Svær barndom i slagsmål med ægteskabet
Det var virkelighed og tabu på samme tid, men sjælen og kroppen husker, fandt jeg ud af. Følelser kan ikke graves ned. ”
Hun er mor, gift og 34 år. For nylig løb livet lidt for løbsk. Oplevelser fra barndommen ødelagde en god tilværelse, og parforholdet var på frysepunktet og slet ikke varmt og kærligt. Det var tæt på forlis. Hendes mand så undrende til, når de ikke diskuterede vildt, og han levede i øvrigt ikke op til hendes tårnhøje forventninger. Hendes barndom indhentede hende. En barndom med en far, der var psykisk og fysisk voldelig mod hendes mor, og hvor børnene blev eksperter i musestille at aflæse, hvilket humør han var i. Jo mere usynlig man gjorde sig, jo bedre. De var bange for hans vrede, selv om han ikke rørte dem.
»Jeg vidste jo godt, hvad min ulykkelighed bundede i. I min barndom drejede hele livet sig om at prøve at beskytte min mor, om ikke at lave larm, så far blev urimelig og voldelig. Jeg satte mig selv til side. Fuldstændigt. Og jeg talte ikke med nogen om det. Det var virkelighed og tabu på samme tid. Men sjælen og kroppen husker, fandt jeg ud af. Følelser kan ikke graves ned«, konstaterer den unge kvinde. Hele sin ungdom jagtede hun den kærlighed og anerkendelse, som hendes far ikke formåede at give, og hun følte sig ofte ensom og forladt.
34 års smerte laver ravage
Hun blev gift og fik to børn. Som tidligere følte hun det nødvendigt at have styr på hver en bevægelse i hjemmet, der skulle være orden, og livet skulle se godt ud. Enhver, der har prøvet at have små børn, ved imidlertid, at der kan være rodet i et småbørnshjem. Efterhånden havde den unge mor brugt mere end 30 år på at sikre, at følelserne fra barndommen ikke lavede ravage i hendes liv, men nu gik det ikke længere. Energien var brugt op, og hun følte sig fortvivlet, selv om hun var vellidt mange steder, og hendes mand var både sød og rar. Hun havde aldrig fortalt sin ægtefælle detaljerne fra barndommen, så når hun reagerede uhensigtsmæssigt på en eller anden hverdagsting, vidste han ikke, hvorfor og hvordan han kunne hjælpe. Hun var bange for, at han ville gå fra hende og ikke acceptere hendes fortid.
»Min storesøster fortalte, at hun var startet i terapi hos KRIS, og hun anbefalede mig at gøre det samme. Jeg havde overhovedet
ikke lyst til at åbne mig og arbejde mig gennem 34 års livssmerte. Derfor var det også et stort skridt at få ringet til KRIS og booke en aftale. Næste store skridt var den første samtale. En overvindelse at åbne op, men jeg snakkede og græd og snakkede igen«, husker hun.
Får mere og mere selvrespekt
Terapeuten kalder hun respektfuld og fænomenal, og hun mener, hun har fået en række værktøjer, hun kan bruge. Det er lykkedes at bygge hende op igen, hun har fået mere selvværd og kan se, at det er ok at sætte egne grænser. »Terapeuten åbnede langsomt op lag for lag, så jeg selv kunne følge med. Det var rigtig hårdt, men også en følelsesmæssig befrielse. Jeg kunne se, at det, jeg mente, fx min mand skulle leve op til, var urimelige forventninger, og terapeauten åbnede mine øjne til virkeligheden. Hun har stor tålmodighed og en styrke, jeg turde læne mig op af, mens jeg fik hjælp til at slippe ud af barndommens følelser og kunne se livet med en voksen kvindes øjne«.
Parterapi en mulighed
Også ægtefællen går til samtaler hos KRIS, og de går også i parterapi. Alt i alt hjælper det. Ægteskabet er langt fra forlis nu. »Vi har fået en indsigt og en forståelse for hinanden, som vi ikke har haft de 12 år, vi har været sammen. Min mand mente også, det var nødvendigt at gøre noget, og vi er blevet meget mere åbne for hinandens følelser. Desuden accepterede han min baggrund, da jeg fortalte ham om den. Det var en lettelse. Vores mål er, at vi vil have et godt ægteskab og være gode forældre. Vi er på samme side«. Den unge kvinde er ikke færdig med at arbejde med sit selvværd, men hun føler, hun kan håndtere, hvis de negative tanker om ikke at være god nok dukker op. »I dag er min far en sød og kærlig morfar og farfar, og vores børn får den omsorg og opmærksomhed, jeg ikke fik som barn. Det tager tid at bearbejde følelser, men jeg hartilgivet ham. I hvert fald for det meste«.
mig.
mig.
