Formandsskift i KRIS.

Formandsskift i KRIS

Måske har du hørt det – måske så du det komme –  måske havde du ingen anelse. Uanset hvad, så er det altså sket nu. KRIS har fået ny formand. Jeg, Malene Nygaard Kristensen, har fået den store ære og opgave at overtage sædet efter Mogens, som i mange år har udfyldt den plads fantastisk godt! Men nu var det tid, og heldigvis bliver Mogens i bestyrelsen lidt endnu, til at hjælpe mig godt på plads.

Hvem er jeg så? – der er nok rigtig mange af jer, der ikke kender mig – og det håber jeg, at jeg kan få lavet om på. Her kommer i alt fald en lille skriftlig introduktion, og så må vi mødes senere.

Jeg hedder Malene, jeg er 34 år, gift med Poul og sammen har vi 2 drenge, Charles og Thomas på henholdsvis 1 og 2,5 år. For 3,5 år siden kom vi til Kølkær fra Århus, fordi min mand blev ansat som sognepræst i Kølkær og Herning sogne. Jeg er uddannet jurist og arbejder på Blå Kors Pensionat i Herning til daglig. Vi har begge været en del af Århus Valgmenighed i en del år, hvor jeg blandt andet havde en frivillig tjeneste med bøn. Jeg tror, at Gud er den der kender os bedst, og derfor også at han er den bedste til at vise os vej i livet – om det er i hverdagens gøremål eller på vejen mod frihed for sind og sjæl. Jeg længes efter at mennesker får lov at opleve og leve i den frihed, som han kan give, og som bringer lægedom ind i alt ondt her i verden. Det er også den brand, der har startet mit engagement i KRIS og den brand der er både i mit daglige arbejde og i visionen for Pouls og mit fælles hjem. Hvis vi kan få lov til at give lidt af Guds kærlighed videre til mennesker omkring os, bidrage med lidt af den fred, som Gud har givet os og invitere mennesker nærmere til Gud derigennem, så tror jeg, Gud sætter fri – sætter os alle fri. Det er det Gud kan, det er det Gud gør. Han gør det mange steder og på mange måder, og Han gør det gennem KRIS, og det er jeg beæret over at være en del af.

Jeg vil slutte med de her vers fra 1 Joh 3, 18-21: ”Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed. Deraf kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt.”

Min familie (nov. 2018)