Præsentation af nyt bestyrelsesmedlem.

Jeg er helt ny i Kris´ bestyrelse, jeg hedder Mette Baldwin, og nærmer mig de 50 år.

Jeg er gift med Tim og vi bor på landet v Silkeborg. Vi har 3 sønner ml 14 og 21 år.

Vi kommer i Silkeborg Oasekirke, og har før boet i København. Der hørte jeg om Kris´ arbejde i Bethlehemskirken og mødte flere, der havde fået hjælp der.

Jeg arbejder som pædagog på et værested for psykisk sårbare i Silkeborg, i et fleksjob, da jeg har leddegigt.

I 2012 blev jeg færdiguddannet som psykoterapeut fra PIAA i Århus. Jeg har i 2 år været med på stab i Silkeborg Oasekirke, som frivillig indenfor pastoral omsorg/sjælesorg og derigennem fik jeg øje på Kris igen.

Jeg er oprindelig fra Holstebro, fra en ikke-kristen familie, men blev kristen som 21-årig – og det er stort hvad Gud har gjort i mit liv, Han er den bedste læge og psykoterapeut!

Et vidnesbyrd om forvandling

Mit vidnesbyrd starter den dag, Jesus begynder at kalde mig tilbage til hans kirke, tilbage i hans arme. For jeg er overbevist om, at hvis han ikke havde grebet ind, så var jeg stadig ude i svinestien, ligesom Den Fortabte Søn. Indtil da havde mit liv taget nogle forkerte sving på rejsen og man må sige, at jeg på trods af min unge alder, havde set og mødt lidt af hvert på min vej. Som helt lille mistede jeg min fraværende far til en ny familie i Wales. At miste min far har både været en velsignelse, men selvfølgelig også det helt modsatte. Velsignelsen ligger i, at min far har et stort temperament og holder meget af alkohol, og den cocktail har aldrig været god for min mor, søster og mig. Før min far forlod os, fortæller mine minder fra min barndom en historie om en meget voldelig mand, både fysisk og verbalt, især over for min søster og mig. Så da min far valgte at skifte os ud med en ny familie, blev vi samtidig sat fri fra en hverdag med vold. Forbindelsen med min far har altid været meget minimal, fordi hans interesse har ligget andre steder, men som små skulle min søster og jeg altid over og besøge ham i 3 uger i sommerferien. Her var tingene meget anderledes end hjemme i Danmark: Druk, stoffer, pubs, voldsomme skænderier og sene aftner hos mærkelige mennesker, præger de fleste af mine minder fra den tid. Som barn havde jeg ikke noget begreb om, hvad alt dette med min far har haft af betydning, for den måde jeg ser mig selv og andre på, men som voksen kan jeg se at det har haft en KÆMPE indflydelse på mit selvbillede og min opfattelse af verden. Det har blandt andet medført, at jeg fra barnsben hurtigt lærte at kontrollere mine følelser og gemme bestemte sider af mig selv for ikke at ende i problemer. Derfor har jeg aldrig kunne have nogen tætte venner, fordi ingen rigtig kendte mig. Denne overlevelsesmekanisme kom desværre til at bide sig selv hårdt i halen senere i livet. Som 13-14-årig begyndte jeg at blive interessant for drenge. Jeg husker, at jeg selv gik op i meget andet og ikke tænkte så meget på drenge, men den anerkendelse jeg nu fik fra dem var noget, jeg pludselig fik smag for. Da jeg var et let offer, kom jeg ind i en uheldig cirkel med særdeles dårlige drengebekendtskaber. Drenge, som i den grad behandlede mig dårligt og ikke respekterede mig. Jeg var ikke i stand til at sige fra, men bed tænderne sammen, lukkede ned for mine følelser og lod dem gøre med mig, hvad de ville. En dag, da jeg legede skolelærer inde på mit værelse, brød jeg grædende og rystende sammen på gulvet og blev overvældet af tankerne om det sidste ’forhold’ jeg havde haft, som var med en dreng på samme alder som mig. Jeg var nu 15 år og blev for første gang konfronteret med de seksuelle overgreb, han havde udsat mig for. ´Forholdet’ varede omkring 6 måneder, hvorefter han efterfølgende stalkede mig i 3 år. Jeg var dog allerede i gang med at indlede et nyt forhold til en ny fyr og skubbede det derfor langt væk og begyndte at drikke og feste rigtig meget. Dette forhold var, ligesom det forrige, præget af kontrol og manipulation og en hverdag fyldt med fysiske og psykiske overgreb. Da jeg som 17-årig levede et totalt dobbeltliv med facader og mure så langt oppe, at ingen kunne trænge igennem dem, besluttede jeg mig for at begå selvmord. Da jeg stod med pillerne i hånden, gav jeg mig selv et dilemma: Enten tager jeg de her piller og dør, eller også går jeg ind og beder min mor om hjælp. Jeg kan bare ikke mere alene. Dette blev et altafgørende øjeblik i min livshistorie, fordi jeg valgte at kæmpe for mit liv. Jeg begyndte hos en psykolog i den by jeg boede i, men jeg fortalte hende aldrig noget. Vi snakkede mest om min far, min depression og mine voldsomme angstanfald, men pludselig skete der noget mærkeligt. Hver gang jeg sad inde i den stol hos hende, kom der en stemme i mit hoved: ”Du skal begynde at gå i kirke”. Jeg skubbede den væk og tænkte ikke mere over det, men tanken kom altid tilbage. Jeg gik hos psykologen i omkring 6 måneder uden de store fremskridt, hvorefter jeg valgte at droppe ud af gymnasiet, flytte til en ny by og starte helt forfra. I samme omgang begyndte jeg at lytte til stemmen i mit hoved, og jeg startede i en lille frikirke i min nye by. Senere fandt jeg ud af, at stemmen kom fra Gud og at han havde forsøgt at kalde mig ud i lyset i lang tid. Det første år på det nye gymnasie, drak og festede jeg stadig meget. Jeg holdt mine facader og mure tæt på kroppen og lod ingen komme tæt på mig. Men da jeg som 18-årig valgte at blive voksendøbt, ændrede tingene sig. Jeg kunne ikke længere leve i løgn, og hele min verden faldt sammen for øjnene af mig. Jeg blev konfronteret med mit tidligere liv og så en hel anden historie, end den jeg havde forsøgt at bilde mig selv ind. Jeg så et barn blive mødt med begær og objektivisering, jeg så en pige blive seksuelt udnyttet og voldtaget flere gange dagligt og jeg så, hvordan det barn og den pige var mig. Jeg endte i en psykotisk tilstand som varede i lidt over et år. Det vilde er, at jeg i denne periode aldrig har været mere bevidst om Guds nærvær i mit liv. Tingene blev så slemme, at jeg var nødt til at flytte hjem til min mor for en stund, fordi jeg simpelthen ikke kunne passe mig selv. Jeg delte mine frustrationer med min mor, omkring at jeg ikke følte, at jeg kunne få hjælp nogen steder fra, at der ikke var nogen førstehjælpskasse i samfundet til en pige som mig.  Her fortalte min mor mig så for første gang om KRIS, et sted for ’sådan nogen som mig’. Jeg skød hurtigt ideen ned, da jeg selv tænkte, at mit liv sikkert ikke havde været så slemt, som det liv mange af de andre, som får hjælp fra KRIS, har haft. I sommerferien op til 3.g tog jeg alligevel første gang til Herning for at besøge KRIS. Det første jeg mødte var kærlighed, omsorg og forståelse. I lang tid talte jeg ikke rigtigt, jeg sagde faktisk ikke så meget, for bare ordet ”voldtægt” kunne få mig til at forsvinde og miste kontrollen over hele min krop. Men der var ingen, der skyndte på mig eller syntes jeg var åndssvag eller upålidelig. Langsomt begyndte KRIS at vinde min tillid og jeg lukkede dem stille ind i mit mørke. Det er svært at sige helt præcist hvad der skete, men jeg begyndte at ændre mig. Jeg begyndte at lukke op for nogle følelser, jeg ikke havde mærket siden jeg var helt lille. Jeg blev mig selv, angsttågen og psykosen forsvandt og jeg kunne lige pludselig trække vejret igen. Det føltes, som om jeg havde været forstenet i 100 år og nu endelig kunne bevæge mig frit igen. Som man nok kan forestille sig, havde min præstation i gymnasiet ikke været den bedste eller mest tilstedeværende, og jeg overvejede dagligt at droppe ud. Men KRIS ændrede dette for mig. De gav mig værktøjer til at håndtere min angst og opfordrede mig til at fortsætte med at få min studentereksamen, selvom det var ekstra hårdt for mig. Dette gav mig styrken til at fortsætte, og jeg blev student med et godt gennemsnit (hvem havde troet det?). Vigtigst af alt, så bad de med og for mig og dette har helt klart været en af de mest afgørende redskaber, for jeg er blevet ændret indefra og ud. De gav mig håb og viste mig, at livet kan blive godt for mig på trods af min fortid. Jeg er evig taknemlig for alt, jeg har lært hos dem. De ledte mig tilbage i min Frelsers arme og viste mig, hvem jeg i virkeligheden er. I dag er jeg 22 år og jeg er stadig på min rejse igennem livet. Selvom min fortid stadig præger mit liv, er jeg et ændret menneske og jeg stoler på Guds nåde. Han er langt fra færdig med at restaurere mig og jeg har stadig det bedste i vente.

Anonym vidnesbyrd fra en ung pige

Velkommen til årsmøde i KRIS 21.4.2018 kl. 13-17

Velkommen til Årsmøde i KRIS!

Lørdag den 21. april 2018 kl. 13 -17.

 I Sct. Johannes kirke, Herning.

Fredhøj alle´2, 7400 Herning.

Taler er Psykolog Ph.d. Peter Damgaard-Hansen.

Han taler over emnet: Forsoningens kunst og nådegave.

Peter D.-H. voksede op i Luthersk Mission i Sønderborg. Men som ung vendte han ryggen til sine forældres kristne tro. Selvom han blev uddannet psykolog, oplevede han dog ikke, at psykologien gav ham tilfredsstillende svar. Senere søgte han svar i den alternative verden. Han oplevede sig tiltrukket af Indisk dybdepsykologi og forsøgte sig en tid med Transcendental Meditation og Yoga. Det åbnede hans øjne for den åndelige dimension, men afslørede for ham også det indre tomrum. Siden blev det til arbejde i Norge, hvor New Age filosofi blev koblet på psykologien i et integreret forløb. Her mødte han sin kone Deborah, som også var en søgende sjæl. Sammen flyttede de til USA, hvor Peter virkede som psykolog i en årrække. Arbejdet med det alternative fortsatte indtil de blev standset af en bog om Maria. Maria-åbenbaringer i Medjugorge.

Det blev for Peter et tegn, der fik ham til at søge svar et andet sted end i New Age. Det personlige manglede han i New Age. Det opdagede han derimod i Marias Søn, Jesus. Den lange søgen var slut og et åndeligt hjem fandt både han og hans kone i den katolske kirke.

Når Peter taler om forsoningens kunst og nådegave, så er det med baggrund i den kendsgerning, at vi som mennesker uundgåeligt kommer til at såre andre. Ofte meget dybt med alvorlige skader til følge. Hvordan kan mennesker, som har givet hinanden dybe sjælesår overhovedet blive forsonet? Det kan forekomme umuligt. Men Peter har nogle erfaringer, som vi nok kan drage nytte af, når vi hører ham fortælle om de meget vægtige erkendelser han har med sig fra mange års erfaring i arbejdet med mennesker. Han gør f.eks. gældende at forsoning ikke kan klares alene ved menneskelig kraft.

Der er i høj grad brug for ”Kraften fra Oven”.

 

Program:

Velkomst

Solosang

Tale ved Psykolog Peter Damgaard-Hansen.

 

Emne: Forsoningens Kunst og Nådegave

Anledning til spørgsmål.

 

Kaffe.

Under kaffen vil der være auktion over medbragte effekter. Giv en melding hvis du har mere end tre effekter med, af pladshensyn.

ALT GÅR UBESKÅRET TIL KRIS’ ARBEJDE

 

Generalforsamling

 

Følgende punkter er på generalforsamlingens dagsorden:

Medlemsmødet

  1. Årsberetning ved formanden.
  2. Godkendelse af årsrapporten (regnskab)
  3. Valg af revisor.
  4. Valg af repræsentantskabsmedlemmer.
  5. Eventuelt.

Repræsentantskabsmødet

  1. Genvalg af bestyrelsesmedlemmer.
  2. Valg af nye bestyrelsesmedlemmer.
  3. Emner vedrørende repræsentantskabsmedlemmer
  4. Eventuelt.

Tilmelding til årsmødet vil kunne ske pr. mail: kris@kris-dk.dk

eller telefon 29 70 23 05

Tilmeldingsfristen er lørdag d. 14. april.

 

Hvor skulle vi gå hen?

Hvor skulle vi gå hen? Du har jo det evige livs ord.

Tekst: Joh. 6,66-67

“Vi skal tale om Guds kærlighed og barmhjertighed, men også om Guds retfærdighed. I Jesu ord står der: jeg er livets brød. Brødet er grundlæggende for livets opretholdelse. Jesus er altså nødvendig for livet med Gud. Jesus må komme ind i mig ellers går jeg fortabt. Og ved troen bliver det muligt. Af nåde er I frelst ved tro, det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven, siger apostlen. Troen kommer af det som høres. Altså kan ingen præstere troen. Men du kan tage mod den, når du hører ordet.”

Når vi ser på os selv, så er der intet håb for os. Og Guds Ord giver os ret. Guds løsning på vores synd er utrykt på engelsk: God’s solution is execution. Guds løsning er henrettelse. Guds ske tak og lov det skete på korset for næsten 2000 år siden. Det er både Guds kærlighed – Jesus går i dit sted – og Guds retfærdighed. Retfærdigheden er at straffen rammer Jesus i stedet for dig og for alverdens synd også den synd, som er begået mod dig. Guds løsning er tilgivelse. Gratis. Grænseløs nåde. Du kan intet lægge til eller trække fra. Bare stole på Gud. Blive desperat efter Ham, som er livsnødvendig for dig – Jesus. Han bar al din skyld og skam. Han blev slået i ansigtet for din skyld. De rev skægget ud. Satte tornekrone på hans hoved. Slog ham. Piskede Ham. Drev nagler gennem hænder og fødder. Hånet, spyttet på, nedværdiget, løjet om. Onde beskyldninger. Nøgen hang han der på korset og bar din skam. En hollandsk kvinde, som var blevet udsat for gruppevoldtægt af unge mænd, har berettet, at hun efterfølgende havde svære traumatiske smerter. Hun blev siden gift men ægteskabet var langt fra lykkeligt. Hun bar på alt for meget bitterhed mod mænd. Da fik hun en dag lov til siddende på sin seng at opleve en vision af Jesus. Hun så ham hængende der på korset – helt nøgen! Da blev det klart for hende, at Jesus virkelig som mand hang der og bar skammen også for hende. Befrielsen kom. Hun fik lov at erfare lægedom og frihed fra skammen.

Men langt det sværeste Jesus oplevede for din skyld var: Min GUD, Min GUD, hvorfor har du forladt mig. Jesus blev virkelig forladt af sin FAR for din skyld. Det var, for at du aldrig i evighed skulle have nødig at være forladt af Gud din FAR i Himlen. Du har endnu aldrig prøvet det, så du ved ikke hvordan det føles. Men Det er uendelig afgrundsdyb smerte.

Da jøderne hørte Jesu tale om at spise hans kød og drikke hans blod forlod mange Ham og fulgte Ham ikke mere. For dem var det vigtigste at få til opretholdelsen af livet her og nu. De havde ingen sans for evigheden. Synes du også at det nærværende er vigtigst?

Og Jesus sagde: vil I også gå jeres vej. Simon Peter svarede: Herre til hvem skulle vi gå, du har jo det evige livs Ord.

Det evige Livs Ord – er Jesus selv. Både det Han siger og det han gør og har gjort.

Der er en Far i Himmelen, som har ventet på dig – hele dit liv, ja, og endda før. Sådan er Jesu eget billede fra Lukas 15 om sønnen der vender hjem til sin far og bliver modtaget med en åben kærlig favn. Som denne far er Gud, siger Jesus. Lad Ham ikke vente forgæves på dig.

Jesus har Det Evige Livs ORD!

Henry A. Tandberg. Blev født i 1871 i Chicago. Faderen døde, året efter. Henry flyttede med moderen tilbage til Norge. Blev frelst ved frelses armeens bodsbænk i 1878. Og blev året efter officer i armeen i Norge. Knapt 18 år. Som en af pionererne arbejdede han hårdt og energisk. Stiftede Armeens børne og ungdomsarbejde, samt søgertjenesten. Redaktør af Krigsråbet var han gennem mange år. Mest kendt nok for sine mange digte og åndelige sange. F.eks. Jeg er en sejler på livets hav.

I 1907 blev Han alvorligt syg og kom på Sanatoriet som rekonvalescent. På den tid var tuberkulose oftest ensbetydende med lidelse og død. Mens han var der skrev han en anden af sin meget kendte sange. – Til hvem skal vi dog gå hen, du har jo det evige livs Ord. – Blandt patienterne var også en ung kvinde. Hun var i slægt med Tandberg. Hun var meget syg, og det var kun et spørgsmål om tid, før hendes liv her på jord ville slutte. Hun havde ingen personlig tro på Jesus. En dag spurgte hun lægen direkte – Tror du på, at Jesus er død for vore synder? Og læge svarede klart, at han troede at Jesus var død for vore synder. Hun var så dårlig, at hun ikke var sammen til spisning i spisesalen men fik mad på sit værelse. Lægen bad Tandberg om at tale med kvinden.

Han fortalte hende netop om ordene fra sin nye sang og om Jesus, der er gået gennem dødens dal for os. Det var denne samtale der blev vendepunktet i hendes korte liv. Og hun måtte hurtigst muligt rejse hjem for at dele sin nyvundne tro med sin familie. Inden hun kort efter fik lov at rejse hjem til sin elskede Jesus og sin himmelske Far.

Sangen taler netop om, at vor livsaften usvigelig sikkert kommer – Hvordan vil den være for dig? Skal den betyde evigt lys for dig og ikke fortabelsens uendelige mørke? Skal du være med og se det strålende lys fra Jesus, når du går ind igennem perleporten?

-o-

“O Herre til hvem skulle vi dog gå hen? Du har jo det evige livet! Kun du bærer navnet som synderes ven, kun du har dit livsblod os givet. Hvor fattig, hvor øde og tom var vor jord. Om ikke vi havde dit evighedsord. Som løfter vor sjæl over jorderigs grus. Helt op mod de evige højder.

O Herre til hvem skulle vi dog gå hen? Når sorgerne fylder vort hjerte , Når ikke der findes en eneste ven, Som magter at lindre vor smerte? Hvor godt da at fly til din åbnede favn. Du lindrer hver smerte og stiller hvert savn. Som før vil du byde dit; Ti og vær stille! Og stormen og bølgen dig lyder.

Når livsaften kommer og solen går ned, Og evighedsklokkerne ringer. I Skyggernes dal og ved dødsflodens bred. Sig hvem skal vel over mig bringe? Her vil da til Jesus jeg befale min ånd. Og barnligt da lægge min skælvende hånd I hans, som har gået gennem dødsdalen før, Og fjernet dens brod og dens torne.”

Af Henry Albert Tandberg

Med Disse indslag vil vi i KRIS ønske alle en rigtig glædelig JUL og et velsignet Nytår i Jesu navn. Tak til alle! Til medarbejdere, medlemmer, repræsentantskab, bestyrelse, forbedere og til enhver som i årets løb har gjort en indsats til fordel for KRIS og dermed for alle, for hvem KRIS er blevet en Guds lægedom og velsignelse.

Kærlig hilsen Mogens Svendsen Formand i KRIS

Guds suveræne indgreb

Guds suveræne indgreb, – ledelse og omsorg, – midt i fortvivlelse.

Det som jeg her deler med dig, er en fantastisk oplevelse, hvor Gud har ledt mig i en helt konkret situation, – opmuntret og talt til mig, når jeg i min nød har bedt og råbt til ham, – søgt hans nærvær, og lyttet til ham.

For de som ikke ved det, så mistede jeg min kære hustru, Frida for ca. 3 mdr. siden. Så jeg gennemlever en rigtig svær alenetid, – med rigtig mange ubesvarede spørgsmål !

Frida og jeg satte her i foråret vores sommerhus på Thyholm til salg, – og så har det ellers været udlejet i sommer. – Jeg var for nu 2 mdr. siden der oppe, for at tjekke det op efter udlejningsperioden, og slå græsplæner og andet. Efter det gik jeg en tur ned til stranden og opdagede her at min båd, – som har sin plads der, – ikke var der. – Det så ud til, at den ikke havde været bundet forsvarligt fast af de, som sidst havde benyttet den, og at den havde revet sig løs, var gledet ud i fjorden, og drevet bort. – Det blev det hele jo ikke bedre af.

Når jeg nu var der alene, – så gav det ikke mening at være i sommerhuset. Jeg var rigtig, rigtig ked af det, så jeg gik ind i huset til sofaen, – bøjede mine knæ der, – grædende og med tårefyldte øjne i min nød, – bad og råbte til Gud: – om hjælp til at få sommerhuset solgt snarest muligt! – For mange sommerhuse i det område, tager det 2 – 3 år at sælge.

!!!!!! Inden 24 timer næste dag tidligt på formiddagen, ringede ejendomsmægleren og sagde at: ”Nu havde han seriøse købere som gav et bud”. – Jeg lagde en pris, som køberne accepterede.

Herefter mødtes jeg med køberne i Struer 3 dage senere, for at underskrive salgskontrakten. Min båd var jo borte, så jeg havde tænkt mig efterfølgende at køre lidt rundt ved Limfjorden om eftermiddagen, for om muligt at finde min båd. – Det min tro rakte til var, at jeg havde taget trailer og reb med, til at trække båden op fra en strand, et eller andet sted hvis jeg fandt den. – Jeg var godt klar over, at der ligger 1000 både rundt ved Limfjorden og den kunne ligeså godt ligge oppe ved Sallingsund eller Mors, eller på fjordens bund, som et andet sted. – Jeg var klar over, at det var som at finde en nål i en høstak.

Men!!!!- Jeg kører over Oddesundbroen til Thyholm og kommer til et skilt, hvor der står HAVNEN!!! Her får jeg en tilskyndelse fra Gud, ”Drej til højre her!”. – Jeg bremser op og kører ned mod havnen, (her har jeg aldrig været, eller tænkt at se efter den). – Jeg ser nogle større både ligge i vandet ved havnen og parkerer her, hvorefter jeg oplever Gud sige: –”Gå længere ned ad vejen her!” – Hvilket jeg så gør. – Den første båd jeg ser her ligner en 12 fods Limbo, nøjagtig som min. -Jeg går hen til den og ser, at det er min – med nummeret 17. Fantastisk! – den allerførste båd jeg af Gud bliver ledt til, – ca. 8 km sydvest for det sted, hvor den er drevet fra. Og nogle flinke mennesker har båret den op på land, og årerne og ankeret var stadigt i den.

Min Himmelske far vidste jo, at den lå der! Jeg blev simpelthen så glad. -Ikke mindst for Guds fantastiske tilskyndelse og ledelse hertil. Hvis ikke jeg havde bedt og lyttet til Gud, så kunne jeg have løbet rundt deroppe endnu, og måske ikke fundet den! – Og spildt så meget tid af mit kostbare liv. Jeg takkede Gud og råbte HALELUJA!!!!!! -Og så talte Gud så stærk til mig, at ”han vil lede mig, også nogle gange så konkret, – i livet fremover i alle ting, – også det som jeg på nuværende tidspunkt ikke kan se nogen vej i, har han en vej -når jeg lever i hans nærvær, beder og lytter til ham og hans signaler!

Livet med Gud er et udfordrende og spændende liv, —især når man er helt tæt inde i hans nærvær, og oplever og mærker hjerteslagene fra hans kærlige og omsorgsfulde faderhjerte! —— Det er helt vildt fantastisk!!!!!!!!

Det som jeg oplever i denne tid er at: – Jeg må aktivere min tro! – Kan man det? – Ja! Hvordan? At jeg søger dybere ind i Guds nærvær, – give det næring ved Guds ord, – og lytter til ham. Når man er i det dybeste mørke og fortvivlelse, har man endnu mere brug for Guds lys over situationerne. Gud ved det! – Gud ved, hvad jeg har brug for: – At kaste mine bekymringer på Ham, – mere at tro på, – og stole på Gud i alle ting, – leve i hans nærvær i alle situationer, – nu og fremover, – altid. Lev i nutiden / forvent i fremtiden! – Vær i Jesu navn løst fra dårlige oplevelser i fortiden!

Gud velsigne Jer! Gud er en god og kærlig far!!! Salm. 23 v. 1-3

Med kærlig hilsen Peter Forum Bestyrelsesmedlem i KRIS.