jeg løb ind til en nabo og gemte mig på toilettet, mens jeg ringede til politiet. De rykkede ud med tre vogne og anholdt ham. Han fik halvandet års fængsel for sin forbrydelse.
At der var tale om et alvorligt mordforsøg, afslørede undersøgelserne: Rikke havde punktblødninger i øjnene og blod i urinen, fordi hendes nyrer var blevet mast under mordforsøget.
– Jeg var jo tæt på at dø og vidste, at jeg ikke ville overleve, hvis jeg mødte ham igen.

Blev selv pusher

En udenlandsk fyr tilbød Rikke at blive pusher, og på den måde kom hun nu væk fra trækkerlivet i Istedgade.
Sammen pakkede og solgte de heroin fra hans lejlighed. Pengene strømmede ind, men det gjorde ikke Rikke mere lykkelig.
– Jeg havde troet, at hvis bare jeg fik penge nok, så havde jeg ingen problemer. Men livet på stoffer havde sat sine spor, for jeg vejede kun 32 kilo som 22-årig. Jeg kunne ikke optage næring, forklarer Rikke.
– Men en dag så jeg en tidligere narkoman fortælle på en kristen tv-kanal om, hvordan han var blevet hjulpet gennem et hjælpearbejde, der hed Klippen i Istedgade. Han havde fået et godt liv gennem sin tro på Jesus. Og det gjorde et kæmpe indtryk på mig, da han sagde, at alt kunne blive nyt.
Straks efter udsendelsen tog jeg ind til Klippen. Jeg mødte en medarbejder, som hed Ulla, og hun lyttede til mig.
– For første gang i mit liv kunne jeg være 100 procent ærlig og fortælle sandheden om mit liv uden at imponere nogen, husker Rikke.
– Jeg har nok altid troet, at der var en Gud. Og jeg kom også i Frelsens Hær som barn. Men det var socialt arbejde, og jeg havde ikke et far-datter forhold til Gud. Jeg manglede Jesus, forklarer Rikke.
Hun bad sammen med medarbejderne og tog også et kors på for at bekende sin tro, men fortsatte med at sælge stoffer et år efter besøget i Klippen. Så blev hendes iranske makker knaldet af politiet og udvist.

Lægen skal dø!

Nu ville hun gerne ud af narkomisbruget og spurgte sin læge om hjælp. Som nævnt svigtede han hendes tillid. Og nu skulle både han og sagsbehandleren dø. Hun tog fast besluttet s-toget til Sydhavnen for at hente en pistol.
– Men da vi holdt på Hovedbanen stod jeg af toget og gik ned til Klippen. Jeg mødte straks Ulla, som huskede mig og blev glad for at se mig: Godt du kom. Jeg har sådan bedt for dig, sagde hun. Vi talte sammen, og hun lovede at køre mig hjem, hvis jeg ville gå med hende i Apostolsk Kirke om søndagen, hvor lederen af Klippen skulle tale. Det var en okay aftale.
– Da jeg kom til kirken, havde jeg taget mit flotteste tøj på og majet mig ud med make-up. Jeg faldt jo fuldstændig igennem. Alle kunne se, at jeg ikke hørte til her. Men Johannes Fuchs, som skulle tale, og hans kone Ann-Lis tog venligt imod mig og placerede mig midt i mellem sig. Jeg kunne godt li’ sangene, men kunne ikke koncentrere mig under talen. Jeg måtte ud og ryge.
De bad med mig, og jeg græd, så make-uppen løb ud over Johannes’ jakke sammen med tårer og snot… Men jeg fik en fantastisk oplevelse. På en eller anden overnaturlig måde vidste jeg, at jeg var accepteret af Gud, og at jeg hørte til her.
Dér tog jeg imod Jesus. Og nu blev mit liv forvandlet. Alt blev virkelig nyt.

Julen fik mening

Rikke blev tilbudt et ophold på rehabiliteringscentret Betesda i Jylland. Rasmus flyttede hjem til sin far, mens hun gennemgik en kold tyrker og mærkede abstinenserne ved, at narkoen slap hendes afmagrede krop.
Hun kom i gang med at tage en HF og bagefter læste hun til pædagog. Hun fandt sig en god mand, Per, som selv var tidligere misbruger – men hjulpet gennem det kristne center.
Parret bor nu i hus og har fem børn!
– Det er troen på Jesus, der har forvandlet mit liv. Derfor vil jeg gerne fortælle min historie, så andre også kan få hjælp, siger Rikke, der endda er blevet godkendt som prædikant af den pinsekirke, hvor familien nu kommer.
Lige nu går hun derhjemme og hygger om familien op til jul.
– Jeg har altid været glad for julen, men før vidste jeg ikke, hvor meget det betyder, at Jesus kom til jorden.
At man kan få Guds tilgivelse for alt, hvad man har gjort, og få hjælp til at leve et helt nyt liv. Det er dét, julen handler om for mig.